Odense, d. 21 – 8 – 45.

Kære Venner!

Mange Tak for "Kosmos" og Korrespondancebrevene! Disse, og Tiden vi lever i, inspirerer mig atter til at skrive lidt til Dem.

Vi har forleden Dag oplevet endnu en glædelig Dag, en af de mange som vore Efterkommere sikkert vil misunde os, nemlig d. 15 Aug.1945, som blev en V.J. Dag, ( Victory Japan Dag) hvor den sidste Fjende, Japan, blev slaaet ned og matte overgive sig til Sejrherrene. Og vi har endelig faaet den "Verdensfred", som vi alle har længtes efter i mange Aar.

Den fysiske Videnskab har fejret Triumfer. Og al Respekt for den. Den har opfunden en Atombombe som paa et Øjeblik kan udslette alt og alle om den vedblivende blev brugt dertil. Men godt, at den kun kom til at udrette saa forholdsvis lidt paa dette Omraade. Mange maatte dog bøde med Livet for at vi andre kunde komme til at leve og fører Udviklingen fremad i den rigtige Retning.

Toppunktet er naaet. Vi har set Kulminationen af den fysiske Videnskabs Opfindelser i Krigens eller det saakaldte "Ondes" Tjeneste blive bragt i Virksomhed.

Læser man en Kronik af vor egen Professor Niels Bohr, som værende Hovedmanden for Opfindelsen af Atombomben, i Polit. Kronik for 12-8-1945, ser man, at den fysiske Videnskab indtil for et halvt Hundrede Aar siden var af den Opfattelse at Atomteorien paa Grund af vore Sansers Ufuldkommenhed og Begrænsning vilde forblive uudforsket.

Men Videnskabens Nysgerrighed og Higen hører aldrig op. Og det viser sig ogsaa, som Professoren skriver, at: Hjulpet af den moderne Tekniks forfinede Redskaber har Udviklingen af Eksperimenteringens Kunst fjernet en saadan Begrænsning og endog ydet detaljerede Oplysninger om Atomernes indre Struktur. Særlig Opdagelsen, at næsten hele Atomets Masse er koncentreret i en Central-Kerne viste sig at have de mest vidtrækkende Konsekvenser.

Ja, det lader jo saa til, at den fysiske Videnskab har fundet en Kerne, hvor udfra man kan skabe det mest fantastiske med Hensyn til Ondt og Godt. Man staar altsaa her med en – hvad Martinus kalder. C. Viden – om Tilværelsens Gaader. Man har opdaget Noget hvor udfra man kan skabe det fantastiske.

Og det er saa blot om, om man sætter sin Vilje – B. Viden – ind paa at bruge denne Viden i det Ondes eller det Godes Tjeneste. Hvilke af disse Tjenere man gør til C. Viden eller Vanefunktion. I begge Tilfælde vil det kunne faa vidtrækkende Konsekvenser, hvilket vi allerede har set i det "Ondes" Tjeneste, som jo viste sig at være et "Gode", da det jo bevirkede en hurtig "Verdensfred." Paa et Øjeblik blev alt det udslettet som kunde have taget Maaneder. Og efter at Freden er proklameret, vil det saa være en Selvfølge at haabe, at Videnskaben med sin Opfindelse efter denne guddommelige Mission vender sig imod at skabe opbyggende, fredlige og lykkelige Tilstande for Menneskeheden med de samme Vaaben og Opfindelser, som de nu har faaet i Hænde. Vi vil da ad Aare have opbygget en Verden fuld af teknisk Snille, som vi vel ikke i Dag formaar at forestille os.

Og paa Sidelinje med den fysiske Videnskab staar saa Aandsvidenskaben der i et Samarbejde – om det er muligt, men Chancen er der – kan skabe den helt fuldkomne Verden teknisk som mentalt. Thi først nu hvor de nedbrydende Kræfters Mission er til ende paa Jorden, kan der tænkes for Alvor at blive Brug for fysiske og mentale opbyggende Kræfters Sammenspil, som vil bevirke at en ny, harmonisk og skøn Verden opstår. En Verden alene med teknisk Kunst og Snille hvor Menneskene er robuste, inhumane og krigeriske kan slet ikke tænkes, da de Væsener der skaber det kunstneriske paa fysiske Omraader aldrig vedblivende kan være robuste og ukærlige. Med Kunsten vokser Følelse og Intelligens, og inden man ser sig til er man, uden at vide det, vokset helt ind i en anden Verden, andre Tankesfærer, de aandelige. Saa der er ingen Grænser mellem det fysiske og det aandelige. Vi lever og bevæger os i begge "Verdener", korresponderer med alle Energier.

Og det gaar i den aandelige Verden som i den fysiske. Man vil have sin Nysgerrighed, sin Higen tilfredsstillet, man søger og søger stadig – efter hvad?. Ja, efter Sandheden, det højeste man kan finde –. Gud selv.

Den fysiske Videnskabsforsker vil ganske langsomt, uden selv at vide deraf, glide over og blive Aandsforsker. Han, hun, kan ikke i det lange Løb i sin Forskning undgaa at støde på Ham. (Gud.) Han, hun, kan ikke undgaa at komme i Forbindelse med de Kræfter, de Kilder, hvor han er at finde. Ingen Forsker, om han, hun, end har søgt saa langt ud i Universet eller saa langt ned i Atomer og Elektroner med de fineste Instrumenter vil kunne undgaa at ende ved en Central Kerne, hvorfra den største Kraft udgaar, nemlig,: sit eget Jeg. Det vil gaa med Aandsvidenskaben som med den fysiske Videnskab. En Hemmelighed, en Viden, som blot ét Væsen sidder inde med kan ikke vedblivende være en Hemmelighed eller en Viden for det Væsen alene. Det er som Redaktør Einard Skov skriver i sin Kronik i Polit. Bange for Freden, 19 – 8 – 1945,: I Videnskaben er det ikke en enkelt Mand der gør Opdageren, men det er Hundreder eller Tusinder, som arbejder hen imod det samme Maal. Hemmeligheden vil næppe ret længe forblive en Hemmelighed.

Og det er saa naturligt. Vi lever og næres af hinanden. Et Væsen giver Bolden op, en anden griber den, og den gaar videre ud. Alle skaber vi, og vi er saa nær knyttet til hinanden igennem Broderskabet, Fællesskabet, eller som Mikroindivider i det samme store, fælles Legeme Guddommen, eller Verdensaltet.

Og hvor vi finder sammen og forstaar hinanden bliver der Harmoni. Der bliver det store Legeme, for vort vedkommende, Jordkloden, sund, og den bliver skøn at leve paa.

Jeg stod forleden Aften i Kongens Have og hørte paa en Koncert, og en Sanger lod sin prægtige Røst klinge ud over Haven til Orkestrets Toner. Jeg saa, hvorledes Unge og Gamle vuggede i Takt med Rytmen, og Ansigterne straalede, og jeg tænkte paa den Harmoni der i det Øjeblik var paa dette Sted i Gudd. Legeme.

Og det var dejligt at være Vidne til. Til min Glæde – og Forbavselse – sender Mogens Møller en saadan Tegning (Kosmisk Kemi Nr.32) med Korrespondancebrev Nr. 100.

Ja vi kan være enige om, at den Slags skaber altid Glæde og Harmoni iblandt os. Det er det ikke alt, der gør. Det er ikke alt, og særlig Nyt, at alle kan forstaa eller akseptere. Man er bunden af saa mange gamle Vaner og Fordomme som man ikke saadan vil kaste overbord. Og vil især naar det er en Kvinde, eller Kvinder, der fremfører det, hvilket Mogens Møllers Tegning ogsaa viser. Der kan let opstaa Disharmoni. Det er ikke ualmindeligt, at Kvinders deltagelse i Musik, i Politik og hvad der ellers forekommer indenfor Samfundsordningen, men indenfor Forskningens Arbejde, for Videnskabens, den fysiske som den aandelige er Kvinderne ikke trængt frem endnu. Det er det Mændene, der synes at være forbeholdt Autoriteten til at tænke, forske, tro, tale, skrive o.s.v

Hvis en Kvinde, eller Kvinderne, skulde vise sig at have Hjerne eller kunne præstere noget her, kan det godt gaa, som Mogens Møller ogsaa viser, at der bliver Disharmoni. At man vil rejse sig og protestere, true med Stokke og Paraplyer og raabe højt op om, at saadan noget har man betalt for, man vil have sine Penge tilbage o.s.v. og man vil haste med at hente sit gode Tøj i Garderoben.

Ok ja. Der er saa meget der i den ny Tid, der kommer, maa falde, saa mange Illusioner, der maa briste. Derfor skal man ikke skabe sig for mange af disse, saa bliver man aldrig skuffet. Kun arbejde og arbejde hen paa et lykkeligt Fællesskab med andre i det Gode – Udviklingens Tjeneste, saa vi med vor Viden, paa fysiske som aandelige Omraader, arbejder med paa at kunne finde hinanden i et fælles og harmonisk Samarbejde til Gavn for videre forskning i det uendelige Verdenshav.

De kærligste Hilsener!

          Deres Marie Fixen.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.