Brev-id: 
32199      Se originalbrev
Dato: 
1937-01-16
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Jens Sixtus Gamaliel Jensen
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Sindal
Emne: 
Togtider for den forestående rejse (se først omtalt 32200). Martinus tilbyder at betale hotelopholdet. Pga pengemangel må Anna komme til sommer i stedet.

16/1.-1937.

Kære Jens!

Tak for dit kærlige Brev. Jeg glæder mig saa til at se jer herinde i København. Da jeg faar en tre fire Dage efter den omtalte Dato, hvor jeg ikke faar saa travlt, vil disse Dage jo passe godt for jeres Besøg her, og jeg haaber, vi skal faa det rart sammen.

Jeg har tænkt, at i kunde tage med Ekspressen, der gaar fra Hjørring Søndag Morgen d. 24. ds. Kl. 7,45. I vil da være her på Københavns Hovedbanegaard samme Dags Aften Kl. 19,37, hvor jeg saa nok skal være og tage imod jer.

Da Ekspressen ikke standser i Sindal, maa i tage Toget, der gaar fra Sindal Kl. 6,14 og saa skifte over til Ekspressen i Hjørring.

Ved at rejse om Dagen faar i jo Lejlighed til at nyde Udsigten og faar derved Lejlighed til at se lidt af hele Landet.

I bør løse Returbillet, da det bliver det billigste. Den gælder otte Dage og koster Kr. 30,00.

 

Du skriver, at du ikke ved om i faar Raad til at komme begge to. Det var jo trist. – Men som jeg har sagt, skal jeg nok dække Hotelopholdet og de øvrige løbende Udgifter herinde.

Men hvis i alligevel ikke kan klare Billetterne, saa ved jeg ikke bedre, end at i fordeler Smærterne paa den Maade, at Anna saa kommer en Tur herind til Sommeren i Stedet for. Vi skal nok tage kærligt imod hende. Hun bliver i alt Fald ikke snydt med dette Arrangement, idet det jo er langt herligere at komme til København om Sommeren.

Men skriv nu til mig igen, kære Jens, og lad mig vide, hvorledes i ordner det, saaledes at jeg kan være parat.

Min kærligste Hilsen til jer alle og paa glædeligt Gensyn.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.