Brev-id: 
32157      Se originalbrev
Dato: 
1945-10-28
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Martha Nielsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Kolding
Emne: 
Erik Gerner Larsson takker for teen. Historien om Wagtmanns bog. EGL sender det forrige brev som kopi med igen. Kosmos sendes også igen. EGL svarer på renteproblemet og ejendomsspekulationerne. EGL skal holde sit første foredrag i Sverige.

LIVETS BOGS BUREAU
MAANEDSBLADET KOSMOS - KOSMOS FERIEKOLONI
KORRESPONDANCEAFDELINGEN
MARIENDALSVEJ 94-96 - KØBENHAVN F.
TLF. GOTHAAB 9280
POSTGIRO 29 580

København F., den 28-10-45.

Kære Martha!

Tusind Tak for dine smaa Epistler! Lad mig nu lige tage Sagerne i Rækkefølge. Altsaa: tusind Tak for Theen!!! Jeg tilstaar at jeg helt har glemt at skrive til dig angaaende denne Sag, men det maa ihvert Fald have ringet slemt for Ørene af dig naar vi drak den, saa saligt har den bekommet os!!! Angaaende Bogen til Wagtmann, saa voldte den os stort Besvær. Jeg ringede til ham mindst ti Gange uden at træffe ham. Det viste sig nemlig at han var flyttet og ingen dødelig kendte hans Adresse. Naa, endelig fik jeg den og Bogen blev omgaaende afsendt. Nogle Dage senere ringede hans Kone og gjorde Vrøvl. Vi svarede hende som sandt var, at Bogen forlængst var sendt, hvorefter hun pludselig kom i Tanker om, at den Adresse hendes Mand havde opgivet, kom de kun sjældent paa. Hm!!! Men altsaa, vi har sendt den saa hurtigt vi kunde, at de opgiver os en tosset Adresse kan vi dog ikke hænge paa.

Sig mig, faar du ikke dine Breve?? Den 20/10 sendte jeg dig et langt Brev af et temmelig interessant Indhold. Jeg vedlægger min Kopi, saa kan du læse det igen og svare, om den Sag det drejer sig om, har din Interesse. Eigil Hansen har faaet Besked angaaende Gældsbeviset, men da vi baade har sendt dig og Banken Kvittering, regner jeg ikke med at den Sag havde Hastværk, men jeg skal fremskynde den!

Dine Bemærkninger om Renteproblemet begriber jeg ikke et Ord af. Du spurgte mig, om der var noget du kunde hjælpe Martinus med, og jeg svarede i samme Aand, at du, hvis du magtede det, kunde nedsætte Renten de første Par Aar. Men, og det vil jeg bede dig huske paa, det var ingen Anmodning! Hvis du vil undersøge Sagen, vil du se, at dine Renter til forrige Termin ankom punktlig og det vil dine fremtidige Renter ogsaa gøre. I den Slags Sager er vi meget pertentlige og vort Budget var klart i Orden inden vi gik med til det store Laan hos dig. Du behøver ikke i denne Sag at gøre dig nogen Art af Bekymring. Min Bemærkning var kun fremkaldt af din egen Indstilling. Naar den overhovedet kom frem, beror det kun paa, at vor Virksomhed ikke er merkantil og at vi hele Tiden er stillet overfor Opgaver, vi gerne vil løse, men som vi kun kan løse med vore Venners Hjælp.

Med Hensyn til dine Ejendomsspekulationer er jeg til Raadighed i samme Øjeblik jeg faar nogle Papirer. Jeg behøver næppe at forsikre dig om, at du i den Slags Sager kan regne med mig som var jeg din egen Søn, men jeg er ogsaa nødt til at sige dig, at alene Ordet "Sagfører" gør mig skeptisk! De er gerne saa søde i Starten!!!

Jeg rejser til Sverrig i Aften for at holde mit første "udenrigske" Foredrag, derfor mit omgaaende Svar. Kosmos Sept, er sendt dig for flere Dage siden, men nu sender jeg et nyt Eksemplar sammen med dette Brev!

Martinus skriver selv angaaende det Beløb du gav mig med til ham. De papirer jeg berørte overfor dig, har jeg returneret til Ejeren!!!

Tag til Slut mine hjerteligste Hilsner! Saa venter jeg at høre fra dig.

Din altid hengivne

Erik G - L [sign]


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.