Brev-id: 
32152      Se originalbrev
Dato: 
1935-08-11
Afsender: 
Poul Reumert
Modtager: 
Erik Gerner Larsson
Afsendersted: 
Ulstrup pr. Kalundborg
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Poul Reumert og Erik G. Larsson har mødt hinanden i toget fra København til Slagelse og er blevet venner. PR skriver om hvile og anstrengelser. PR har fået en søn, som blev døbt. Halvbroderen var fadder. Ferien blev holdt på det skønne Refsnæs. PR har været på en flyvetur til Bruxelles, for at læse op til en dansk-belgiske fest. PR fortæller lidt om sine kunstneriske planer fremover og den nødvendige spisning af grønsager. Kosmos Kolonien har haft tilslutning.

11 August 1935.
Ulstrup
pr. Kalundborg.

Kære Erik Gerner Larsson.

Tak for Feriekoloni brevet!! De glæder mig — som altid ! Ja — det var mærkeligt, at den Omstændighed, at der ikke var Plads i Kupéerne en Dag fra København til Slagelse, saa at vi to matte staa op, ved Siden af hinanden, i Sidegangen, skulle føre til at saadant Bekendskab, muntert og glædeligt, og lod mig faa Del i "Livets Bog" — i "Kosmos" — i Deres Sorger og Glæder -- og maaske, som De skriver, engang bringe mig sammen med Martinus, hvad jeg meget gerne vilde have! [side 2]

De kan tro, jeg kender det: efter enkelte særlig anstrængende Aar ikke at kunde hvile sig — — før Sommerferien er til Ende! Og saa begynder Arbejdet igen!!

Men jeg kan trøste Dem med, det er kun en Illusion; i Virkeligheden har man hvilet sig og er stærk nok til at tage fat paany, man har blot ikke været i Stand til at føle Hvilens Sødme . — — I Aar har jeg haft en dejlig Sommer; min Kone kom hurtigt og godt over sin næstældste Søns Fødsel, og hun ernærer ham saa glimrende, at Væksten er forbausende. Han blev ligesom sin Bror, Stefan, døbt i Ulstrup Kirke d. 30 juli og paa samme Dag og Time; og en af hans Faddere var hans Halvbroder min Søn, Michael, en udmærket og sød ung Mand og stud.jur. Han kom til at hedde Torsten Borg Reumert.

Baade min Kone, Stefan og Torsten [side 3] trives godt paa den skønne Refsnæsjord og er brune som Nødder! — — Selv tog jeg en hastig Flyvetur til Bruxelles og sagde nogle Digte af Verhoevren ved den dansk - belgiske Fest — — — og bagefter - over en Maaned efter — var jeg med til aabne det skønne Ollerup Stævne. Men ingen af Delene anstrængte mig !!

Nu — — d. 15e ds. — begynder Prøverne baade paa Radio og paa Theatret og indleder en arbejdsrig Sæson. Jeg haaber (og tror), at Maven, som vi har kælet for i alle Maader med Grønsager og Æg o.s.v. stadig vil vise sig skikkelig og ikke afbryde mig i Gærringen; for saa kniber det! Ellers ser jeg Fremtiden lyst i Møde.

Det er dejligt, at Kosmoskolonien har haft saa stor Lykke med sig, og at De og Deres søde, lille Kone — Fru To —! selv har kunnet nyde godt af dens [side 4] Goder. Jeg ønsker af Hjærtet, at baade Hr. Et og Fru To maa faa en lykkelig og god Vinter — med Helbredet, i Arbejdet — — paa alle Maader !!

Ogsaa Pjevs indbefattes i mine gode Ønsker; man kommer til at elske saadan et lille Kræ …. mest maaske, naar Kræet ikke er alt for ægte, og naar det er kommen hjælpeløst tilløbende — som en Livets Tillægsgevinst!

Paa Gensyn.
Lykke og Held begge to
Hjærtelig Hilsen og Tak
fra
Deres hengivne
Anna og Poul Reumert.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.