Brev-id: 
32119      Se originalbrev
Dato: 
1936-07-31
Afsender: 
Poul Reumert
Modtager: 
Erik Gerner Larsson
Afsendersted: 
Ulstrup pr. Kalundborg
Modtagersted: 
Klint
Emne: 
Poul Reumert takker for bladet, hvorved han også kan følge med i alle aktiviteterne. PR skriver om sine kommende aktiviteter, og om børnene skal med til Aarhus.

31 Juli 1936.
Ulstrup.
pr. Kalundborg.

Kære Erik Gerner Larsson.

Tusind Tak, fordi jeg bestandigt — endogsaa i min ulstrupske Afkrog,— faar Kosmos tilsendt! Jeg følger saaledes med i alt, hvad De foretager Dem, og glædes derved! De har rigtignok haft travlt i Kolonien!! Særlig med Cyclestalden og "Nyerhvervelsen"! Men dejligt, at det nu er fuldbragt— og i de gode Dage, inden Kulden Blæsten og Regnen tog fat. Som det er nu, føles det ikke saa slemt, at Ferien snart er til Ende. D.11te tager vi igen til Byen,— i August har vi nogle Radioudsendelser; men i September begynder… et omflakkende Liv. Først skal jeg paa Tourné i danske Provinser som "Swedenhjelm" .. og i November og December skal baade min Kone og jeg paa Gæstespil ved Aarhus Theater. Paa den Maade er man jo ikke saa meget i sit Hjem, som man kunde Ønske; og der opstaar det Problem, om Smaadrengene skal tages med [side 2] til Aarhus — til Glæde for deres Forældre — eller om de hellere skal blive i København — — maaske til Gavn for deres Sundhed. Det naturlige i at vi alle fire blev sammen i København, kan ikke realiseres, saalænge Forholdene for Udøvelsen af scenisk Virksomhed ligger, som de gør — i denne Periode. Jeg skal ikke nægte, at jeg kunde Ønske nogen Forandring heri. Men mine Ønsker har ingen rigtig Slagkraft for Tiden. Sagen er nok den simple, at jeg hverken er Politiker eller Diplomat — men kun, slet og ret Arbejder … og ikke indrulleret i noget Parti; Naa — — jeg klarer mig jo nok; desværre synes jeg, at det i højere Grad gaar ud over min Kone, som jo er en nemmere og taalmodigere Skive for fjendtlige Kugler.

Men — — naar bare man er Sund og Rask!

Jeg haaber, at Deres Mave har været flink og pæn og ikke lavet Dem Knuder og Ubehageligheder!! — —

Gid Deres Arbejde bestandig maa bære gode Frugter og Lykken følge baade Deres lille Kone og Dem selv!!

De allerhjærteligste Hilsner fra os til Dem begge.

Deres hengivne
Poul Reumert!


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.