D 25/11 32.

Kære Erik Larsson, kære Venner!

Tak for sidst! Det er dejligt at være sammen med Mennesker, hvor man mærker, at der er Forstaaelse, og hvor der ikke altid bliver trampet ned paa Ens Meninger, fordi man nu engang ikke kan harmonisere med alle Mennesker, end ikke med sine Nærmeste. Det kan ikke bebrejdes nogen, at man ikke kan forstaa "Livets Bog", da intet jo fuldtud kan forstaas uden at være oplevet, og man gennem mange Liv har oplevet og erfaret forskelligt. Derfor er det ikke altid lige let at være Menneske – at være Hustru, Moder og – Menneske. Man kan let gennem sin Udvikling kommer til at bringe andre Mennesker Lidelse, men naar man saa ved hvorfor netop de Lidelser skal til, bliver det ikke Selvbebrejdelse. Den eneste Vej ind i det rigtige Menneskerige maa vel være at frigøre sig fra Dyreriget. Man kan ikke staa med ét Ben her og et andet dér. Og det kan sikkert være svært for de Mennesker, der har befundet sig godt dér, de vil saa nødigt derud af, for der er da saa meget dejligt, saa mange kønne Ceremonier, Dogmer o.s.v. For andre, der ingen Begær har, og som aldrig har befundet sig godt dér, er det ikke svært at forlade. Som Martinus skriver, kan Ingen opleve noget, hvortil det ikke har oplevet Modsætningen.

Naar man tænker sin egen Lidelseshistorie igennem saa langt man kan erindre i dette Liv, bliver man taknemlig, at der virkelig – trods alt – dog ikke skulde mere til, før man kunde faa Øjnene op for, at der virkelig gives noget større noget mere ædelt og ægte. Da bliver Lidelsen ikke Lidelse, men Lykke. Og saa er man saa bange for at lide.

Da Henrik Ibsen skrev "Nora", lod han hende gaa fra sit Hjem og sine tre Børn, da hun var naaet til en vis Udvikling. Havde han selv været Kvinde og oplevet hendes Kvaler, havde han maaske skrevet det anderledes. Man skal vist være meget højt udviklet før man som Mand kan føle som en Kvinde og omvendt. Derfor Gudskelov og Tak at de to Køn nærmer sig hinanden i Udvikling, i Følelse og Villie.

Jeg har i en Drøm for flere Aar siden, efter et antroposofisk Foredrag, set Mennesker i tre Flokke drage fremover. I den første lille Flok var der ikke mange, men de der var bevægede sig lette, elegante og sylfideagtige, mens den anden lille Flok gjorde sig de voldsomste Anstrengelser og Grimaser, men de kom næsten ingen Vegne, og den sidste store Flok, der var mange , mange og støjende Mennesker, nogle til Hest, og de for frem uden at bekymre sig om noget. – Det er saa karakteristisk. Ja, jeg har oplevet meget i Drømme, som for mig er aabenbarede Sandheder, Varsler paa Vejen. Jeg har vandret over mange og skarpe Sten for at komme ud at bade, og det Bad jeg fik, da jeg kom over, var noget af det vidunderligste jeg har følt. – Derfor kan jeg kun have Tro til Livet. –

Jeg har altid, ligesom De Larsson, haft en digterisk Aare, selvom jeg ikke er saa dygtig som Dem, men ogsaa det har jo altid været latterliggjort blandt "mine egne". En Profet er jo, og har aldrig været, agtet i sit eget Land, han være sig nok saa stor eller lille.

Nu ved jeg ikke, om jeg skal ordne Værelset til Dem paa Onsdag eller Fru Hermansen vil beholde Dem – det bestemmer De da nu ellers selv – men jeg vilde jo nok vide det, saa maaske kunde De ringe fra Hermansens eller stikke herop hvis De skal ud at rende en Tur, naar De har spist til Middag.

Hermed mine bedste Hilsener til Dem begge

Marie Fixen

Frigjort.

Det blev Morgen
efter en søvnløs, urolig Nat,
hvor Tankerne svirrer, og Legemet skælver
af Frygt – af Angst,
Angsten for Dyr – for Overfald –
aah nej, Du flygter – langt, langt bort,
hvor der ikke findes Dyr – kun Mennesker,
rigtige Mennesker.
Der høres Skrig – skal Du blive –
Skrig i Natten. –
Mor – M-o-o-r – M-o-o-o-r,
aah, Du maa ikke gaa fra os. –
Og Stemmer lyder – indre Stemmer: –
Tag Dit Kors op, og følg mig. –
Du er frigjort – Din Villie er sket. –

M.F.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.