Odense, d. 15/12 31.

Mine kære Venner!

Tusind Tak for Deres sidste Brev! Et Brev, i hvilket jeg tror, der laa en egen Kraft, som kom mig til Gode. –

Jeg haaber ikke, De misforstod mig sidst; jeg udtrykte mig vist forkert, da jeg skrev om Løw, som Autoritet, – men De misforstaar vist ikke. Selvfølgelig var det Menneskene, der ikke forstod Løw, han selv vidste nok, hvad han gjorde. At han gik bort for at virke videre iblandt os fra den aandelige Verden, er jeg ikke i Tvivl om. Man har maaske aldrig været nærmere forbunden, end netop nu. – Da jeg nogle Dage efter at have læst Deres Brev, tog Dr. Steiners: "Tærskelen til den aandelige Verden", og læste om: Jeg-følelsen og den menneskelige Sjæls Kærlighedsevne og deres Forhold til Elementarverdenen, – da, ja da var det, som om jeg pludselig læste mellem Linier, og jeg forstod det hele, og da maatte jeg udbryde ved mig selv: Først nu forstaar jeg. –

Da følte jeg for Alvor, hvorledes mit højere "Jeg" gaar ved Siden af mit fysiske, og faar mig til at handle, og hvorledes skulde det ske, undtagen der staar høje aandelige Kræfter bagved. – Ja, saaledes har ens Sjæl været død, og man han i den Grad været bundet af Ahriman, at man fuldstændig har tabt Troen paa det guddommelige, Troen paa, at Mennesket virkelig er det Guds Tempel, det er. Nu stod det mig klart, og jeg forstod pludselig alt, hvad Steiner og Martinus har skrevet og talt, det var, som en Aabenbaring, som om en stor Lykke var overgaaet mig, og jeg kunde se ud over en ulykkelig Menneskehed og udbryde med Kristus: Jeg vil forstaa, jeg vil helbrede, jeg vil redde. – Det var, som voxede min Villie, og der fandt en Harmonisering Sted mellem Følelse, Tænkning og Villie. Og jeg forstod, hvorfor det er nødvendigt, at Gud sender Profeter til vor arme Jord, for at frelse os fortabte Mennesker fra Synd og Lidelse. Jeg forstod Kristus, forstod de to Jesusbørn, hvor Fysik og Aand mødes for at gennemgaa en okkult Undervisning og blive Bæreren af Kristusvæsnet i Jordansdaaben. Forstod, at vi Mennesker maa gennemgaa de samme Lidelser, de samme Glæder, hvis vi vil levendegøre Kristus. Og se, Jorden vil forandre sig og blive til et rigtigt Menneskerige med de rigtige Mennesker – blive til Jupiter – og de aandelige Væsner vil glædes – man vil ikke gaa fortabt.

Se, det var min store Julegave, nu længes jeg efter at se Dem, længes endnu mere efter at læse første Hæfte af: Livets Bog, fordi jeg ved, at Steiner og Martinus vil det samme, de vil begge Sandheden, og Sandheden er kun een, nemlig: Kærligheden.

Med Magt og Vold vilde man bryde ned – nu vil man ogsaa med Magt og Vold bygge op igen, det kan nu ikke lade sig gøre. Kun med Kærlighed, kan man bygge op, forene de enkelte og forene de mange, kun med den Kærlighed, der overgaar al Forstand og bryder ned alle hindrende Mure, kan man finde ind til Gud. Den Vej, jeg i Fremtiden vil vandre, vil blive blandet med Glæde og Lidelse, det ved jeg, men vilde man skubbe Lidelsen fra sig, vilde det ikke være Kristusvejen. Der er ingen Roser uden Torne. Men hvor er jeg lykkelig over at være naaet dertil, at forstaa det.

I Haab om en god og glædelig Jul for Dem begge, er jeg Deres lykkelige

Marie Fixen

De bedes hilse Fru Løw mange Gange fra mig, og jeg glæder mig til snart at besøge hende og Dem alle, dog vist ikke i Julen. –

Paa Gensyn.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.