Brev-id: 
31988      Se originalbrev
Dato: 
1930-09-04
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Peter Fixen
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Odense
Emne: 
Martinus vil komme til Odense. Martinus vil arbejde på film og lysbilledserie som forklaring på verdensmoral. Foredrag i København til efteråret i lejet sal

København den 4 Septr. 1930.

Kære Hrr. Fixen!

Dette for at meddele Dem, at jeg efter den 15 ds. staar til Deres Disposition med Hensyn til at komme til Odense.

Samtidigt føler jeg det nødvendigt at gøre Dem bekendt med, at jeg endnu ikke er saa langt fremme med Forarbejderne til min store Mission, at jeg er klar til offentlig Tilslutning eller til offentlige Foredrag, og at Adgangen til mit Arbejde derfor endnu et lille Stykke Tid maa være af privat Natur. De skal derfor ikke aabne for nogen større Tilslutning foreløbig. Sagen er nemlig den, hvis jeg begynder for tidligt, vil man lægge alt for meget Beslag paa mig, saaledes at jeg ikke faar Tid til at fuldføre det store Tekst- Films- og Billedmateriale, som er absolut nødvendigt, hvis min Mission skal blive gennemført paa den Maade, som er bestemt i den kosmiske Verdensplan. Hidtil har jeg derfor ogsaa kun holdt Foredrag i private Hjem, men da disse efterhaanden blev saa talrige, saa det begyndte at gaa ud over min Arbejdskraft og Legemskultur, har jeg bestemt mig til, naar vi naar Efteraaret, for Københavns Vedkommende, at leje en Sal og saa indbyde alle samtlige Interesserede til et Foredrag 1 Gang om Maaneden og derved undgaa de mange private Foredrag. Jeg vinder derved megen Tid og Arbejdskraft. For Provinsens Vedkommende finder jeg vel ogsaa nok paa en Ordning saaledes, at mine Venner og Interesserede der ikke skal blive Stedbørn.

Foreløbigt er mit Arbejde altsaa kun tilgængeligt for virkelige søgende Væsener, eller for Væsener, som har de fornødne Kvalifikationer med Hensyn til at føle Tolerance. Saa hvis De mellem Deres Venner og Bekendte har nogle Væsener af ovennævnte Kategori, saa indbyd dem bare, thi det vil da være mig en overordentlig stor Glæde at være til Tjeneste med det Materiale, som paa nærværende Tidspunkt er færdigt, og gennem hvilket Kendskabet til den guddommelige Verdensplan og de kosmiske Verdenslove vil kunne opnaaes. (Heri indbefattet ogsaa Skæbnedannelse.) Senere faar jeg jo langt mere Materiale til min Raadighed. Jeg arbejder saaledes for Tiden paa en Film, som, paa en aandsvidenskabelig Maade, for det primitive Menneske, skulde aabne Adgangen til, ved Selvsyn, at skue nogle af de bærende Realiteter i det saakaldte "ENE FORNØDNE" eller det store Bud: "ELSKER HVERANDRE."

Samtidig med denne har jeg under Udarbejdelse en ny Lysbilledserie, gennem hvilken den ny Verdensmoral vil blive demonstreret. Dernæst kommer Turen til en Billedserie, der skal vise Individets Udødelighed eller evige Tilværelse, og yderligere til flere andre Serier, gennem hvilke de store førende Emner, indenfor Livets Oplevelse, hver især vil blive demonstreret for en for Nutidsmennesket og de kommende Slægter tilpasset Maade.

Kære Hrr. Fixen! Da jeg er imod enhver Form for Understøttelse eller Bidrag som ikke er givet absolut frivilligt eller af virkelig Kærlighed til min Sag, ønsker jeg ikke, at der bliver modtaget Entre ved mine Foredrag.

Idet jeg haaber snart at høre fra Dem igen, sender jeg Dem og Deres Hustru og øvrige Venner i Odense en kærlig hilsen.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.