D. 13-1-33.

Kære Hr. Martinus !

For Dem kan jeg Intet skjule, selv mine intime og lønligste Tanker. Jeg venter mig dog ingen Opfyldelse af Lykkedrømmen i dette Jordliv, men hvad er Livet uden Idealer – hvad er Livet uden Drømmen, uden Fantasiens Flugt – som Larsson saa smukt skriver. Han mener at jeg i næste Jordliv nok faar Reden fuld af Unger – aah ja, jeg egner mig heller ikke til at være selverhvervende Kvinde, og kan ikke tænke mig en lykkeligere Tilværelse end et harmonisk Liv i et rigtigt Menneskerige, hvor man i dyb og inderlig Kærlighed og Hengivelse kunde ofre sig og forme? Verden med en ny og ideel Slægt.

Med Tak for alt

Deres heng. Marie Fixen.

Til
Hr. Martinus.

Den højeste Ild.

Naar Skumringen lægger sig over min Stue,
og Kaminen udstraaler sin varmende Lue,

da drager min Tanke paa Flugt over Vande,
hos dig, den dog stadig helst vil lande.

Den vender tilbage, kommer og gaar
med Bud gennem Luften, ej stille den staar.

Den hvisker mig sælsomme Ting i mit Øre,
det er, som kunde din Stemme, jeg høre.

Som kunde jeg føle dit Aandedræt varme
min Sjæl, og sé dine udstrakte Arme. –

Jeg ved, at du kommer, naar Taagen letter –
og Vindene spreder de Skyer, der Luften fortætter. –

Jeg ved, at du kommer, naar Kærlighedens Lue,
der tændtes i Sjælen her i min Stue,

flammer hæftigt, som kun den Ild kan flamme, der ved Aanden tændes af Gud,
den Ild, der aldrig gaar ud.

M.F. D 9/1 33.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.