Brev-id: 
31873      Se originalbrev
Dato: 
1935-02-14
Afsender: 
Holger Rosenberg
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Danmark
Emne: 
Salg af ejendom i Klint
HOLGER ROSENBERG.     KØBENHAVN V., DEN 14/2 1935
BÜLOWSVEJ 9.
TELEFON: VESTER 1100.

 

Kære Hr. Martinus!

Hjemkommen efter en lang Rejse har min Hustru og jeg nu drøftet, om vi vil sælge vor lille Ejendom i Klint, og fordi vi maa erkende – men ogsaa kun derfor – at det snart vil overstige vore Kræfter at holde Hus og Have og Plantage i den smukke og gode tilstand, det altid har været vor Stolthed, er vi nu kommen til det Resultat, at vi vil sælge, om De fremdeles er til Sinds at ville købe.

Naar vi har taget denne Beslutning, som ingenlunde falder os let, saa er Grunden bl.a., at vi indser, at den lille Ejendom, som vi har skabt ved egne Kræfter og egne Midler, I Deres Hænder vil blive benyttet til noget godt.

Jeg bekræfter, hvad min Hustru har meddelt Dem, at Ejendommen ikke maa blive solgt under 15.000 Kr. ganske som Husene staar med Indbo osv. Kun nogle forskellige Ting, som har særlig privat Værdi for os, ønsker vi at beholde.

I Morgen rejser vi bort for 5-6 Uger og videre Forhandlinger maa vente, til vi kommer hjem, saafremt De eventuelt vil købe. Imidlertid kan et Brev, adresseret til min Datter: Fru Ingrid Henningsen, Smallegade 42, altid naa til os i Tilfælde af, at De inden den Tid ønsker at meddele Dem til os.

Med Venlig Hilsen forbliver jeg

Deres venligst forbundne
     Holger Rosenberg.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.