Brev-id: 
31838      Se originalbrev
Dato: 
1937-11-16
Afsender: 
N. Rye Jacobsen
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Danmark
Emne: 
Forslag til forøgelse af månedlig understøttelse

16/11 – 37.

Kære Martinus!

Da jeg synes, at den maanedlige Understøttelse er for lille til, at den kan danne et betryggende økonomisk Grundlag, og jeg som Følge af min Stilling til denne Understøttelse maa være den, der tager Initiativet til at flere og flere bliver interesserede i at være med, og jeg er kommet saa vidt i disse Bestræbelser, at jeg kan se, at den hidtil anvendte Metode, der gik ud paa en personlig Henvendelse, ikke mere er rigtig anvendelig, da jeg ikke kender de fleste af de Mennesker tilstrækkeligt til, at jeg i en Førstesamtale kan henvende mig til dem i et saadant Ærinde, er det at jeg føler Trang til at gøre et Forsøg paa en anden Maade, da der ikke kan være Tvivl om, at der maa være mange, som gerne vil være med, ligesom der er gamle, der trænger til en lille Opmuntring.

Jeg vilde derfor gerne spørge Dem, om De har noget imod, at jeg forsøgte følgende Metode! Vedlagte Henvendelse – maaske i noget ændret Form – indlagt i en lukket Kuvert, vilde jeg give hver enkelt efter et af Studiekresfordragene, ligeledes skulde der sendes nogle til Provinsen, gennem dem, der plejer at ordne Regnskabet der.

Den eventuelle Kritik synes jeg ikke er værd at regne med, idet der gennem dem, der er med i Øjeblikket, er dannet saa mange Stødpuder mod Kritik, at denne kun kan blive rent overfladisk og umuligt kan naa ret vidt.

Maaske skulde Henvendelsen for at faa mere Vægt være underskrevet af f. Eks seks fra København og fire fra Provinsen.

Vil De være venlig, naar De har talt med Gerner Larsson om det og taget Deres Bestemmelse at give mig Besked, da jeg i Tilfælde af Sanktion skal sørge for at faa Henvendelsen duplikeret.

Kærlig Hilsen til Dem og G.L.
       fra N. Rye Jacobsen

Kærlig hilsen fra min Kone, som siger, at Grunden til det maskinskrevnes daarlige Udseende er, at Maskinen hører til de ældste i Landet.

 

[Indbetalingskort vedlagt]

 

T i l

alle interesserede i Studiekredsarbejdet over "Livets bog".

Hensigten med denne Henvendelse er at gøre Dem bekendt med og interesseret i, at en Gruppe Mennesker indenfor Studiekredsene Landet over i nogen Tid har følt det som en Opgave igennem en maanedlig Understøttelse at være med til at føre den økonomiske side af Martinus Arbejde gennem de vanskelige Aar.

Ifølge sin Natur vil den økonomiske Side af dette Arbejde kun kunne løses gennem Understøttelse, og dertil vil Forsynet selvfølgelig benytte de Mennesker, som har Interesse for Sagen, og da det gælder om at skaffe de Personer, der bærer dette Arbejde frem, saadanne Levevilkaar, at de ikke skal bruge unødvendig Tid og Energi til at skabe den fulde økonomiske Basis og derved sinke deres egentlige Arbejdes Fremme, har som nævnt en Del sluttet sig sammen for at føre denne Tanke frem til Virkelighed.

Det, der herved er opnaaet, er imidlertid slet ikke tilstrækkeligt for at opfylde Formaalet, og da der sikkert i Øjeblikket er mange, der har Ønsker om at ville hjælpe, blot de kunde finde en eller anden Form, hvorunder det kunde lade sig gøre, kan det muligvis ske paa denne Maade,

Nu er det jo givet, at indenfor den Mennesketype, der interesserer sig for Martinus Arbejde, findes der mange, som slet ikke er i Stand til at efterkomme denne Opfordring, skønt de inderligt gerne vilde; men alligevel tror jeg, at vi maatte kunne blive omkring hundrede i Stedet for som nu omkring tredive, og enhver vil jo saa nemt kunne regne ud, at den enkeltes Bidrag kun behøver at blive beskedent, men at det, hver især er med til at skabe, vil være overordentligt betydningsfuldt.

Det skulde ikke være nødvendigt at paa ind paa en nærmere Begrundelse, og hvis De ønsker at være med saa indsend enten selv vedlagte Giroblanket eller slaa Dem sammen gruppevis, og De vil derefter faa tilsendt flere Blanketter.

Denne Henvendelse er kun kommet i Stand ud fra den Forudsætning, at den er rettet til Mennesker med en saa kærlig og forstaaende Indstilling, at det vil bevirke, at den bliver behandlet som en Meddelelse af privat Karakter, hvoraf ogsaa følger, at Giverens Navn ikke nævnes for nogen i denne Forbindelse, og paa den anden Side – da Understøttelsen er frivillig, kan den heller ikke paa nogen Maade forpligte Modtageren.

København i November 1937.
                   N. Rye Jacobsen.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.