Odense, d. 13/11 47.

Kære Venner!

Mange Tak for "Kosmos", for de tre første Hæfter af "Livets Bogs" 5. Bind, og for Gerner Larssons Foredrag herovre!

Man kan undertiden faa at høre, at det er for tidlig at fremkomme med de Tanker og Ideer, der, som en rød Traad gaar igennem hele Martinus Aandsarbejde. At Menneskene endnu ikke er modne for disse Ting, deres Behov gaar mere i materialistisk Retning. Og det er rigtigt, at vi staar midt i en materialistisk, egoistisk og selvglad Verden, der overvejende tænker i Magt, Ære, Position, Penge, Mad, Kul, Olie o.s.v. Og det er sandt, at det kan se ud til, at Millioner af Mennesker Verden over maaske trænger til flere af disse Fornødenheder, end de trænger til Aand. Og dog – det er en stor Illusion.

For er det ikke netop Aand, Oplysning, Selvtænkning og Viden at Menneskene trænger allermest til af alt? Jo, det er det! For det er jo netop af Mangel paa disse aandelige Tilstande, at Verden med alle dens lidende Væsener ser ud, som den gør det i Dag. Er der noget Verden, Menneskene, trænger til, da er det vel nok Aandslys. Oplysning og Viden. Saa kommer alle de andre Fornødenheder nok De er jo i Verden, men Aandens Lys er her ikke endnu hos ret mange Mennesker. Det, det gælder om er blot, om Menneskene har Tid, har Ro og Interesse for at gribe det Aandslys, der bliver kastet ud til dem, specielt igennem Martinus' Aandsarbejde.

Der har altid været og vil altid være Mennesker, der med deres Aand og Tænkning afgive Lys til den øvrige Menneskehed. Hvorledes kan det da gaa til, at Menneskene, Dyrene og alle levende Væsener, vore Mikroindivider indbefattet, vaander sig i de store Smerter, Savn og Lidelser, som de gør det i Øjeblikket?

Ja, vi maa jo ikke have forstaaet at udnytte de store Vises Tanker og Aandslys. Vi maa jo ikke med vor Forstand kunne have funden ind til hele Sandheden, til det faste Punkt, hvorfra hele Livet, alle vore Manifestationer, udgaar. For det er jo os selv, der sætter hele Livet paa Jordkloden i Scene, bortset fra Naturens Indgriben. Det er os selv, der er Skyld i alle de Missérer der er opstaaet, alle de Savn og Lidelser vi vaander under. Det er der ingen Aandsretning, der saa klart har vist os som Martinus.

Man skal ikke diskutere, men, det kan ikke helt undgaas, at man kommer i Disput med Mennesker, der, skønt disse ogsaa har studeret Martinus' Analyser, hævder, at de forskellige Aandsretninger indenfor Udviklingslæren er de samme, og jeg maa bestemt benægte dette. Udover Reinkarnations læren er Martinus Analyser ikke beslægtet med noget andet Aandsarbejde. Med sine logiske Analyser om Verdensaltet og de levende Væsener er det enestaaende i sin Art for Intelligensen. For Følelsen er det beslægtet med mange andres Udtalelser. Bortset fra den haardkogte Materialist korresponderer aandeligt interesserede Mennesker sig jo overvældende med Følelse fremfor Intelligens, saa det er ikke at fortænke dem i, at Ligheden er saa paafaldende.

Den hellige Aand, eller Intuitionsenergien, er jo ikke noget man saadan kan tage og se med som et Par Briller. Den maa man lide sig ind til. Og her er det jo netop at alle de Lidelser Menneskene især i dette Aarhundrede oplever skal blive til deres eget Gavn, saa Synet bliver udvidet. Og ingen andre Steder i Verden, vil man forstandsmæssigt kunne finde Gud og de levende Væseners Placering i Verdensordningen som indenfor Martinus' Arbejde.

Følelsesmæssigt har man, og vil man, kunne finde Gud mange andre Steder i Tilværelsen f. Eks. i et Træ, i en Figur, i Solen, i en Person som Muhammed, Budda, Kristus, Jomfru Maria, Konfutse for Kineserne, Hirokito for Japanerne, som nu er frafalde o.m.a. Menneskene har gjort sig mange Guder. Men man maa kun have een, den eneste og sande Gud, hvis man vil gøre sig Haab om at se Tilværelsen i et forklaret Lys. Det er denne eneste, sande Gud, som Martinus gør sig saa store Anstrengelser for at lære os om.

Og skulde vi ikke nok nu med vor Intelligens kunne fatte ham endda uden at være Eksperter i Matematik?(den fysiske.) Jo, jeg tror ikke, at det er for tidlig, at Martinus Aandsvidenskab kommer ud i Verden. Der er sikkert adskillige der allerede har lidt sig ind til Intuitionens Lys.

Men, hvor er det saare godt for Menneskene, at man har faaet saa mange forskellige Staasteder for sin Aand, for sit Udviklingstrin.

Der har været saa mange Førere for os, at der er noget for enhver Smag for enhvers Behov. Mennesket er et Væsen, der ikke hidtil har kunnet staa ene i Tilværelsen. Skønt materialistisk indstillet er de fleste Mennesker i aandelig Nød. Og der er nok af Staasteder at søge hen til. Vi har Kirken, der nu snart er saa gammel, at den er frafalden af Flertallet i al Almindelighed, vi har mange forskellige Udløbere fra denne, mange forskellige Sekter og Aandsretninger, Loger og Foreninger, Ægteskab, Klubber af alle tænkelige Arter, saa enhver der søger kan finde og flytte indtil han, hun, finder det rette inspirerende og fyldestgørende for ham eller hende. Men alt dette, al denne Indvikling til Trods i saa det ene og saa det andet, er det jo kun et Middel til engang at vikle sig ud af det hele for at kunne staa helt fri og uafhængig af det altsammen. For med Selvsyn selv at kunne se og opleve alt det, man vilde have at andre skulde fortælle os. De gav os saa rigelig af deres milde Gaver, hver især.

En Dag behøver vi dem maaske ikke mere. Da skulde vi blive udviklede nok til selv at kunne staa ene i Verden, til at kunne se Gud og kende Gudesønnerne paa deres Manifestationer, deres Staasteder. Da dømmer man dem ikke mere, da elsker man dem, hvor de end staar, fordi det nu er deres specielle Trin paa den store Udviklingsstige.

Men at kunne staa ene er at være ensom. Man træffer kun faa, eller ingen, paa dette Trin. Det kan blive til en Vane, og man kan være lykkelig derved. Men dybt i ens Væsen bliver alligevel Længslen efter Samhørighed.

Væsenerne er nu ikke paa noget Trin bestemt til at skulle staa ene i Tilværelsen. Instinktmæssig eller fuldt dagsbevidst føler man, at man er et Led i en Helhed, Gud. Det lille Barn søger instinktmæssigt efter et Par forstaaende Øjne hos Forældrene, den unge Pige og den unge Mand søger Forstaaelse hos det modsatte Køn, den ældre maaske ogsaa, men den modne Type der er vokset frem til den virkelige "Manddom" eller til en dobbeltpolet Tilstand og bliver ensom, søger ogsaa i sine Drømme og Længsler Samhørighed med den øvrige Verden. Ogsaa han ( og hun i eet Væsen ) har Længsler efter at se ind i et Par kærlige og forstaaende Øjne, fordi det nu engang er unormalt for et Væsen at staa ene og ikke have Samhørighed med de øvrige Organer i Guddommens Legeme og Eksistens.

Fra den aandelige Verden, fra vore Tanker, stammer al Manifestation paa Jorden. Som de ser ud, som vore Længsler og Drømme er, kommer der til at se ud paa Jorden. Er de egoistiske, krigeriske, mord og hævnlystne, rethaveriske, intolerante og ukærlige o.s.v. kommer Verden til at se saadan ud.

Er de uselviske, fredsvenlige, humane og forstaaende, tolerante og næstekærlige kommer Verden til at se saadan ud.

Saa det er vor Aand, vore Tanker, vi først maa se at forandre, før vi kan vente forandrede Tilstande paa Jorden. Derfor er det ingenlunde for tidligt, at Martinus Aandsarbejde bliver sat ind i Verden. Vi skulde være intelligente nok til, at vi skulle kunne fatte dette og have Villie til at indrette vort Liv derefter.

Kærlig Hilsen til Dem alle!

Deres

Marie Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.