Brev-id: 
31766      Se originalbrev
Dato: 
1939-05-30
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Helmer takker for et dejligt pinseophold i Klint på vegne af sig selv og sine venner. Han tilskriver Martinus den gode stemning.

Skrøbelev, den 30. Maj 1939.

Kære Martinus!

En Del af os, som oplevede den Lykke at holde Pinseferie i Kosmos Feriekoloni, er i Aften samlet i Skrøbelev, og vi føler Trang til at sende Dem en kærlig Hilsen. Vi kom godt hjem – om end vi maatte tage over Fyn – men selv om vore fysiske Legemer er her, er vore Tanker ubetinget mest oppe i Kolonien og hos de mange elskelige Mennesker, vi har mødt.

Det er en enestaaende Oplevelse saaledes at være sammen med Mennesker, der forstaar os – Mennesker, der ligesom vi længes efter Kærlighed og en højere Erkendelse om Tilværelsens Love. At være sammen med aandsbeslægtede Mennesker og deltage i et Samvær under saa enestaaende smukke Former, som vi altid møder det i Kosmos Feriekoloni, gør, at vi bestandig maa længes tilbage til den herlige Plet.

Vi ser endnu saa tydeligt for os det Øjeblik, da vi tog afsted, og alle de kære tilbageblevne Venner vinkede saa hjerteligt. Ingen andre Steder oplever vi noget tilsvarende. Vi følte, at det var et Paradis, vi forlod, og det var da ogsaa med Taarer i Øjnene, vi vinkede Farvel.

Kære Martinus – det er Dem, vi kan takke for det hele. Kosmos Feriekoloni og Aanden, som hersker dér, er Deres Værk. Det er de skønne Frugter fra det højst ualmindelige Træ, der i Deres Skikkelse blev inkarneret i den menneskelige Urtegaard. Disse Frugter har givet os forøget Kraft til at leve Livet og en herlig Fred i Sindet. Alt, hvad De gør for os, er et Offer. Vi kan kun gøre saa lidt til Gengæld, men vi ved, at der er vist os det skønneste Eksempel – og det er noget, som forpligter. Med vor kærligste Hilsen takker vi Dem inderligt for alt, hvad De har gjort for os og alle andre.

Børge Petersen     Ernest Krüger     Helmer Fogedgaard     Johs. Petersen.     Ab. xxx     Med ubeskrivelige hilsner fra Seneca


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.