Brev-id: 
31732      Se originalbrev
Dato: 
1938-08-18
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Grétar Fells
Afsendersted: 
Klint
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Om tidsskriftet "Kosmos". Martinus fortæller endvidere om udarbejdelsen af en håndbog for begyndere, "Logik", som han forventer at udkomme efteråret 1938. Der er også det store arbejde med den stadige udvidelse af feriekolonien, der nu foruden forsamlingshus til brug for film- og foredrag også har eget gartneri. Martinus glæder sig over de mange feriegæster, der sætter hinanden stævne og kan drøfte livets højeste problemer

Kosmos Feriekoloni d. 18/8 – 1938.

Til Generalsekretæren for Teosofisk Samfund på Island.
 

Jeg vil gerne udtrykke min hjerteligste Tak for Deres venlige Forespørgsel af 16/6. Som Svar paa denne har jeg den Glæde kun at kunne med dele, at min Sag er i stor Udvikling. Naar Selskabet ikke har faaet "Kosmos", maa det være en Fejl hos Boghandleren. Bladet er udkommet punktlig hver Maaned lige fra dets Start i 1933. Den mest sikre Forsendelse af Bladet vil være at bestille det direkte her paa Bureauret. Jeg tillader mig at vedlægge et Par af de sidste Numre.

Med Hensyn til de kommende Bind af "Livets Bog" da er de stadig under Udarbejdelse. Dog er de i Øjeblikket trængt lidt i Baggrunden til Fordel for Udarbejdelsen af en Bog, der kommer til at hedde "Logik". Denne bog er nærmest tænkt som en Haandbog for Begyndere i højere intellektuel Tænkning. En saadan Bog har vi manglet, da "Livets Bog" jo nærmest er for Viderekomne. "Logik" vil udkomme i dette Efteraar.

I Sommermaanederne har vi jo stor Beskæftigelse i vor Feriekoloni, [der] stadig er under Udvidelse. Da koloniens Gæster alle er Vegetarer, har vi udvidet Kolonien med eget Gartneri. Derforuden har Kolonien eget Forsamlingshus til Brug for Film og Foredrag. Her stævner Venner af Sagen fra fjern og nær sammen for i deres Ferie at stifte bekendtskaber med aandsbeslægtede Mennesker og tilbringe et lykkeligt Samvær med disse i Guds frie og herlige Natur i drøftelsen af Livets højeste og ædleste Problemer. Idet jeg endnu engang takker for Deres venlige Interesse for mit Arbejde, beder jeg Dem modtage min kærligste Hilsen til Dem selv og teosofiske Venner paa Island.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.