Brev-id: 
31713      Se originalbrev
Dato: 
1938-09-08
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Bestiller indbundet eksemplar af Livets Bog samt et bordflag. Takker for et dejligt ophold i Kosmos Feriekoloni, som har frigjort ham for mindreværdsfølelse og generthed. Her er han også blevet inderlig ven med Johannes Rasmussen. Omtaler studiekredsen, hvor han holder foredrag, og de læser Logik og Livets Bog.

Afsendt 14/9-38

Skrøbelev, den 8.September 1938

Kære Martinus!

Da jeg har solgt mit Eksemplar af "Livets Bog" billigt til en af Studiekredsdeltagerne her, vil jeg herved gerne bestille et nyt Eksemplar, men det skal være et, der er indbundet i Lærredsbind til 15,50 Kr. Desuden vil jeg gerne have sendt et Bordflag til 8 Kr. Jeg har i Dag indbetalt 25 Kr. paa Deres Postgiro-Konto, og hvis der er mere tilbage, naar Fragten fragaar, kan jeg jo faa Mærkater for Restbeløbet.

Jeg tænker stadig med inderlig Glæde tilbage paa den vidunderlige Ferie i Kosmos Feriekoloni. Ikke blot er jeg glad for al den Viden, jeg fik hos Dem, og som nu skal nyttiggøres i Studiekredsen her. Al den Kærlighed og forstaaelse, jeg mødte, har tillige i høj Grad frigjort mig fra megen Mindreværdsfølelse og Generthed. Jeg ved ikke noget saa godt som at træffe gode og kærlige Mennesker, og det er man altid sikker på i Kosmos Feriekoloni.

Een Ting til har betydet overmaade meget for mig, nemlig at jeg i Kolonien lærte Johannes Rasmussen at kende. Jeg besøgte ham ogsaa, da jeg i Søndags var i København. Ikke blot har vi samme Livsanskuelse, men vi har ogsaa i følelsesmæssig Henseende helt den samme Indstilling. Derfor har vi faaet et inderligt Venskab, som betyder overmaade meget for os begge. Megen Ensomhedsfølelse har nu forladt os, og med den Glæde og Fred i Sindet, vi har faaet, er det ogsaa meget nemmere at udstraale Kærlighed til vore Omgivelser. Johannes er et usædvanlig fint og elskeligt Menneske, og det er saa dejligt at tænke paa, at jeg skulde finde den Ven, jeg saa længe har søgt, paa et saa herligt Sted som Kosmos Feriekoloni. Gid man andre efter os vil finde den samme Lykke dér! Jeg fortæller Dem dette, kære Martinus, fordi jeg ved, at De forstaar os og vil glæde Dem over det.

I næste Uge paabegynder Studiekredsen her sine Møder, som skal afholdes hos mig hver 14. Dag. Jeg vil forsøge at holde nogle Foredrag, og ellers vil vi benytte "Logik" og "Livets Bog" som Undervisningsmateriale.

Med kærlig Hilsen til Dem og alle i Bureauet forbliver jeg

Deres inderlig hengivne
Helmer

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.