Odense, d. 11/11 38.

Kære Venner!

Jeg er Svar og meget andet skyldig. Det har ikke været min Mening at saare nogen; min aandelige Klodsethed, et viljeløst Kendskab eller hvad, har bragt mig ind i en Misere, som jeg maa se at komme ud af igen. Men jeg vil se paa det, som det er Kærlighed. Jeg gik paa Banegaarden for at ville bede Gerner Larsson om Forladelse, men fik det saa ikke gjort. Jeg haaber inderligt, at han vil tilgive mig endnu en Gang. Det er mit højeste Ønske, at der maa være et rent og sundt Forhold mellem os. Og det er godt at vide, at man har med Mennesker at gøre, der ikke dømmer, men tager en kærligt ved Haanden og vejleder, naar man snubler og falder. Grundene kan være saa mange, jeg skal ikke forsøge at rense mig selv eller lægge noget bestemt Motiv til Grund derfor, for jeg véd det ikke.

Saa maa jeg jo være syg, vil De maaske mene, og maaske var jeg det ogsaa. Af Overanstrengelser maaske, saa jeg ikke taalte at nogen satte et Stempel paa det, der altid holder mig oppe, Martinus og hans Arbejde. Af Ondskab, Bitterhed, Jalousi o.l. tror jeg ikke det var. I de sidste 3 – 4 Uger har jeg haft 70 – 80 Mennesker her; der har krævet al min Tid og Energi, saa jeg til Tider har sagt til mig selv: Nej, jeg kan ikke mere. Men en anden Stemme har sagt: Du skal! Og man maa op Kl. 6 hver Dag og fortsætte, og blive ved og blive ved. At nogen nogensinde skal hjælpe mig er utænkeligt for mig selv og andre. Ungdommen har det endnu værre, gudskelov jeg ikke er i deres Sted. At skulle fordøje alt det Stof, der maa tage ind, vilde for mig være endnu værre. Jeg har haft saa voldsomme Varmebølger i den sidste Tid, Nat og Dag. Saa det har været næsten uudholdeligt. Ikke saadan, som man kan faa en Blodstigning til Hovedet, nej over hele Kroppen svedte jeg, saa jeg havde Lyst til at flaa alt Tøjet af mig, og jeg har spekuleret paa, om det var en fysisk eller en aandelig Sygdom. Saa var det, der skete ligesom en Eksplosion, maaske af Overbelastning. Jeg kan ikke selv forklare det. Jeg skal ihverfald nok vogter mig for at dømme et andet Menneske, der begaar en uoverlagt Handling. Der er Kræfter til, som jeg ikke kender eller ved hvordan de virker og hvorfor.

Jeg vilde gerne, at Langelænderne skulde være glade for at komme herover, og de var saa begejstrede, at de maaske kommer paa Onsdag igen. Hvorledes jeg kunde fantaserer om Skuffelser, ved jeg ikke, da jeg aldrig selv har været skuffet, tværtimod. Jeg kan nemlig ikke sympatisere med de Mennesker, der har ytret Ønske om snart at faa anden Del af "Livets Bog". Jeg har altid ment, at den kom nok til sin Tid, naar Tiden var inde dertil, og man kunde begynde at leve lidt efter det, man allerede har faaet at vide. At de i Kbh. Kredsen maaske var længere fremme i Stoffet, og at det er det, Langelænderne har hørt, var der sandelig ikke noget at sige til, da det vel nok er der fra, de fleste skal udgaa, som skal bringe Stoffet videre ud til Offentligheden. Hvis mit forvirrede Brev har kunnet tyde paa Bitterhed beder jeg mange Gange om Forladelse!

Jeg har saa sandelig ingen Grunde til at føle mig som Stedbarn, jeg er tværtimod ikke værd at ofre een kærlig Tanke. Jeg er ikke værdig til at komme i Studiekredsen eller i Kolonien. Jeg føler mig som den mest skyldige af dem alle, naar jeg sidder der. Og dog – jeg kan ikke lade være med at komme. Vi Mennesker er sammensat af et underligt Stof.

Haaber vi er Venner, og at Du kan tilgive mig, jeg skal nok se at forbedre mig.

Kærlig Hilsen

Deres heng.

          Marie Fixen

N.B. Skrevet som altid i mit altfor store Hastværk.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.