Brev-id: 
31689      Se originalbrev
Dato: 
1938-10-21
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Svar på brev af 20.10.2938 (ID nr. 31690). Undskylder og forklarer, at han troede, at Livets Bog allerede var skrevet, og at det er hans mentale hunger, der er løbet af med ham. Glæder sig til, at Livets Bog 2 begynder at udkomme. Vil gerne yde lånet senere.

Skrøbelev, den 21. Oktober 1938

Kære Martinus!

Mange Tak for Deres venlige Brev af G.D., hvor De forklarer, hvorfor "Kosmos" ikke kan fortsætte i sin nuværende Form. Jeg burde have kunnet se af mig selv, at De naturligvis har Ret, idet hele Arbejdet jo hviler paa Dem, og det er begrænset, hvad man kan byde en fysisk Hjerne.

Naar jeg saa paa det, som jeg gjorde, skyldtes det, at jeg regnede med, at hele Manuskriptet til 2. Bind af "Livets Bog" var færdigt, saa det blot skulde afleveres til Trykkeriet. Der vilde da kun være Korrekturlæsning tilbage, hvorefter det nok kunde være muligt at naa at skrive Artikler til "Kosmos" i sin gamle Form.

Imidlertid glemte jeg her at tage i Betragtning, at der jo kommer flere Bind af "Livets Bog", og jeg ser saa udmærket nu, at jeg har været urimelig i mit "Krav". Det er min mentale Hunger, der er løbet af med mig. Hvis jeg boede i København og kunne tage regelmæssig Del i Studiekredsarbejdet, vilde Forholdet nok have været et andet.

Der bliver sikkert ogsaa nok til at optage Tankerne, naar nu 2. Bind begynder at udkomme, og vi glæder os jo alle umaadelig dertil. Forhaabentlig vil det da vise sig muligt at fortsætte med "Kosmos" i den gamle Form, naar samtlige Bind af "Livets Bog" engang er udkommet. Til den tid skulde der gerne være en hel Del kompetente Medarbejdere, saaledes at De kan blive betydelig aflastet.

Det omtalte Laan vil jeg til enhver Tid efter beskeden Evne skaffe Dem, hvis det skulde blive aktuelt, og jeg beder Dem da blot meddele mig det.

Med mine kærligste Hilsner forbliver jeg

Deres hengivne
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.