Skrøbelev, den 15. Marts 1940.

Kære Martinus!

Det kunde jo ikke undgaas, at Deres Brev – trods dets kærlige og forstaaende Form – gjorde mig meget ulykkelig. Men jeg er ogsaa helt og fuldt klar over, at jeg selv er Skyld deri.

Jeg kan dog ikke sige andet, end det kom mig meget overraskende, at jeg ved Starten af "Okkultisten" har gjort et saa stort Fejlgreb, som Deres Brev desværre tyder paa. Og jeg var heller ikke klar over, at Indholdet kunde bringe Dem Ubehag eller Sorg, for i saa Fald var det naturligvis ikke sket. De ved jo sikker, kære Martinus, at intet kan gøre mig mere ondt end det at faa at vide, at jeg eventuelt har foretaget mig noget, der kan skade Deres Sag – den Sag, som jo ogsaa er min Sag og mit hele Liv. Jeg er ogsaa meget ked af, at jeg saaden skal ulejlige Dem. De har jo nok at gøre i Forvejen, og det er jo ikke første Gang, jeg har gjort mig fortjent til en af Deres altid saa kærligt formede Tilrettevisninger.

Egentllig har jeg i de Aar, jeg har kendt Aandsvidenskaben, faaet saa mange Beviser for, at det ikke betaler sig at kaste Perler for Svin, at denne for alle Begyndere saa almindelige Trang til utidig Agitation skulde være overstaaet for mit Vedkommende. Egentlig Agitation eller Reklame skulde ikke være "Okkultisten"s Opgave. Derimod skulde det være det populære Organ for aandelig Oplysning, som vi ubestridelig har manglet her i Landet paa alle disse stærkt beslægtede Felter. "Kosmos" er saa afgjort for viderekomne, og mange Mennesker kan slet ikke bruge de primitive Spiritistblade. Jeg havde derfor i al Beskedenhed tænkt mig, at "Okkultisten" kunde foretage det grove Oprydningsarbejde, mens "Kosmos" tog sig af den finere Kultivering for de mere fremskredne Individer. "Okkultisten"s Alsidighed var netop en Følge af Ønsket om, at der skulde være Mulighed for alle Udviklingstrin at faa noget, der kunde bringe dem Glæde. At jeg har ønsket, at saa mange som muligt skulde finde frem til Dem, er jo rigtigt, men om nogen ensidig Agitation i saa Henseend synes jeg ikke, der har været Tale. Mit Ansvar overfor Dem, kære Martinus, har jeg hele Tiden været mig bevidst, og ingen kan mere end jeg være bedrøvet over, at jeg altsaa alligevel har fejlet. Naar man skal skrive om aandelige Spørgsmaal, er det jo helt umuligt at undgaa at bruge den Viden, man har, og har man ikke ogsaa Pligt dertil? Men da jeg er bange for alt, hvad der har Præg af Plagiat og naturnødvendigt maa føle mig forpligtet til at være loyal overfor Dem, som i saa stor Udstrækning er min Kilde, har jeg fundet det nødvendigt at nævne Deres Navn saa ofte. At det saa for Dem ser ud som en uheldig og skadelig Reklame er jeg meget ulykkelig over, og det vil naturligvis blive ændret. Ganske vist er det ikke helt tilfredsstillende, set fra mit Udsigtspunkt, men Deres Ønsker maa gaa frem for alt andet. Gerner Larsson har hele Tiden bedt mig være diskret i Omtalen af Dem, og jeg havde egentlig Indtrykket af, at jeg omtrent havde truffet det rigtige, da jeg til min Bestyrtelse saa noget helt andet. Egentlig er jeg temmelig desorienteret, idet jeg ikke er klar over, om det er en bestemt Artikel, jeg har været uheldig med, eller om det er Tendensen som Helhed, der er forfejlet. Men det er en Selvfølge, at Stof, der er en decideret Omtale af Deres Arbejde, fremtidig maa have Deres Godkendelse før eventuel Offentliggørelse, og Deres Ønske om, at De selv og Deres Arbejde omtales saa lidt som muligt, maa absolut respekteres. Intet kan være mere selvfølgeligt, end at De maa have Krav paa at kunne stole paa mig, som er en saa afgjort Ven af Deres Sag. Paa en Maade er jeg mest ked af, at De vil have Annoncen fjernet, idet det uden Tvivl vil give Anledning til Forespørgsler fra de ikke helt faa Venner af Deres Sag, som holder Bladet. Men saa maa jeg jo sige det, som det er.

En Publicering af Aandsvidenskab i et udpræget Fagskrift som "Okkultisten", der jo ifølge Sagens Natur kun holdes af Mennesker, som er interesseret i forøget Viden om de aandelige Problemer, skulde jo i Almindelighed ikke give Anledning til, at der i foruroligende Grad kastes Perler for Svin. Det er jo en frivillig Sag at holde Bladet, og er man ikke modne til dets Indhold, vil Læsningen jo holde op af sig selv. Den samme Risiko med at kaste Perlerne et forkert Sted forekommer jo ogsaa i Studiekredsarbejdet, ved Dr. Simonsens Foredrag og andre offentlige Foranstaltninger. Netop Deres offentlige Foredrag, Gerner Larssons Foredrag i Studenterforeningen, Dr. Simonsens Forelæsninger m.m. har jo været medvirkende til at faa mig til at tro, at lidt mere offentlig Omtale slet ikke var uvelkommen. Jeg er meget beddrøvet over, at jeg har taget Fejl.

"Okkultisten" blev ikke i første Række skabt for at være en Reklame-Højtaler specielt for Aandsvidenskaben, for i saa Fald var der ingen Grund til at medtage de andre Bevægelser. Imidlertid har det ligget mig meget på Sinde at undgaa at skade "Kosmos" økonomisk, og jeg mener da ogsaa, at de to Tidsskrifter er overordentlig forskellige. Forsaavidt bringer "Okkultisten" ligesaa megen "Reklame" for de andre Bevægelser. Jeg har jo kun ønsket, at der skulde være lidt, der kunde glæde Mennesker paa ethvert Trin – indenfor et passende Niveau. Det er rigtigt, at det kun er de faa, der endnu kan fatte Aandsvidenskaben, men jeg synes, at ogsaa de lidt mindre udviklede Sandhedssøgere har Krav paa lidt Hjælp i den populære Form, hvor jeg og andre kan give den. Andet Formaal har "Okkultisten" jo ikke. Jeg har kun Udgifter og meget Arbejde deraf. Ganske vist mærker jeg ogsaa en vis Skaberglæde, fordi Bladarbejde er en af mine store Interesser, og det er jo ogsaa en stor Glæde at mærke, at der virkelig er mange Mennesker, som er lykkelige for "Okkultisten". Dette i Forbindelse med, at jeg ikke kan faa mig selv til at skuffe min Bogtrykker, gør, at jeg maa lade Bladet fortsætte. Jeg kan ikke skuffe disse mange Mennesker, som i deres Breve har udtalt deres store Glæde over dette Blads Fremkomst. Det er jo dog ikke Eliten alene, der har Krav paa lidt Hjælp. Og hvis mit Blad var til Skade for Deres Arbejde, maatte jeg gaa ud fra, at Forsynet fik det standset i Form af Mangel paa Tilslutning. Saadan ser det slet ikke ud i Øjeblikket – tværtimod. Men naturligvis kan De langt bedre end jeg afgøre, om jeg har begaaet en Fejl ved at starte dette Blad. Men Ideen til dets Skabelse slog i sin Tid saa pludseligt og afgørende ned i mig, at jeg maatte følge denne stærke Indskydelse. Jeg er endda naiv nok til at tro, at det var noget, der blev mig paalagt. Der sker jo ikke noget tilfældigt her i Tilværelsen, saa ogsaa dette maa have sin Værdi – selv om det muligvis kun er tænkt som en Lærestreg for mig. Men jeg indrømmer gerne, at jeg burde have søgt Raad hos Dem først, kære Martinus.

Det er rigtigt, at de forskellige Bevægelser og Sekter hver har deres Lys (selv om der i mangfoldige Tilfælde er en forbavsende ringe reel Forskel), men da det er en fuldkommen frivillig Sag at være Læser af "Okkultisten", skulde det efter min Formening ikke bringe Forstyrrelse i noget Menneskes Lykke, at vi omtaler Ting, som det eventuelt ikke kan acceptere. Jeg mener endda, at "Okkultisten" skulde være et temmelig ualmindeligt Eksempel paa Manifestation af den Tolerance, som er saa vanskelig at finde i de fleste andre Tidsskrifter.

Men naar der kan være Fare for, at for megen Omtale af Deres Arbejde kan skaffe dette Uvenner eller anden Form for Uvilje eller Skade i det hele taget, vil jeg være den første til at indføre en Ændring. Jeg føler altid mit Ansvar overfor Dem, naar jeg lader den Viden, jeg kan takke Dem for, gaa videre til andre, og jeg er bundulykkelig over, at jeg tilsyneladende alligevel har grebet fejl. Dette vil Mogens Munch sikkert ogsaa kunne berette, idet jeg fik Lejlighed til at drøfte Sagen meget med ham.

Som nævnt er jeg stadig lidt desorienteret, idet jeg ikke ved, om det er Bladet som Helhed, eller bestemte Artiker, der er særlig uheldige. At den Artikel, jeg har faaet fra Ingeniør Johnsen, er uheldig, har jeg hele Tiden været klar over, og det var ogsaa en Følge af min Ansvarsfølelse overfor Dem, der fik mig til at sende en Henvendelse til Gernar Larsson i den Anledning. Nu vil jeg bede Ing. Johnsen om at skrive om mere neutrale Emner, og maaske var det allerbedst, om De fik Gerner Larsson til at tale med ham. Det er paa Dr. Simonsens Foranledning, jeg er kommet i Kontakt med Ing. Johnsen, og jeg er naturligvis meget ked af at skulle afvise hans Medhjælp, som jeg tidligere har takket ham for.

Disse sidste Par Dage har givet mig svære mentale Lidelser, og jeg ved i Øjeblikke hverken ud eller ind. Men jeg lover Dem, kære Martinus, at jeg skal være saa forsigtig i Fremtiden som muligt. Tak fordi De skriver saa ærligt til mig. Jeg beder Dem undskylde al den Ulejlighed og den Sorg, jeg forvolder Dem ved den Trang til Initiativ, jeg altid har at slaas med.

De kærligste Hilsener fra Deres hengivne

Helmer Fogedgaard

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.