Brev-id: 
31618      Se originalbrev
Dato: 
1941-02-01
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Erik Gerner Larsson
Afsendersted: 
Rudkøbing
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Nibelvang skal skrive i OKKULTISTEN. Helmer Fogedgaard forsikrer, at der kun vil blive tale om positiv omtale af Martinus. Helmer Fogedgaard omtaler nogle rygter om, at mennesker er blevet frosset ud og råder Sagen til kun at modtage økonomisk støtte fra dem, der er venner med Sagen resten af livet.

"OKKULTISTEN"
UAFHÆNGIGT TIDSSKRIFT FOR MODERNE OKKULTISME OG IDEALISTISKE BEVÆGELSER

Redaktør: HELMER FOGEDGAARD
Postboks 9, Rudkøbing
Giro-Konto: 58626.

RUDKØBING, D. 1. Februar 1941.

Kære Gerner Larsson!

De har antagelig bemærket, at vi i OKKULTISTENs Februar-Nummer paabegynder en Artikelserie af Lars Nibelvang om "Guddomsbegrebets Udvikling". I de indledende Bemærkninger hertil nævnes Forfatterens "tidligere intime Forbindelse med en stor nulevende Okkultist". At der hermed menes MARTINUS, er De jo sikkert klar over.

I den Anledning vil jeg gerne – for at De ikke paa nogen Maade skal føle Dem foruroliget – meddele, at Nibelvangs Afhandling naturligvis kun vil bringe nogle saglige Betragtninger over aandsvidenskabelige Emner, der gaar positivt ind for Martinus i fuld Overensstemmelse med OKKULTISTENs mere end sympatiske Indstilling overfor Martinus Sag. At Nibelvang fra gammel Tid har et meget intimt Bekendskab med Martinus er mig bekendt, men det siger sig selv, at Nibelvang er en for fin Mand til at offentliggøre noget af mere privat Natur, ligesom noget saadant naturligvis heller ikke vilde blive optaget i OKKULTISTEN. Jeg gentager, hvad jeg før har skrevet: Jeg føler altid mit Ansvar overfor Martinus, naar noget skrives i mit Blad. Men fuld Tavshed om sit Arbejde maa Martinus ikke vente. Den, der skriver offentligt, maa ogsaa vente at blive drøftet offentligt. At OKKULTISTEN i nye Kredse har skabt Interesse for Martinus' Arbejde og skaffet Dem forøget Litteratursalg og ny Tilslutninge til Studiekredsene er hævet over enhver Tvivl, og det er saadan, jeg hele Tiden har ønsket det.

Det er ligesom, Herr Nibelvang føler en vis skuffelse overfor Martinus. Selv om jeg ikke ved noget konkret, har jeg paa Fornemmelsen, at han føler sig skubbet til Side. Desværre skal dette efter Sigende ikke være noget enestaaende indenfor Sagen. Der gaar saa mange Fortællinger af den Art, og man ved ikke, hvad der er sandt, og hvad der er Sladder. Og det er naturligvis ikke noget, der vedkommer mig, men jeg nævner det blot her, fordi De har Krav paa Orientering og ærlig Optræden fra min Side. Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er fra Herr Nibelvang, jeg har nogen af disse Fortællinger.

Forhaabentlig er de stærkt overdrevne eller ikke stemmende med Virkeligheden, for det gør jo En ondt at høre, at Mennesker – som i mange Tilfælde har bragt store økonomiske Ofre – senere bliver frosset bort, altsaa paa en fin Maade skubbes ud af Sagens Arbejde. Noget saadant vilde jo ikke have ret meget med den saa meget omtalte Kærlighed at gøre. Paa den anden Side er jeg slet ikke blind for, at der kan have været Tilfælde, hvor uheldige Elementer nødvendigvis har maattet bortvises. Dog vil jeg antage, at Sagen er bedst tjent med kun at modtage økonomisk Hjælp fra Mennesker, der staar paa et saadant Udviklingstrin, at de er svorne Venner Resten af deres Levetid paa det fysiske Plan.

Som sagt har jeg ingen Ret til at indblande mig i disse Forhold, og jeg nævner det kun i Forbigaaende som en Orientering fra Ven til Ven, da det altid gør mig meget ondt, hver Gang jeg hører om noget, hvor Praksis ikke stemmer med den i Teorien ophøjede Kærlighedslære, vi møder fra Livets Bog's Bureau.

De hjerteligste Hilsner fra

Deres hengivne
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.