Odense d. 22/12 – 1941.

Kære Herr. Martinus!

Vi nærmer os atter Jul, det kendes blandt andet paa Udsendelser i Radioen og Indsamling til Samfundets gamle, fattige og arbejdsløse.

Naar jeg om Aftenen kommer i Seng og Søvnen ikke straks indfinder sig, søger jeg i Tankerne ofte ud til de Millioner af Mennesker, som nu danner Front mod hinanden, og som i Henhold til nuværende Samfunds Love, med deres eget Liv som Indsats, skal bekrige hinanen. Herude hvor Ansigterne præges af Haabløshed, Mismod og Fortvivelse over al den Ufred, alt det onde som de her bliver Vidne til. Her overalt hvor de gaar og staar føles det ustandseligt, som en lurende Død, sniger sig omkring dem. Samvittigheden taler til Sindene, snart som en stille og advarende Røst, snart voldsomt som til den, der lider under Angerens knugende Tryk. Mon ikke fra disse Menneskers indre trænger sig frem mangt et "hvorfor" en saa ubli Skæbne er blevet dem til Del; ingen giver Svaret.

I deres Bevidsthed vexler det med Ønsker, Tanker og Haab som gaar ud paa dog at måtte opleve den Dag da denne frygtelige Krig standses. Og til de Mennesker som just nu staar derude og betjener Krigsmaskineriet under en eller anden Form, dem burde der især vises Medlidenhed og Opmærksomhed, og om det blot var muligt derved, – at Radiofonien lod bekendtgøre Verden over, at Juleaften naar Klokkerne ringer og Mørket sænker sig over Jorden, da skal alle Fjendligheder standes paa alle Fronter, fra Østen til Vesten, og da vil Skaberen af det kommende internationale Fredsrige paa Jorden, komme til Mikrofonen, og gennem Æteren tale til alle over Emnet: "Opfyldelsen af det store Kærlighedsbud, i Form af tolv afgørende Punkter". – –

Naar Deres Tale var endt Martinus, vilde en Andagtsstund være oplevet af en forpint Verdens Menneskehed, som for en Stund have følt sig draget mod en højere Sfære, op fra det lave, det mørke, op mod højere Idéaler hvor alt var Fred, Lys og Kærlighed.

Men Virkningerne af Krigens Aarsager lader sig ikke standse paa nuværende Tidspunkt, Kæmpehærene derude rykker hinanden nærmere og nærmere indtil "den onde Dag" kommer over Verden.

Som studerende af "Livets Bog" ved jeg at Smærten viser Vejen til Gud, til Sandheden og Livet; og at Almagten ifølge evige Love, ustandselig fører Væsenerne fremad og opad.

Jeg ved ogsaa at naar Tiden er inde da Skæret fra Krigens Brandtomter stiger op mod det mentale Mørke som omgiver Jorden; vil det komme til at fortabe sig i en ny Tids Morgenrøde, en Tid hvor en varig Fred bliver en Kendsgerning mellem Nationerne, en Tid hvor det derfor vil bære mod den Dag da Fredsbanneret fra Norden første Gang vajer over den ny Verdensstats "Freds og Forbundspalads, højt over de Nationers Flag under hvilke Brodermyrderierne i Dag finder Sted.

En samlet Menneskehed, vil da i Tankerne søger mod ham som i sin Bevidsthed var Bæreren og Budbringeren af det alt sammen, alt det som blev til en "Verdens Fuldkommengørelse".

Selv om jeg ikke er helt dristig ved det, saa vover jeg alligevel at vedlægge Billedet af en kun halvfærdig Buste, Tiden er løbet fra mig, Tanken var at faa den færdig til Jul. Men skulde De nu muligvis have noget imod at jeg forsøger mig videre med Arbejdet, forventer jeg det bliver meddelt mig. ––

Nu til Dem og Deres Medarbejdere paa Kontoret en Tak for alt i det Aar som nu gaar paa Hæld, en glædelig Jul, og alle gode Ønsker for 1942.

P P Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.