Brev-id: 
31603      Se originalbrev
Dato: 
1943-08-10
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
Klint
Emne: 
Helmer Fogedgaard ønsker Martinus tillykke med 52-års fødselsdagen og takker, fordi han kan bruges inden for sagen og med tiden blive en af Martinus' nære medarbejdere.

Helmer Fogedgaard
Prokurist
-----
Postadresse: Box 9, Rudkøbing
Privat Bopæl: pr. Skrøbelev St.

Rudkøbing, d. 10. August 1943.

Kære Martinus!

Efter Beregning skulde dette Brev naa Dem paa Deres 52-aarige Fødselsdag. Jeg vil nemlig saa gerne ønske Dem rigtig hjertelig til Lykke.

Samtidig maa jeg af ganske Hjerte takke Dem, fordi De gennem Aarene har været saa taalmodighed overfor mig og ikke slaaet Haanden af mig trods de Skuffelser, jeg har bragt Dem. Jeg havde egentlig helt opgivet Haabet om, at De kunde bruge mig, og derfor bragte denne Sommer netop den store Overraskelse og Oplevelse, da jeg fik at vide, at jeg alligevel er anvendelig.

Nu gaar det hele saa efter vor Aftale, saaledes at jeg fra Nytaar afvikler det, jeg nu er bundet til. Derpaa vil jeg fortsætte med at dygtiggøre mig til den Gerning, De efterhaanden vil overlade mig. Jeg kan jo foreløbig naa meget i min Fritid, naar jeg ikke længer har noget Blad at passe.

Den Tid, der hidtil er gaaet, betragter jeg som en nødvendig Læreperiode – baade paa den ene og den anden Maade – og så glæder jeg mig meget til den Lykke, det er, at kunne virke for det, man har allermest kært. Jeg forstaar ganske vist stadig ikke, at det kan være rigtigt, at De, kære Martinus, mener, at jeg er værdig til med Tiden at blive en af deres nære Medarbejdere i det daglige – men jeg er alligevel klar over, at det er dette, der vil give mit Liv Lykke og Mening.

Nu rigtig glædelig Fødselsdag, kære Martinus. Jeg sender mange kærlige Hilsner og Tanker over til Dem og Vennerne i Villa "Rosenberg", idet jeg altid forbliver

Deres dybt hengivne
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.