Brev-id: 
31551      Se originalbrev
Dato: 
1933-10-10
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Orla Severinsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Randers
Emne: 
Erik G. Larsson er glædelig overrasket over tilslutningen til studiekredsen i Randers. Foredraget d. 9/11 kl. 20 vil blive med lysbilleder. Billetsalg står O. Severinsen for. EGL sender et kort med ankomsttidspunktet. Ruten er Odense, Aarhus, Randers og Aalborg. EGL vil prøve at få alle deltagere til at abonnere på "Kosmos".

10-10-33.

 

Kære Hr. Orla Severinsen!

Dennegang maa jeg sige, at De overraskede mig; — jeg havde nok ventet at der kunde blive tale om en Studiekres i Randers, men at den i første Omgang skulde blive af et saadant Omfang, det var mere end jeg turde haabe.

Nuvel, hjertelig Tak for Brevet, det gør godt at mærke det Liv Martinus Idéer ustandseligt afføder, — et Vidnesbyrd om den Værdi Arbejdet i sig selv rummer.

Om Arbejdet kan jeg fortælle Dem, at de fleste Foredrag vil blive ledsaget af Lysbilleder, det første muligvis ogsaa. Arrangementet er ellers ligetil, en af de tilstedeværende plejer gerne at hjælpe mig med Billederne, Ankomsten skriver jeg Dagen før paa et Kort til Dem, Maden jeg spiser er saa enkel, at jeg kan faa den overalt, men takker derfor alligevel paa det hjerteligste for Deres elskværdige Invitation. Afrejsen næste Dag aftaler vi som Regel naar jeg er paa Stedet. Ruten er jo automatisk; Odense, Aarhus, Randers og Aalborg — Datoen for Foredraget i Randers bliver Torsdag d. 9 November Kl. 20. Om selve Foredraget kan jeg kun paa nuværende Tidspunkt sige, at det vil danne Indledningen til en Gennemgang af Martinus Tanker om Tilværelsen. [side 2]

Da De jo nu er en Slags Medhjælper i dette Arbejde, kan jeg glæde Dem med at fortælle Dem, at jeg samme Dag, som Deres Brev ankom, modtog Brev fra Aarhus med Meddelelse om, at de regnede med en Kres paa ca. 100 Mennesker, her i København bliver den muligvis større, Odense og Aalborg er ogsaa ved at kommer godt med, saa De ser, at De er kommet ind i noget der er i en vidunderlig levende Vækst, og jeg tror, at De i dette Arbejde vil komme til at faa mange dejlige Timer.

Et af Hovedpunkterne i Vinterens Arbejde bliver at faa alle Deltagerne til at abonnere paa "Kosmos" idet dette Blad jo allerede er indgaaet som et meget væsentlig Led i Undervisningen, ja et uundværligt, — men alt det glæder jeg mig til at drøfte med Dem, naar vi om en lille Maanedstid ses.

Angaaende Biletter overlader jeg den Side af Sagen ganske til Deres egen Disposition.

Og modtag da saa til Slut en kærlig Hilsen fra Martinus, saavel som jeg beder Dem modtage de venligste Hilsner

fra Deres hengivne

Erik G Larsson [sign.]


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.