Brev-id: 
31488      Se originalbrev
Dato: 
1935-05-09
Afsender: 
Peter Fixen
Modtager: 
Erik Gerner Larsson & Martinus
Afsendersted: 
Odense
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Peter vil afsende et skrivebord og stol til Klint. Peter beder om information om, hvordan Martinus' besøg skal forme sig. Der er nogen uro i spirituelle kredse i Odense, bl.a. er en ny "Sag", "Theosofia", opstået.

Odense d. 9/5. 1935.

Kære Herr Martinus
                                   & Larsson!

Nu en af de første Dage vil Dækslet til Beholderen blive afsendt til Klint, og jeg prøver paa samtidig at faa Skrivebordet færdig saa det kan gaa i en Sending. Skrivebordet og muligvis en passende Skrivebordstol vil jeg saa skænke som Inventar til Martinus' Hus, jeg tror nok jeg før har givet Løfte om nogle Forsatsvinduer, men det haste det jo ikke med endnu.

Angaaende Martinus Besøg herovre den 20 Maj, ønsker jeg gerne at høre nærmere om at Aftenen vil komme til at forme sig i Lighed med i Fjor hvor der blev stillet Spørgsmaal, eller der er paatænkt som Foredragsaften. I Tilfælde af Foredrag kunde jeg foretrække Lokalet paa Industripalæet, men bliver det saadan at der besvares Spørgsmaal som sidst, ønsker jeg at vide om Martinus kunde tænke sig det ordnet paa samme Maade som i Fjor paa Missionshotellet og ligesom da holde en lille Kaffepause. ––

For Tiden er der nogen Uro indenfor den nystiftede Loge "Theosofia" Poulsen er sat ud –, nu har han sammenkaldt til Møde hvor alle er velkommen som vil være med til, som han skriver, at belyse ––Læresætningerne, Teosofi, Antroposofi, Kosmos, og Spiritisme. Poulsen vil næppe formaa at kunne samle nogen Kreds om sig, saadanne Forsøg har han gjort før, derimod har Stifteren af Sagen "Teosofia" C. Nielsen hidtil formaaet at faa Tag i enkelte af dem som ellers har været intereseret i vore Møder.

Nu venter jeg nogle Ord fra Dem angaaende Besøget, er her nogen som maaske vakler, saa er her ogsaa andre som jeg ved at tør sige om at de glæder sig meget til denne Aften, men jeg antager at det vil være rigtigst som ved tidligere Lejligheder at sende Bud til alle som jævnlig er kommen til vore Møder. Og maatte jeg saa som før bede om saafremt det maatte passe Dem at faa udbetalt en 300 Kroner naar De kommer herover, vilde jeg være meget taknemlig derfor.

Mine bedste Hilsener

P P Fixen


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.