Brev-id: 
31219      Se originalbrev
Dato: 
1947-05-23
Afsender: 
Marie Fixen
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Odense
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Pinsehilsen fra Marie med ønsket om, at alle må forstå, hvor stor "Sagen" er. Vi kæmper stadig i Dyreriget med egoisme, profitmageri, økonomiske vanskeligheder, og også byggebesværligheder inden for Sagen. Marie skriver om vores ufærdige sider, forskel på ondt og godt: djævelen, profitmagere, forelskelse, ægteskab og vi væsener. Marie er blevet rask efter en gang bronkitis, og pinseferien kan nu gå til Kbh. til børnene. Robert har fundet sig en veninde.

Odense, d. 23/5 47.

Kære Venner!

Blot et par Ord for at ønske Dem alle en rigtig glædelig Pinse! Vejret er jo højt, og Besøget og Arbejdslysten bliver sikkert stor i "Kosmos Ferieby" i Pinsen.

Der er saa kun kun det at ønske, at Pinsens Aand i rigeligt Maal maa dale ned til os alle, hvor vi end befinder os, saa vi maa faa den Medbør her, at vi maa forstaa, hvad det er for en stor Sag, vi alle arbejder for, bevidst eller ubevidst.

Martinus selv har jo ikke Brug for alt det, han sætter i Seene og udgiver aandeligt, det er udelukkende for vor Skyld. Han behøver ingen ny humanistisk Jord og hans "Himmel" er god nok. For vi andre – saavel som for ham – er det tragikomisk at se alt det, der møder os som Modstand paa vor Vej frem imod vor "nye Jord" og "Himmel". Hvorledes vi maa kæmpe imod meget baade udad til og især – indad til. Vi staar atter og atter overfor et "grinende Fjæs", og denne Verden fejrer stadig Triumfer. Og det afskrækker os ikke, vi bliver endda ved med at kæmpe. Lad os blot iklæde denne Verdens Fyrste en "Person" som vi er saa vante til. Vi personificerer ham i en Djævel, en Satan, Fanden eller hvad vi nu kan finde paa, ligesom vi giver det gode, rene og ophøjede Væsen forskellige Navne. Den første har vi haft mest med at gøre paa vor Vej gennem "Dyreriget", og har endnu. Præsterne skal saagar til at omtale og bede for Sortbørshandlerene nu i Kirkerne. Ja, Egoismen forceres nu som ingensinde, Profitmageren lever højt, mens de Svage sulter og lider Nød. ( Ingen Kartofler, fortyndet Mælk, forfalsket Brød ) og det er Danmark, hvad saa ikke med de krigshærgede Lande? Ham med det grinende Fjæs morer sig over saaledes at have faaet Mennesket i sin Magt. Vi ser det her og der og alle Steder. Ogsaa naar der er økonomiske Vanskeligheder, Byggebesværligheder o.l. indenfor Martinus' Sag og Fremgang, selvom der ogsaa er Medvind til Tider. Det fysiske kommer jo nok ind i Forhold til det aandelige, vor egen udvikling, der nok volder flere Besværligheder for de fleste. Her er jo ikke mindre Modstand. Ogsaa her morer Fjæset sig, og ham vi kalder Gud, smiler stille.

Vi ser det for hver Gang, vi fejler og handler uklogt. Bliver vrede, hidsige, kede af det o.s.v. for hver Gang vi forelsker os, indtræder i Ægteskab eller binder os til dette og hint, for hver Gang vi indvikler os i noget. For hver Gang fejrer denne Verden Triumfer. Vi lod os overrumple af vort eget ufærdige Sind.

Hvis man ikke forstod Analyserne af det "Onde" og det "Gode", ja, da kunde man vist næsten komme til at lide af Forfølgelsesvanvid. Men der vokser ganske langsomt en humanistisk Sans frem, saa man ser det hele i et helt andet og nyt Lys.

Og man ved, at for hver Gang man lader sig indfange af sin egen ufærdige Natur,: Egoisme, Selviskhed, Ufornuft o.s.v. fjerner man sig fra "Himlen" og for hver Gang man overvinder denne Natur nærmer man sig "Himelen" eller det hele Udsyn over Evigheden. Og engang vil man faa fravristet det "grinende Fjæs" Palmerne.

Det er ganske vist.

Jeg har ellers slet ikke Tid til at Skrive. Vi skal rejse paa Pinseferie over og se til Børnene i Kbh. Baade de og vi glæder os til det. Jeg blev heldigvis rask igen efter en Omgang Bronchitis med høj Feber, selvom jeg nær var bleven dømt til at blive hjemme. Det glæder mig at Robert har været flink til at søge Foredragene. Han har jo ogsaa, paa sit Erobringstogt, funden sig en Veninde som er paa samme Kontor. Men – hvor skønt det end kan være alt det, man oplever i "Dyreriget", saa er det jo ikke Topmaalet af Skønhed, heldigvis. Hvad skulde saa de arme Mennesker gøre, der er mættet af dette. Dem, der skammer sig over at drage rundt med noget, som de har erobret og ingen Brug har for. I samme Øjeblik man forlover og gifter sig er man ikke mere et "Jeg væsen", da er man et "Vi væsen". Er der noget saa uselvstændigt?

Men lad mig ikke uddybe dette Emne nærmere nu, der er andet, der kalder.

Glædelig Pinse og kærlig Hilsen
til Dem alle!

Marie Fixen


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.