Odense, påsken 1957.

Kære Martinus!

Vi nærmer os påsken. Og jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke Dem, fordi De har klarlagt dette mysterium, såvel som hele Kristusmysteriet for os. Det ville have varet længe, før vi af os selv ville have kunnet fatte, at dette princip også omfatter vort eget liv. At også vi, alle uden undtagelse, skal igennem det samme svære lidelsesfyldte liv for at blive til at opleve kontrasterne: mørke - lys, ondt - godt, lidelse - lykke, o.s.v. At Kristus godt kendte disse principper, men blot demonstrerede for os, hvorledes vi skulle tage lidelsen er en anden ting.

Han vidste, at menneskene ville få meget lidelse fremover.

Også tak for alt, hvad De har fortalt os om Deres eget liv! Hvorledes De, da intuitionen begyndte at gøre sig gældende i Deres Bevidsthed, og De, da lyset begyndte at vælte ind, følte det, somom Deres hjerne skulle sprænges. De var så stærk, havde så stærke talentkerner med fra tidligere liv, at De kunne tåle intuitionens permanente indslag i bevidstheden, omend ikke på [side 2] een gang. Mange smerter er sikkert gået forud, før Deres talentkerner for intuition er bleven hærdet og er kommen på b-stadiet, fra underbevidsthed til fuld dagsbevidsthed. Det er til gavn for vi andre at vide. Tænk, om De havde tiet. - For vi skal jo alle igennem det samme før eller senere.

Selv det lidet man får lov til at se og opleve at helheden, at sandheden og Gud, i eet jordliv kan være meget smertefuldt. Talentkerner for intuition skal jo dannes til hos os alle, da vi er ens skabt og udstyret, og det er langt fra smertefrit. Og hvor skulle man gå hen, om man ikke kunne gå til Dem og Deres værker? Ingen har sagt eller skrevet noget, før Dem, om disse ting. En selv - og omgivelserne - om man indviede dem deri, ja, selv lægen ville sige og mene, at man havde hjernebetændelse. Man ville måske give smertestillende midler, eller operere, og intet usædvanligt finde.

Nej, kun Deres analyser om egne oplevelser og erfaringer kan hjælpe til forståelse. Man kan ikke værdsætte dette højt nok. Man kan ikke takke de væsener nok der er gået forud for os, og som har oplyst vejen for os. Kristus kan man sende en kærlig og taknemlig [side 3] tanke (bøn), til hans fjerne, ophøjede verden. Dem kan man sende en personlig tak. De lever - Gud være lovet - endnu iblandt os, selvom De kun tilsyneladende er her. Med Deres bevidsthed lever De jo også i for os så fjerne og ophøjede verdener. Men, det er ligesom man bedre kan kontakte Dem, når det fysiske legeme befinder sig her på det fysiske plan.

Det er jo kun vor egen ufuldkommenhed, endnu. Vi ved, at vore tanker og bønner altid vil blive hørt, og at vi altid bliver overvåget og aldrig er alene, men, svaret fatter vi ikke altid helt på det psykiske plan.

Når man sådan går sin ørkenvandring, da hænder det, at man møder en frister.

Han kan være skøn og lokker med meget skønhed, så det kan nok gibbe lidt i en.

Der er jo meget skønt i dyreriget. Men, det er kun et meget lille øjeblik, man vakler.

Gå tilbage nu? Nej, det kan man ikke, ikke for guld, for stilling, for bil, villa og alt det, der lokker her, aldrig! Man kender altfor godt det liv, den mentalitet, de karakterer og tendenser, der tangerer dyreriget. Her er man ikke af sandhed, af ren kærlighed. Uha! Nej, der er kun een vej nu med den bevidsthed, man nu har erhvervet [side 4] sig. Og den går kun fremad, fremad mod større lys og skønhed, selvom vejen endnu går over nok så meget smerte og lidelse. Det er kun til for at blive overvunden.

Tilbage for at gøre vejen endnu længere og endnu mere smertefuld, nej, det ville være utænkeligt. Det ville være vedblivende at bygge sit hus på sandbund og ikke på en klippegrund.

De kærligste hilsener til Dem og alle vennerne!

Marie Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.