Odense d. 4/3 48.

Kære Venner!

Det er med Vemod, at vi igennem Dr. techn. nu nyudnævnt, Professor J. G. Hannemanns Artikel i Kosmos Nr. 1 og 2 fra 1948 erfarer, at han ligger paa Hospitalet med Børnelammelse. Vi haaber inderligt, at han helt overvinder Sygdommen og ikke faar varigt Men deraf. Ja, han har nu Tid til at ligge og mediterer over det Liv, som han skriver om, at man burde standse op ved engang imellem paa skønne, inspirations givende Steder og tænke over.

Naa, han var nu, samme Professor, ikke af de mest "døde", saa det er ufatteligt, at han skulde rammes af denne Skæbne. Men ingen ved sig sikker, saa lad det være en Spore for os andre, at vi i Taknemmelighed over Livet og vor egen Førlighed standser op engang imellem og kaster et Blik ud over Dagen og Vejen, ud over Livet i sin Helhed.

Det kan gøres alle Steder og til alle Tider. Vi vil da ellers faa megen Selvkritik at øve os i, hvis vi rammes af en eller anden Ulykke eller et ubehageligt Gode. Der er nok at meditere over, Masser af Emner som trænger sig paa og trænger til at blive [side 2] trukket frem i Lyset til en Revision. Man kan blive inspireret baade her og der og alle Steder, hvor man vender sig hen. Det vrimler med Emner og Tilskyndelser til at tage fat, man er jo omgivet af saa meget og saa mange, at det kan være lidt svært at vælge Temaet for sin Meditation.

Men der er nu særlig ét Felt, hvor man kunde sætte ind, det Felt som Martinus behandler i "Livets Bogs" 5. Bind: Den højeste Ild, eller de sexuelle Problemer. Det har Menneskene jo været og er højest uvidende om, saa det trænger til at komme frem i Lyset og blive klarlagt.

Det vil Martinus gøre, vil man maaske mene. Ja, det vil han ogsaa, men det kan aldrig skade, at vi alle hjælpes ad, hver paa sin beskedne Maade, saa Problemerne kan blive belyst fra alle Sider.

Man skal aldrig vente paa, at andre skal gøre Arbejdet for os, vi skal selv hjælpe til. Det har vist altid som et Instinkt ligget til mig. Jeg husker f. Eks. hvorledes jeg paa en Gaard, hvor jeg i min Barndom tilbragte mange Sommerferier, en Dag, hvor jeg syntes at Husbestyrerinden kom lidt sent og begyndte at røre sammen til Æbleskiver til Folkene i Marken, selv begyndte. Der blev leet meget ad mig, jeg var jo kun et Barn, men jeg [side 3] havde Pligtfornemmelser i mig.

Martinus skriver i sine Analyser om Kredsløbsprincippet. Hvorledes vi Mennesker fra de høje aandelige Verdener, som vi engang har haft Bevidsthed om og var blevet mættet af, er gaaet ned i Mørket, i Uvidenheden om Guddommen, Lyset eller Paradiset, i Dyreriget eller "Dødsriget" for, sulten som vi har været efter Modsætningen at bliver mættet af Selviskhed, Egoisme, Intolerance, Uvidenhed og alt hvad der i Mørket kan være at blive mættet af for atter engang vende tilbage til Guddommen til Lyset, til Viden om Livet. Og ved at betragte Livet, Væsenernes Manifestationer, kan vi se og erkende, at dette ogsaa er Tilfældet. Vi kan se, hvorledes Menneskene sover og er uvidende om aandeligt Liv om Gud, Himlen eller Paradiset. Og vi kan se, hvorledes Forsynet eller Gud, med Menneskene selv som Redskaber, lader det blive saa broget og saa drastisk for hinanden som Tilfældet er, at ingen evigt faar Lov til at sove i denne Spektakel, denne Uro og Halløj som Menneskene selv laver for hinanden.

Alle Mennesker vil paa et givent Tidspunkt, naar hans, hendes Tid er inde, naar man har lidt nok, kommer til at søge efter Meningen med dette her, til at søge efter Lys og Klarhed, efter Gud og Paradiset, [side 4] efter at vide hvem man selv er, hvem Gud er og i hvilket Forhold man staar til hinanden.

Det kan slet ikke undgaaes. Saa bliver Spetakelen højere og højere, Lidelserne større og større, jo, da er det kun noget, der skal til for at vække Menneskene, for de sover dybt og trygt. De er uvidende om Skæbnedannelse, de ved ikke, hvorledes man skaber sig gode og lykkelige Skæbner. De gør ofte det modsatte af, hvad de skulde gøre, nemlig det, de er vante til igennem hele deres Dyretilværelse, at bruge Magt, Hævn, Had, Vold o.s.v.

Det er den Ild, den Sexualisme, der har været det bærende Princip igennem "Dyreriget" og det er ikke saa helt let at aflægge. Martinus fortæller os jo, at alt er Sexualisme, at alt hvad der sker, alt, hvad der iscenesættes er Resultatet af den højeste Ild eller Sexualisme. Jordmenneskene har kun kendt og benævnt een Form for Sexualisme, den fysiske eller kropslige, saa Martinus fortæller os meget nyt og logisk om Tilværelsen i alle dens Tilskikkelser.

Martinus skriver saaledes ogsaa, at Guddommen ikke har kastet de levende Væsner ud i Livet eller Mørket helt blottet for Anelse om at "han" eller Lyset eksisterer. "Han" har givet de levende Væsener, Jegerne: Planterne, Dyrene, Jordmenneskene og alle levende [side 5] Væsener, Evne til at opbygge Organer der evigt lader dem ane, tro eller fuldt dagsbevidst vide, at "han" eller Lyset og Saligheden ikke er udslukt eller gaaet helt til Grunde, men altid er til.

Og vi ser ogsaa, hvorledes f. Eks. Planten aner det, naar den tør og døsig strække sig mod Lyset, naar den faar Næring, den strutter af Velbehag paa sin Maade. Og vi kan erkende, at Dyrene og Jordmenneskene føler Lyset og Sagligheden i Parringsdriften, i deres kropslige Begærs Tilfredsstillelse, at Dyrene lever helt i Paradisets Have, naar de ikke bliver efterstræbt af Mennesker; de har intet andet at foretage sig end at sove, spise, drikke og at parre sig.

Og vi kan erkende, at Menneskene fremfor Dyrene har faaet Pligter, de har udviklet Intelligens, de maa æde deres Brød i deres Ansigts Sved og føde Børn med Smerte. De har "syndet" med at spise af "Kundskabens Træ", men det var en Nødvendighed for dem, naar de vilde udvikle Intelligensen.

Den højeste Ild, deres Begær, bød dem at gøre det, og de blev uddrevet af "Paradiset", af den fredsfyldte 100% Dyretilværelse. De er nu bunden paa Hænder og Fødder i Materien, i Traktater og Aftaler, de er saa indviklede i alt muligt til op over Ørene, at Flertallet kun savner Materialismen og er [side 6] bunduvidende om det virkelige Liv, om hvem Gud er, hvor han findes, hvor Paradiset findes, og hvem de selv er. Intet Under at Verden her er bleven en Skueplads for Sindssyge for Nervepatienter, for Hospitaler, Vaabenfabrikker og Krigsskuepladser, for Helvede i det hele taget. Det maa den blive, naar man lever i Mørke og er uvidende om Lys og Saglighed, om det fuldkomne Liv paa Godt og Ondt.

Menneskene har, som Martinus skriver, intet andet Forhold til Paradiset end deres Parringsakt. Det er den lille Sprække der er i Døren ind til den oplyste Festsal: Himmerigets Rige eller Paradiset. (Se Stk. 1669 i "Livets Bogs" 5. Bind.) Denne Sprække vender de da ogsaa atter og atter tilbage til.

Det primitive Menneske behøver, lig Dyrene, ikke anden Form for Paradiset end sove, spise, parre sig og samle til Rede, selvom det skal arbejde, er det tilfreds hermed, blot det har Konen og Ungerne derhjemme. Men Udviklingen gaar imod Kultur.

En Masse Mennesker kan ikke nøjes med denne Form for Underholdning, de kan ikke nøjes med blot og bar kropslig Sexualisme, Parringsdrift og Familieliv. De drives af endnu for dem ukendte Kræfter: Den højeste Ild eller de højere Legemers Sexualisme. Det fysiske Legeme er heldigvis ikke det eneste [side 7] Legeme vi har. Naar Døren til Paradiset bliver slaaet helt op, naar den lille Sprække er bleven til en aaben Dør, eller, naar man bliver sig bevidst i alle sine 6 Legemer og kan korrespondere med disse, da bliver der noget med at leve Livet, da bliver alt Lys, alt Fest og Glæde, alt Lykke og Saglighed, da bliver alt det Lys som ogsaa før var Mørke. Thi da skurer man ind i selve Guddommens Værksted, den aabne Festsals straalende Skaberværksted, hvor Gudesønnernes Omskabelse fra Dyr til Menneskesker sker.

Havde man kun det fysiske Legeme og dettes Form for Sexcualisme, da saa det galt ud for Menneskene, især først for Kvinderne. De har jo for længst flyttet den lødigste Form for Sexualisme over paa deres Følelseslegme og er bleven næstekærlige, har faaet Moderkærlighed til deres Børn. Mandens eller Faderens Indstilling til disse er mere en Stolthedsfølelse, hans ægte næstekærlige Følelse er senere udviklet end Kvindens.

For naturlige Mødre bliver Manden og Parringsdriften til et Nr.2 eller slet intet, da mange Kvinder - jeg ved det af Samtaler med disse - absolut intet saligt forhold oplever i en Parringsakt, saa det kan ikke være nogen Sprække ind til Himlen eller Paradiset for dem, mere er det en Port til Helvede for mange paa Grund af Mandens Voldinstinkt der er legaliseret [side 8] i Ægteskabet. Og Flertallet af Kvinder tør ikke tale højt derom, de lider i Stilhed og tror at saadan skal det være. Men har den højeste Ild, eller de sexuelle Kræfter været Aarsagen til, at Menneskene er bleven bunden i Ægteskaber, da vil den ogsaa være Aarsagen til, at man arbejder sig derud af til Friheden. Udenfor Ægteskabet er den fysiske Sexualisme da frivillig. Det der skulde være det "fineste" er bleven trukket længst ned i Snavset af Egoisme, vold og Magtprincippet.

Men Menneskene kan ikke evigt leve i disse for dem nedværdigende Tilstande uden at arbejde sig ud af dem med den højeste Ilds eller højere Begærs Hjælp. Og Manden bliver den sidste, der forlader denne Skanse, (Ægteskabet) fordi han er mere fysisk indstillet paa Sexualisme end Kvinden. Han har væsentlig overført den højeste Ild, sin nye Form for Sexualisme paa Intelligenslegemet. Han undersøger, eksperimenterer, graver og regerer, analyserer o.s.v.

Hans Manifestationer fordrer Ære, Position, Titler, Medaljer og alt det en Mand nu ynder at gaa og rasle med i Forhold til Kvinders Moderkærlighed, der er ren, selvom den er isprængt Egoisme. Enhver synes jo bedst om sine Grise. Men den fordrer intet til Gengæld, den kan give ud af hele sit Hjerte. Kærligheden [side 9] er renere, men ikke fuldkommen, hos den følelsesbetonede Kvinde end hos den intelligensbetonede Mand. Var Kærligheden fuldkommen og Samfundet dermed var der intet til Hindre for, at vi alle kunde tage hver blot 1 eller 2 Børn af Verdens sultne, fattige og ensomme Børn og holde lige saa meget af disse som af vore egne. Men saadan er det ikke, og saa vilde al denne Nød og Elendighed heller ikke findes.

Naar Halvvæsener bliver Helvæsener og Følesen og Intelligensen gaar i Balance opstaar først Alkærligheden. Og det tager Tid.

Vi ser, at Følelsen som saadan er den mest nødvendige i Verdenshusholdingen, selvom den ikke kan staa ene. Intelligensen gør Menneskene kolde. Den gør den overlegne, snu Forretningsmand kold f. Eks men ogsaa den begyndende Aandsforsker. Han, hun, kan have været meget følelsesfuld og indladende overfor sine Medmennesker, hvor Følelsen var i Overvægt. Men efterhaanden som Intellektet, eller den aandelige Intelligens sætter ind, Forstanden opstaar kan Billedet forandres. Man kan da komme i en vis Frygt for at blive misforstaaet, faa Skamfølelse maaske over tidligere Væremaade hvor man havde Følelse, Sympatitilkendegivelser uden Intelligens, og imod sin villie kan Væsenet nu blive et koldt Væsen og [side 10] virke Stik imod sin Hensigt. Og Afstanden mellem Mennesker, mellem Venner maaske, kan opstaa, hvor man gerne vilde nærme sig hinanden og befrugte hinanden aandeligt.

De fysiske Afstande, de kan let overvindes og er bleven overvunden. De kan befordres med Flyvemaskiner, med Tog, Skib, Bil, Cykle til Fods o.s.v. Men intet kan skille mere ad end aandelige Tilstande. Her er endnu meget at overvinde, naar den højeste Ild eller vore Begær sætter ind. Mennesker, der sympatiserer, der gerne vil i Kontakt med hinanden, befrugter hinanden paa en ny og højere Maade, søge Glæde og Opmuntring i hinandens Selskab kan ikke nærme sig hinanden endsige se paa hinanden af Frygt for at blive misforstaaet, især hvis Objekterne er gifte Personer. Der kan opstaa Misforstaaelser, Jalousi fra den anden Part i Ægteskabet, Sladder o.s.v. den Mentalitet er jo eneherskende og dem der omgiver os udefra og indefra i os selv i "Dyreriget".

Mennesket er sin egen værste Fjende. Det stiller en Mur op imellem sig og Omgivelserne af egne Ufuldkommenheder.

Men disse maa overvindes. Mennesker, der sympatiserer kan udvikle Tanker og aandeligt befrugte hinanden maa ikke forblive ensomme for disse Ufuldkommenheders Skyld hos sig selv eller andre. De maa kaste [side 11] alt dette af sig, som de slæber rundt med, de maa blive aandeligt frie i Befrugtnings øjemed, thi den fysiske Sexualisme er ikke den eneste Form for Sexualisme. De højere Legemer har ladet os ane en langt større Sprække i Døren ind til "Paradiset", og det er latterligt og nedværdigende for udviklede Mennesker ikke at overvinde de aandelige Hindringer der findes paa det aandelige Plan - i dem selv - naar de paa det fysiske Plan allerede er overvundne.

Det er hvad jeg ser, naar jeg standser op og mediterer lidt over Livet i Dag.

Kærlig Hilsen til Dem alle!
Deres
Marie Fixen.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.