Ordrup d. 30/1 48.

Kære Venner!

Mange Tak for Martinus’ Foredrag i "Livets Bogs" Bureau i Søndags! Det handlede jo om Emner som det er meget tiltrængt for Menneskene at faa Oplysning og Viden om, nemlig: Fysik og Aand.

De fleste Mennesker sanser jo nærmest kun den fysiske Verden, den fysiske Side af Tilværelsen, Tingene der er og der sker, her paa Jorden, og det er deres store Ulykke.

Som Martinus udtalte, er der kun een Udvej for saadanne materialistiske Mentaliteter, naar Lidelserne indtræffer, fordi de ved ikke hvad og hvorfor nogen Ting sker: Selvmord.

Og hvor ofte ser man ikke ogsaa, at Mennesker, der er fysisk indstillet tyer til denne Handling, naar Sorger og Skuffelser, Lidelser og Besværligheder indtræffer i deres daglige Liv. Deres Religiøsitet og Tro som jo dog lever svagt paa Bunden af deres Sjæl og Sind evner i mange Tilfælde ikke at bære dem over disse Tilstande. Man kan ofte forbavses over Mennesker der er kommen op i Aarene — Ungdommen har mere Mod og Lyst til Livet end den saakaldte "voksne" Type.

Mennesker, Mænd som Kvinder, der har opfostret en [side 2] Børneflok, har ladet dem døbe, konfirmere o.s.v. har tit ingen Modstandskraft overfor Livets Tilskikkelser naar de senere hen kommer til at staa ene f. Eks. mister sin Ægtefælle, og naar Børnene er fløjet fra Reden.

Det Liv, de har levet, har kun været noget ganske udvortes, noget fysisk, hverdagsagtigt, egoistisk, selvfølgeligt og vanemæssigt. De har søgt Kirke og Skole, de har omgaaet deres Ægtefælle og deres Børn ganske overfladisk, Taknemmelighed over mangt og meget har ikke bundfældet sig i deres Sind, egoistiske og selvoptagne som de har været i hele deres Færd i de unge Aar. Naar de bliver ene, bliver de ensomme, de føler sig forudrettede fordi de ikke alle Dage kan blive opvartede og faa deres Villie og deres Begær tilfredsstillet, hvis det er en Mand og blive forsørgede og afstivede i alle Livets Forhold, hvis det er en Kvinde. Men hvem skulde dog i al Evighed have Interesse af det? Man maa virkelig lære engang at staa ene og være uden Støtter. Men Selvmord bliver mange Gange Udfaldet. Mennesket, det eenpolede, har meget svært ved at staa ene at klare sig selv. Livet bliver vanskeligt for det eenpolede, forvænte og forkælede Han og Hunkøn. Det er et ulykkeligt, hjælpeløst og ynkværdigt Væsen.

Martinus sagde i et Foredrag i "Kosmos Ferieby" i Sommers [side 3] at man, naar man bad en Bøn, ikke skulde bede om at faa en fraskildt Ægtefælle tilbage.

Nej, selvfølgelig skal man ikke bede derom ligsaa lidt som det er nytteløst at bede om at faa en afdød tilbage eller at bede om noget som helst andet egoistisk. Man skal lære at staa ene.

Guddommen lader netop den staa ene der trænger til at lære dette. Det resulterer ofte i endnu flere Ægteskaber, men Evigheden er lang, saa det læres nok engang. Man har endnu ikke saa stort et Talent for at afgive og resignere som for at kræve at andre Mennesker skal være vore Støtter og Afstivere. Det kan jo ikke lade sig gøre at være et fint og uafhængigt Væsen med en blot og bar fysisk Mentalitet. Saadanne kræver og tilegner sig netop Tingene, Materien, Menneskene. Det er den største Lykke for os paa dette Trin at eje saa meget som muligt af materielle Værdier, Penge, Magt, Ære, Position, Ret og Ejendom over Ægtefællen o.s.v. Man sanser kun fysiske Værdier som værende Lykke.

I det Øjeblik man mister dette og disse Væsener er man maaske slaaet ud, er nervenedbrudt og uden Livslyst. Man har i sin Egoisme indstillet sig paa, at Tingene, og andre Mennesker var til for ens egen Skyld og ikke kunet sanse, at man [side 4] netop selv var til for de andrens Skyld. Kun det at eje kan for Materialisten skabe Lykke og Glæde i Tilværelsen. At man selv skulde kunne glæde andre, har man aldrig haft Tanke for. Den indfinder sig først senere i ens Udvikling. Naar man har haft Lidelse.

Med den fysiske Udvikling og Indstilling alene - om den aldrig er saa straalende - og med de fysiske Begær og fysisk Mentalitet i det hele taget, er Mennesket et ulykkeligt Væsen.

Det maa blive sig bevidst i, at Aand og Tænkning eksisterer, og er det samme, hvis det skal blive et lykkeligt Væsen. Det maa lære at tænke rigtigt, at se Tvivl og Tilværelsen med andre Øjne end de fysiske. Det maa begære Aand, ren Tænkning, i Stedet for Fysik, Liv i Stedet for døde Ting, Viden i Stedet for Uvidenhed. Det maa lære at indstille sig paa, at det selv er til for at hjælpe og glæde andre i Stedet for selv at kræve Hjælp og selv blive glædet. Det er Kunsten at leve, og uden Kunst intet Liv, kun Død, uden ren Tænkning, Aand og Koncentration intet Overblik, ingen Forstaaelse af det Liv, vi oplever, de Skæbner, vi ser.

Hvad er det da for en Aand og Tænkning, der behersker Verden og Menneskene i Øjeblikket, naar vi ikke kan benægte, at der er Aand til ,Tænkning? [side 5]

Ja, at det overvejende er den egoistiske Aand og Tænkning der er den eneraadende er ikke svært at se, naar man ser ud i Livet og ind i Menneskenes Hjerter, det være sig naar det gælder Nationer, Forretningsliv, Ægteskaberne o.s.v. Hvad er det for en Aand, der behersker vor Literatur, vor Musik, Malerkunst f. Eks. Er det ikke Kriminalitet, Mord og usmagelig "Kærligheds Manerer" (blaa Hæfte f. Eks.) forvirret Musik og Malerkunst, uafklarede Tanker, forvirret Aand? Jo, det er Menneskeners Aandsprodukter i Dag i det store og hele. Er det man lærer fra sig i Kirker, Skoler og Forsamlinger ikke ofte forvrænget og omlavede Talemaader af det oprindelige tænkte Aandsprodukter? ( De store Sandheder). Jo, men hvorledes skulde man vente noget fuldkomment af en ufuldkommen Slægt?

Vi lever i en Tid, hvor man tager sin Tilflugt til Tobak, Spiritus, Ferietabletter o. a. narkosestillende Midler for i det hele taget at tænke og holde sig oprejst i Stedet for at tage Tilflugt til sin Aand, sin Tænkning og Forstand. Og Resultatet maa blive derefter.

Naar Menneskene eengang bliver lige saa ivrige efter at søge til de sande aandsoplysende Kilder, som de nu er efter at søge til Apothekerne og Købmændene efter Nikotin, da vil deres Aand, deres Tænkning klares, og deres fysiske Manifestationer, deres Skabeevne [side 6] i den fysiske Verden vil blive mere fuldkommen, og de selv mere lykkelige.

Der lever, og har altid levet, saa mange Mennesker, der har forsøgt med deres Kunst, deres Tænkning og Aandsmanifestationer, at føre Hoben frem til højere og renere Tænkning for at forbedre Verden, at man ustandselig faar, eller kan faa denne Aand i store og smaa Dryp hver Dag, hvis man blot vil og kan tænke og er modtagelig derfor. Men man skal selv gøre noget derfor. Man skal læse gode Bøger, man skal se gode Film, Skuespil o.s.v. Man skal have Begær efter at vide noget om Livet og suge Næring til sig alle Steder hvor god Aand, rene Tanker, har baaret Frugt.

Hvad giver f. Eks. ikke Komikeren Chaplin i sin over Krig, Had og Magtbegær ironiserende Film: Diktatoren? Og hvad gives der ikke i den amk. Film De bedste Aar, i Anouilh Skuespil: Den Rejsende uden Bagage og saadan kunde man blive ved, Bøgerne er slet ikke til at nævne, de ligger i Dynger for den der begærer at læse dem. Vore Tanker, vor Aand, har rig Lejlighed til at blive Kultiveret. Og Gud give at alle disse Dryp maatte blive til en Flod, en Regn af Aand der kunde tilflyde Menneskene udenom de altfor store og svære Lidelser der ellers følger i den fysiske Mentalitets Kølvand. Thi kun vor [side 7] egen Aand, vor egen Tænkning, Indsigt og Villie kan føre os frelst ud af Helvedet her paa Jorden og ind i Himlen samme Sted.

Mennesket er paa een og samme Tid og Sted baade Fysik og Aand.

Med kærlig Hilsen til Dem alle!
Deres
Marie Fixen

P.S Undskyld mit forsinkede Brev, der blev skrevet i Ordrup men ikke afsendt.

Nu er jeg atter i Odense og har taget lille Ebbe med mig hjem paa Grund af manglende Hjælp til at passe ham. Han er igen rask og er en dejlig Unge.

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.