Odense, d. 23/9 47.

Kære Venner!

Ja, jeg maa ind imellem den daglige Travlhed og Trummerum se at faa Tid til al skrive nogle Tanker ned igen. Det er jo saadan, at man til Tider, naar man standser, maa forbavses over sig selv og erkende Sandheden at: alt er relativt, alt er Forandring, ogsaa en selv og hele ens Indstilling. I nogle Menneskers Bevidsthed og hele Indstilling er der næsten ingen mærkbar Forandring at spore gennem Aarene, der gaar, og i andre Mennesker foregaar Forandringen i et hurtigt Tempo. Saa hurtigt, at man næsten ikke kender sig selv. Udadtil har Tempoet i Udviklingen været fabelagtig paa nogle Omraader i det sidste halve Aarhundrede medens man hos det store Flertal af Menneskene næsten ingen Udvikling kan spore paa den aandelige eller mentale Himmel. Dog sporer man den i Kirkernes Affolkning, i Ægteskabers Opløsning og mange andre Steder i det kollektive Samfund, men hos det enkelt Individ er Indstillingen og Mentaliteten i det store og hele den samme, de enkelte Idealisters Stemme bliver kvalt af Flertallet. Saa man kan undertiden godt blive træt og komme ind i en laden staa til og tænke, at, hvad kan det nytte? Menneskene er døde, de kan vist ikke opvækkes, de har deres Begær, der skal udleves, og det maa tage Tid.

Man kan kun beundre Martinus for hans altid usvækkede Energi. Han maa jo have Tiltro til Menneskene og Viden om, at det kan nytte, ellers blev han nok ikke ved med at missionere for det Godes Sag og for den Udvikling i den Enkeltes Mentalitet der er Maalet for os alle. Vi andre maa tage ved Lære deraf og hjælpe til hver paa sin Vis som smaa Hjul i det store aandelige Maskineri der skal bringe Verden, eller Tilstandene i den, fremad og opad til det bedre. Søvn og Hvile fremmer intet Initiativ, ingen Udvikling.

Det vilde da ogsaa være uretfærdigt at sige, at det store Flertal af Menneskene sover, naar de saaledes arbejder, som de gør, indenfor de forskellige Partier, paa Kongresser og store og smaa Møder overalt paa Jorden. Alle arbejder de paa Fred og forbedrede Tilstande i Verden. Men det paa en Maade der kun ser ud til, at det resulterer i endnu en Krig, der kan skabe endnu større Kaos, flere Lidelser og et endnu større Helvede paa Jorden end der hersker i Forvejen. Samtidig med at store Hære uddannes og opmarcheres ved Grænserne arbejder man paa Freden paa store Kongresser, planlægger endnu større frem i Tiden, Man bygger nye Babelstaarne saa skønne saa de, Gud give, aldrig maatte vælte. Men Guds Veje er endnu ikke Menneskenes Veje, saa der er store Sandsynlighed for, at de vælter. Det sidste store Babelstaarn skriver Redaktør Anker Kirkeby om er lavet i Schweiz ( Polit. pr 18/9 47 ) i Sommerens mest betydelige Kongres, hvor man dannede: "Verdensbevægelsen for Verdens forenede føderalistiske Stater," og for hvilke Sekretæren for Underhusets Komite Miss Edith Wyennz f.T er paa Rejse i Skandinavien for, som hun udtaler sig, med det nystiftede Parlament at støtte Hus og sætte Tempoet op, for Atombomben svæver som en forfærdelig Trusel over de nærmeste Aars Udvikling. –

Ja, det er gode og høje Tanker Menneskene fostrer, men der er ogsaa andre Tanker til, og vi faar se, hvem der kommer først, Krigen eller Freden. – Begge Tilstande lever i Menneskene, men man ved blot ikke endnu, hvorledes man skal gribe det hele an. Derfor kan de Babelstaarne Menneskene laver meget let vælte. Er der nogle, der trykker fra den ene Side er der andre, der maaske er stærkere, der trykker fra den anden, og vi ser Resultatet. Men – alle gode Tanker kan ikke dø. Vælter det eet Sted bygger man dem op et andet Sted.

Noget Babelstaarn der kan staa for det værste og farligste Tryk kan man kun bygge i – sig selv. Kun der kan man være sikker paa at bygge det, der ikke kan væltes. Det, man bygger sammen med andre, kan man aldrig stole paa kan staa fast.

Kun ens eget Jeg kan man sammentømre, først med sin Opdagelse, siden med sin dagsbevidste Villie og siden med sin Vane, saa det kan staa paa en Klippe. Flere Jeger af samme Kvalitet kan danne en Blok eller større og større Babelstaarne der kan staa til evig Tid unden at vælte. Alt andet bygger man kun paa Sand der er let til at skride.

Kun i dobbeltpolede Væseners Bevidsthed kan der være Tale om at bygge Babelstaarne paa en Klippe.

I enpolede Væseners Bevidsthed vil der altid være for meget løst Sand tilstede. Saadanne Væsener vil altid og i alle Tilfælde have Sympati eller Antipati, vil altid være for eller imod en Sag og reagere til Fordel for sig selv eller dem eller det de med deres Anskuelse hælder imod. Sker det f. Eks. at ens Fædreland bliver angrebet, jo, da er det eenpolede Væsen villig til at kæmpe paa den ene eller den anden Maade for sin "Ejendomsret". Kærligheden er begrænset, man kan ikke finde sig i al Ting, man vil have noget, man kan kalde sit eget, Folkets. Og sker der til Eks. et Trekantmord, hvoraf man oplever saa mange, og man foretager et Rundspørge ang. hvorledes denne eller hin nu vilde reagerer i den samme Situation, da vil man næsten altid faa at høre, at enten vilde man gøre det samme, myrde Rivalen (inden) eller man vilde gaa ind i sig selv, trække sig tilbage, højt krænket og forsmaaet, og være Martyr.

Kun meget sjældent, eller aldrig, vil man faa at høre, at man, endda meget gerne, vil tilgive noget eller nogen til Fordel for den andens Lykke. Det manglede da bare at man skulde det. Man vil da have noget og nogen man kan kalde sit. Nej, Menneskenes Anlæg for at afgive, give fra sig, naar det gælder det aller helligste, som man kalder det, det kendes ikke. Større er de for at tage til sig af alle Ting, Medvæsener iberegnet.

Der skal et vist Maal af Overlegenhed, Livserfaring og Hensyn til for at Tyngdeenergien ikke skal vibrere med Intolerance, Haab, Vrede o.s.v. eller for at ens indre Babelstaarn ikke skal kunne rokkes, og man tager Tilskikkelsen med Ro, Beherskethed og Smil paa Læben over ens Næstes Manifestationer, hvor nærgaaende og berettigede de end maatte være overfor ens saakaldte Ejendomsret, som man selv har paaklistret sig gennem Vaner og Dogmer.

Og det er dog kun med denne uselviske og kærlige Indstilling overfor sin næste, at man kan bygge en helt ny, bedre og fredelig Verden op. Alt det, der er i den gamle Verde, i den gamle Mentalitet, det maa først forlades. Og det er slet ikke saa lidt, naar man tænker paa hvor gammelt det er.

Saa det er sværere end som saa at bygge én ny Verden op i Renkultur, saa vi intet af det gamle nedarvede fra "Dyreriget" slæber med er os ind i det næste Rige "det rigtige Menneskerige."

Men lad os haabe at Menneskene aldrig bliver trætte, at Forsynet altid (og det er der sørget for) tager en Haand i Nakken paa os, hvor og hvad vi end arbejder med, saa vi forbliver vaagne og gennem Erfaring på Erfaring bruger vor Villieføring til at fremme det uselviske Moment i vort Væsen, saa dette Rige, der er inden i os, ikke skal forblive en tænkt Utopi for Jordens Beboere men bliver: en Realitet.

Kærlig Hilsen til Dem alle!

Deres

Marie Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.