Brev-id: 
30989      Se originalbrev
Dato: 
1945-10-02
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Rudkøbing
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Helmer Fogedgaard takker for samtalen med Martinus og vil nu offentligt korrigere misforståelserne. Nu er der intet, der skiller Helmer Fogedgaard fra Martinus. Johnsen har trukket sig fra Okkultisten, og Helmer Fogedgaard lover, at al omtale af Martinus herefter vil være venligsindet.

Helmer Fogedgaard
Prokurist
-----
Bopæl: Rue Villavej 5
Telefon: Rudkøbing 460
Post-Adresse: Box 9, Rudkøbing

Rudkøbing, d. 2. Oktober 1945.

Kære Martinus!

Ved min Hjemkomst fra København modtog jeg Deres kærlige Brev, som glædede mig overmaade meget. Og særlig lykkelig var jeg naturligvis over den Samtale, jeg fik med Dem. Min hjerteligste Tak for al den Godhed, De viste mig saavel i Brevet som ved Besøget hos Dem. Det betød meget for mig at faa disse Problemer klaret, og nu er det ogsaa min Agt efterhaanden at faa de Misforstaaelser, jeg har gjort mig skyldig i, offentligt korrigeret. Jeg er jo kun sandhedssøger, og det kan derfor ikke genere mig at erkende, at jeg har begaaet nogle Fejl i min Tænkning.

Det er naturligvis rigtigt, som De skriver, at jeg for længst burde være gaaet til Dem for at faa reel Besked. Men dels lider jeg meget under Generthed, og dels fandt jeg det lidt pinligt at ulejlige Dem direkte med min Skepsis. Men det var sandelig dejligt, at jeg fik det overstaaet, for jeg har jo lidt en Del ved at maatte tumle med disse tilsyneladende mørke Punkter i Deres ellers saa geniale Værk. Dog har jeg hele Tiden haft et Haab om, at det kun var den Betydning, man lægger i Ordene, der skilte os, og det viste sig jo ogsaa at være Tilfældet. Men som nævnt under Samtalen, tror jeg, det vil være en Fordel for alle Parter, naar De ved Deres Analyser i Forvejen præciserer, hvornaar det skal forstaas kosmisk, og hvornaar der er Tale om det rent timeligt-sanselige. Saa vil alle Misforstaaelser kunne undgaas. Nu er jeg i hvert Fald i den glædelige Situation at kunne sige, at intet skiller mig fra Dem mere, kære Martinus. [Føjet til i margenen med Martinus' håndskrift: Besvares i Julekortet]

Til Slut har jeg den sikkert glædelige Meddelelse, at Johnsen har trukket sig tilbage, saaledes at han fra Nytaar hverken har med Redaktionen eller Udgivelsen af "Okkultisten" at gøre. Bladet bliver til den Tid udgivet af en Kreds af Medarbejdere, og Redaktionen vil blive saadan, at eventuel Omtale af Dem og Deres Arbejde kun bliver venligsindet og kærlig. - Endnu engang hjertelig Tak for sidst og kærlig Hilsen fra Deres hengivne

Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.