Brev-id: 
30946      Se originalbrev
Dato: 
1955-06-21
Afsender: 
Sysse Buch & Tage Buch
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Danmark
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Tak for kortet fra Island. Foredrag for præsterne. Får du tid til at se dig omkring på øen? Fru Olufsberg er død. Vi glæder os til dine foredrag i Klint og til at se dig igen

Den 21. juni 1955.

Kære Martinus.

Hjertelig tak for din hilsen på det fine kort fra Island. De var dejligt at høre lidt om, hvordan det går, og om den gode tilslutning du har til dine foredrag. Det er morsomt at høre også om dit venskab med præsterne, – og gennem Jens og Vera har vi hørt om, at du i Reykjavik skulle holde foredrag for nogle præster, som biskoppen ville sammenkalde i samme anledning. Vi glæder os til at høre om det alt sammen, når du inden længe kommer hjem igen.

Vi håber, at du også får tid til at se dig omkring på øen, og at du måske endog får stiftet bekendtskab med huldrefolk. Forhåbentlig er vejret nu blevet bedre, så du får lidt fornøjelse af dit fotografiapparat og dit filmapparat. Jeg glæder mig også til at høre lidt om Vignir og hans arbejde, – vi blev så glade for ham den sommer han var hernede, men det falder os svært at holde forbindelsen rigtigt vedlige, når vi ser ham så lidt som tilfældet er. Men måske kommer han snart herned igen en tur???

Du bedes hilse ham og hans kone meget fra os begge.

Herhjemme går det uden store ændringer, dog, vi har hørt at fru Olufsberg er død, og at der har været nogen uro i den forbindelse, men ellers har det gået ved det vanlige med både glædelige og mindre glædelige ting i skøn forening.

Sysse og jeg skal på ferie i Klint fra lørdag den 25. ds. og skal være der i 14 dage fremefter, – så vi glæder os til at du kommer hjem og holder foredrag og til at kunne tale med dig igen.

Det var jo meget spændende, da du første gang tog til Island, men nu, hvor du har været helt i Japan og i Indien, blegner Islandsrejsen lidt. Men det glæder os nu alligevel meget, at du igen kan komme til at så i den øjensynlig gode jordbund deroppe, og omend det altså ikke er fuldt så spændende som tidligere, er det så meget mere værd på den måde, at der er sund vækst i arbejdet der, og at du vinder mange venner deroppe. Samtidig får du stimuleret Vignir, så han får øget styrke til at varetage sit job deroppe på sagaøen.

Vi sender dig så til slut vore allerkærligste hilsner og tanker og sige dig tak, fordi du fra dit fjerne opholdssted fik tid til at tænke på os og til at sende os en hilsen. Hav det fortsat godt og altså på glædeligt gensyn inden længe.

Dine hengivne
Sysse og Tage


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.