Brev-id: 
30834      Se originalbrev
Dato: 
1955-06-17
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Henrik Voss & Jane Voss
Afsendersted: 
Island
Modtagersted: 
Danmark
Emne: 
En hilsen fra Island

Reykjavik 17. Juni 1955.

Kære Jane og Henrik!

Blot hermed en lille kærlig Livsytring heroppe fra Eventyrlandet under Polarkredsen. Jeg har været i Akureyri og holdt 4 Foredrag der. Vor Sag har mange kærlige Venner her. Og jeg bliver meget forkælet alle Vegne, hvor jeg kommer. Paa en af vore Udflugter var jeg til Kaffe hos Provsten.

Jeg er nu atter tilbage i Reykjavik. Har holdt Foredrag for det teosofiske Samfund om den kommende Verdenskultur. Ved samme Lejlighed foreviste jeg min Film fra Japan og Indien, som man meget ønskede at se. Ligeledes viste jeg ogsaa min film fra Kosmos Ferieby. Jeg har gentagne Gange været Gæst hos Gretar Fells og Frue, som er meget søde imod mig. Ligeledes er jeg meget sammen med Vignir Andresson og Deltagerne i hans Studiekreds sidste Vinter. Præsterne her er meget interesserede. Jeg er inviteret af Biskoppen til en Sammenkomst med alle Islands Præster, som for Tiden er forsamlede her i Reykjavik. Det er meget spændende. Men her er stor Interesse for vort Arbejde overalt, og jeg er glad over at jeg kom herop. Det støtter Vignir Andresson meget i hans Arbejde for Sagen her. Den 19. 20. 22. og 23. skal jeg give mit store Kursus for Islændinge. Her kommer ogsaa mange Præster til Stede. Alt gaar således vel til og min Rejse er intet mindre end et Eventyr. Nu haaber jeg inderligt, at det er gaaet godt med Henriks Operation, og at De snart kan komme paa Rekreation. Jeg har tænkt meget paa ham. Jeg haaber ogsaa, at De kære Jane har det godt. Jeg har sendt et Kort til lille Sisse. Og hermed de kærligste Hilsener og paa glædeligt Gensyn senere.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.