Brev-id: 
30748      Se originalbrev
Dato: 
1943-12-03
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Erik Gerner Larsson
Afsendersted: 
Rudkøbing
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Helmer har afhændet Okkultisten til et konsortium og er nu en fri mand. Helmer er ked af at have svigtet Erik Gerner Larssons tillid. Helmer forklarer, hvad det er, han har kritiseret, nemlig formen (og ikke indholdet eller Martinus selv). Helmer har fået bekræftet, at kritik ikke tåles på Livets Bogs Bureau og gør det klart, at han ikke kan hykle. Helmer skriver om kærlighed, skæbne, retfærdighed og ærlighed. Han vil ikke være en eftersnakker.

Helmer Fogedgaard
Prokurist
-----
Bopæl: Rue Villavej 5
Telefon: Rudkøbing 460
Post-Adresse: Box 9, Rudkøbing

Rudkøbing, d. 3. Decbr. 1943.

Kære Erik!

I Dag har jeg faaet afsendt det sidste Materiale fra "Okkultisten" til det Konsortium i København, der ønsker at fortsætte. Nu er der intet mere i mit Hjem, der minder om "Okkultisten"s Redaktion. Jeg er Privatmand nu. Først og fremmest er jeg fri og uafhængig. Kun mine Sympatier binder mig. Ellers er jeg det fuldkommen frie Menneske, jeg elsker at være. Frihed sætter jeg højere end alt andet i denne Verden, men det koster Kamp og Lidelse at opnaa den.

Du skal have Tak for dit Brev af 27/11, kære Ven. Jeg føler, at jeg har skuffet dig dybt, og det er heller ikke underligt. Jeg synes ogsaa, at det er Synd for dig, for du havde Grund til at vente noget andet. Du har vist mig en enestaaende Tillid, som jeg altid vil være dig dybt taknemmelig for. Og jeg vil altid holde af dig som Ven, fordi du har gjort, hvad du kunde for at give mig en enestaaende Chance. Tro endelig ikke, at jeg er blind for dette, kære Erik. Vær ogsaa forvisset om, at jeg langt hellere vilde have glædet dig. Det er mig inderligt imod at gøre andre Mennesker bedrøvet eller skuffe deres Tillid.

Men naar vi ser nøgternt paa, hvad der er sket, saa burde det jo kun kunne karakteriseres som Bagateller, forudsat at vi hver især er kemisk fri for Forfængelighed. Det er ikke Martinus' Person, jeg har kritiseret, for det vilde der slet ikke være nogen Basis for. Det er ejheller hans Lære, for jeg har ingen Brist kunnet paavise. ("Inkonsekvenserne" ser jeg bort fra, fordi de kun er baseret paa Anvendelsen af overleverede Talemaader, der næppe skal vejes paa Guldvægt). Tilbage er der kun, at jeg har kritiseret Formen (Dispositionerne og Sproget) i "Livets Bog". Men dette har jeg ikke gjort for at være ondsindet. Det er mig jo netop en personlig Sorg, at dette ellers saa geniale Værk skal lide af Brist, som selv almindelige Jordmennesker kunde have fjernet. Og husk endelig, at dette er ikke kun noget, jeg mener. Det menes i vide Kredse. Men jeg er maaske den eneste, der er saa ærlig at sige det. Fra min Side var det en venskabelig Handling, men jeg har jo ikke indtrykket af, at det er modtaget i samme Aand. Det er meget muligt, at jeg er naiv, men jeg mener, at hvad der kommer fra en Verdensgenløser bør være intet mindre end fuldkomment - lige til det mindste Komma! Den gamle Verdensimpuls' Skrifter har været tilstrækkeligt præget af Ufuldkommenheder. Kan den nye Verdensimpuls' Skrifter ikke blive fuldkomne, saa er det hele snart til at fortvivle over. Jeg har givet Udtryk for denne Skuffelse, fordi den behersker mig stærkt, og det var nødvendigt for mig at vide, hvordan I reagerer, naar jeg giver Udtryk for den, før jeg bandt mig til det snævre Samarbejde. Derfor foretog jeg denne Prøve – ogsaa for jeres Skyld – da det er umuligt for mig at optræde som Hykler i et Samarbejde. Nu fik jeg paany bekræftet, at Kritik ikke taales paa L.B.B. Hvis blot Tilbedelses-Tendenser blev afvist ligesaa energisk, vilde jeg havde følt mig tryggere. Det er nemt nok at være elskelig, naar man bliver rost, men hvordan naar man bliver kritiseret? Det er en meget utaknemmelig Rolle, jeg har paataget mig, men alligevel mener jeg at have optraadt mere ærligt og kærligt end saa mange af de andre, der kalder sig jeres Venner. Kærlighed er dog ikke identisk med smukke Overfladesmil og Snakken efter Munden. Jeg har ogsaa Herredømmet over mine Ansigtsfolder, hvis jeg vil, men alt, hvad der er uægte, er mig modbydeligt. I øvrigt har Martinus jo ogsaa flere Gange i sine Foredrag gjort Kærlighed identisk med Logik og Retfærdighed. Det er ogsaa den eneste Maade, Guds Kærlighed kan erkendes paa. Mere end Retfærdighed kan ikke fremkomme i et logisk Univers. Der er ikke Tale om Begunstigelser eller Foræring. Vi faar kun, hvad vi har gjort os selv fortjent til. I modsat Fald skulde der være skabt noget af intet. Det er her klart, at Martinus mener noget andet med Kærlighed end Folk i Almindelighed. Den almindelige Opfattelse er jo, at Kærlighed er noget, man yder en anden, uden at denne har Krav paa det. Det er et ekstra Plus, som frivilligt tilføjes. Dog maa vedkommende naturligvis have dette tilgode i sin Skæbne og altsaa alligevel – muligvis gennem et helt andet Menneske – gjort sig fortjent til det. Kærlighed i den Forstand, at der ydes mere, end der er retfærdigt, tror jeg ikke paa, og vi skal vist være forsigtige med at bruge dette Kærlighedsbegreb i en for romantisk Form. Der tales saa meget om Guds Kærlighed, men mere end Retfærdighed kan det ikke blive til, hvis Logikken skal opretholdes. Jeg mener ogsaa, at det er nok med Retfærdighed kosmisk set. Men saa var det maaske ogsaa mere ærligt at undlade det meget stærke Ord Kærlighed. I det hele taget bør Aandsvidenskaben befries for alle Tendenser til religiøs Romantik og Vulgær-Religiøsitet. Først da bliver det til Forskning. Og naar du slutter dit Brev til mig, kære Ven, med at skrive, at du ønsker, at jeg i Fremtiden vil bliver hensynsløs kærlig i Stedet for hensynsløs ærlig, saa mener jeg heri at finde lidt af den Romantik, som gør Aandsvidenskaben taaget. Kærlighed er – som det fremgaar af ovenstaaende – et noget svævende Begreb. Men lad os endelig undgaa indenfor Aandsvidenskaben at faa noget, der er analogt med Teologernes bekendte Taagetale. Ærlighed og Kærlighed kan ikke stilles op som Modsætninger. Jeg mener rent ud, at man ikke kan være kærlig i virkelig Forstand, hvis man er uærlig. Jeg kunde nemt stille mig kærlig an i klassisk Forstand overfor jer – specielt fordi jeg holder af jer – men i dette Tilfælde vilde det have været katastrofalt, om I skulde faa en Hykler til Medarbejder. Og en Hykler vilde jeg være, hvis jeg havde undladt den Kritik, jeg havde fremført. Jeg har af dette lille Intrmezzo lært, at hvis jeg gik med Maske og optraadte som Hykler, saa kunde I have brugt mig paa L.B.B. Men nu, da jeg har foretrukket at være bundærlig, saa kan jeg ikke bruges! Det giver mig jo lidt at tænke over, og jeg kan desværre ikke blive fri for at sætte det i Forbindelse med Førerprincip og Ensretning – noget jeg hader af et godt Hjerte. Vi maa ikke hade, nej – men jeg er ærlig nok til at sige, at jeg alligevel hader visse Principper – ikke Mennesker! At man skal være et behageligt og gerne kærligt menneske er vi i høj Grad enige om. Jeg tror ogsaa at kunne sige, at alle i mine daglige Omgivelser finder mig særdeles omgængelig – andre maaske endda lidt for følelsesbetonet – men man skal dog heller ikke gaa saa vidt i sit Kærlighedsønske, at man bliver et upersonligt Skvat. Begrebet FORSKNING maa vi heller ikke glemme indenfor Martinus' Arbejde. Men drejer det sig om virkelig Forskning, kommer man heller ikke uden om den hensynsløse ærlighed, som jeg tilbeder, og som vist har chokeret jer lidt. Sandhed er mere kærlig end Usandhed – ogsaa selv om den er brutal! Der er visse Ting, jeg ikke kan gaa paa Akkord med – ogsaa selv om det skal koste mig et Samarbejde med en Verdensgenløser, som der ikke er Chancer for at opleve een Gang i hver Spiral – og det er absolut Ærlighed og Sandhedskærlighed. Saa maa den romantiske Kærlighed komme i 2. Række. – Det er dette, der er gaaet op for mig i sin fulde Konsekvens, kære Erik, og derfor maatte jeg skuffe dig saa dybt. Det er ikke Udtryk for nogen Dobbelthed i min Karakter, som du antager. Men i Kolonien blev jeg maaske nok lidt overrumplet. Hvad jeg skriver i dette Brev er efter moden Overvejelse og giver Udtryk for min virkelige Karakter. Hvis I kun kan bruge Eftersnakkere i Martinus' Arbejde, maa der være noget galt. Nu er jeg en fri og uafhængig Mand, og det nyder jeg. Fremdeles haaber jeg med Tiden at faa Lov til at gøre et Arbejde for Martinus, men min Frihed til at tænke selv og have mine egne Meninger giver jeg aldrig Afkald paa. Et Samarbejde med Martinus vil altid have min Interesse, men ikke som en ydmyg Tjener. Jeg vil tjene Sandheden, men aldrig Personer. Med den Viden, Martinus har givet mig, ser jeg klart, at alt er lige guddommeligt, hvorfor Begreber som Ærefrygt, Tilbedelse, Underkastelse o.s.v. er uden Mening. Men Sandhed, ærlighed, Beskedenhed og naturlig Godhed vil der altid være Brug for. – Kærlig Hilsen fra din hengivne Ven Helmer.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.