Brev-id: 
30733      Se originalbrev
Dato: 
1944-04-15
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Helmer Fogedgaard
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Rudkøbing
Emne: 
Martinus takker for Helmers brev og skriver, at det var godt, at han (Martinus) ikke accepterede nogle af Okkultistens skribenter som medarbejdere i sagen. Medarbejderskab af et højere åndeligt arbejde kan ikke tildeles på grundlag af private sympatier, men kun i kraft af egen medfødt skæbnebestemmelse. Et væsens udviklingstrin kan ikke omgaas eller dækkes af venskaber. "Okkultisten"s forfølgelse af Martinus er ikke dårlig karma, men en af Martinus bevidst skabt ubehagelighed.

LIVETS BOGS BUREAU
MAANEDSBLADET KOSMOS - KOSMOS FERIEKOLONI
KORRESPONDANCEAFDELINGEN
MARIENDALSVEJ 94-96 - KØBENHAVN F.
TLF. GOTHAAB 9280
POSTGIRO 29 580

København F., den 15/4 – 1944.

Kære Helmer Fogedgaard!

Dette for at sige Dem hjertelig Tak for Deres kærlige Brev af 3.ds., hvis Indhold jeg har været meget glad for at læse.

Det er rigtigt, at "Okkultisten" ikke er mig særligt, venligt stemt og af al Kraft søger at give sine Læsere et Vrangbillede af min Sags virkelige natur. Denne Uvenlighed eller meget slet camouflerede Indignation og Bitterhed imod mig maa vel skyldes den Omstændighed, at Bladet i en fremtrædende Grad er Talerør for Personer, hvis Ønske om at faa en fremtrædende Rolle indenfor mit Arbejde ikke har kunnet efterkommes herfra. Det forekommer mig, at "Okkultisten" nu er blevet en Understreging af disse Væseners aandelige Umodenhed og derved gør det til Kendsgerning, at jeg handlede rigtigt overfor den Sag, der er blevet min Mission, og kærligt overfor de Væsener for hvem samme Sag er blevet en Livsbetingelse, ved ikke at acceptere de nævnte Væsener som Medarbejdere. Grunden til denne min Handlemaade var dog ikke i nogen som helst Retning dikteret af Uvenlighed eller Antipati, men derimod ene og alene begrundet i den Omstændighed, at et førende Medarbejderskab i et højere okkult eller aandeligt Arbejde slet ikke, saaledes som Tilfældet er med materialistiske Foreteelser, kan uddeles paa Grundlag af private Sympatier eller personligt Venskab eller som Tak for ydede Tjenester, men derimod udelukkende kun i Kraft af Væsenernes egen medfødte Skæbnebestemmelse. Enten har man naaet det nødvendige Udviklingstrin og kan da umuligt holdes ude fra den højintellektuelle Rolle, ens Liv da af naturen er bestemt til at skulle udfylde, eller ogsaa har man ikke naaet nævnte Trin og vil da umuligt kunne udfylde omtalte Rolle. Et Væsens Udviklingstrin kan ikke omgaas, saaledes som man kan omgaa juridiske Love. Det fornægter sig ikke, og kan ikke i Længden camoufleres eller dækkes af private Sympatier, Luner eller Venskaber. Enhver maa her blive paa sit Trin og kan kun forlade det ved Udvikling. Jeg har derfor en god Samvittighed. "Okkultisten"s Forfølgelse af mig og min Sag kan saaledes ikke blive den "daarlige Karma", som jeg, efter Hr. Johnsens Mening, har til Gode, men er derimod kun udgørende den Slags Ubehageligheder, jeg paa Forhaand helt bevidst hellere udsætter mig for end at give min Sags Magt mere eller mindre i Hænderne paa Mennesker, der endnu ikke har "fundet sig selv", og derved udsætte dem for et Ansvar, de er altfor umodne til at bære.

Men det er dog en Trøst for mig at vide, at Forsynet har sin kærlige Plan med disse mine Forfølgere og engang ogsaa vil bringe dem til at glæde sig over den lysende Vej ud af Mørket, mine Analyser er bestemt til at være for alle Mennesker.

Med min kærligste Hilsen og endnu engang Tak for Deres Tillid.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.