Brev-id: 
30462      Se originalbrev
Dato: 
1932-06-15
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Lars Nielsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Aarhus
Emne: 
Tak for støtten. Livets Bog vil blive udgivet omkring 11. juli

Joachim Larsensvej 31.d. 15-6-32.

 

          Kære Hr. og Fru Lars Nielsen!

     Ja allerførst vil jeg bede Dem tilgive mig, at jeg først skriver nu, men Aarsagen dertil er den, at jeg hver eneste Dag siden jeg fik Deres Brev, har haabet at kunne skrive til Dem, at nu er "Livets Bog" færdig. Imidlertid, Dagene gik, og nu turde jeg altsaa ikke vente længere med at svare. Før jeg dog gaar videre, vil jeg først bemærke, at "Livets Bog" første Del i Realiteten er færdig, og førstkommende Lørdag er den afleveret! Med Hensyn til Udgivelsesdagen rykker den os jo ind paa Livet med Stormskridt - jeg vover foreløbigt at antyde, at der kan blive tale om Mandag den 11 Juli, - man jeg tør altsaa kun antyde det, der kan jo ske nogle Dages Forskydelse, men helt galt bliver det ikke.
     Ja kære Hr. og Fru Lars Nielsen, det er en herlig Følelse for os at kunne meddele vore Venner at Maalet er i Sigte, - et Maal hvis Betydning først helt vil blive værdsat af senere Slægter, men som dog ogsaa, det tør jeg frit sige, er af den største Betydning for os. Først nu vil alle Martinus Venner helt kunne begynde at fatte de uendelige Vidder der igennem denne Mands Væsen og Manifestation kommer til Syne af det Rige, der før "ikke var af denne Verden". Jeg glæder mig usigeligt til at De skal læse denne Bog; Thi jeg føler at De har alle forudsætningerne for ikke alene at kunne fatte Ordene, men ogsaa de dybe Perspektiver, der ligger nedgemt i disse Sætninger der vil blive aandeligt Brød for Fremtidens Millioner.
     Og saa skal jeg jo bede Dem modtage Martinus hjerteligste Tak for de tilsendte Beløb, en Tak som jeg jo ogsaa dennegang skal bede Dem bringe videre. Ligeledes skal jeg bede Dem modtage hans bedste Tak for Deres smukke Tilbud om yderligere økonomisk Støtte, et Tilbud som bragte os megen Glæde, idet vi jo begge var lykkelige ved at vide, at vi ikke, selv i det rent materielle, stod ene i Kampen for at bringe hans Viden ud til Menneskene, men foreløbig haaber vi dog, at Skærene ikke bliver større end de kan klares, - men Tak for den vidunderligt stimulerende Tanke bag Ordene.
     Saasnart det bliver os muligt nøjagtigt at fastsætte tidspunktet for Udgivelsen, skal De saa høre fra os, saavel som jeg formoder, at det vil være af Interesse for Dem at faa nogle af de Meddelelser der i den Anledning vil blive trykt.
     Modtag indtil da de kærligste Hilsner fra Martinus, baade til Dem selv og til de af hans Venner derovre, der maatte være glade derved.
     Til Slut ligeledes de bedste Hilsner

Fra Deres hengivne

Erik Gerner Larsson


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.