Brev-id: 
30461      Se originalbrev
Dato: 
1932-05-13
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Lars Nielsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Aarhus
Emne: 
Tak for støtten. Livets og er på vej i trykken. Den bliver på ca. 325 sider. Er flyttet og har fået telefon (Godthåb 9280)

Joachim Larsensvej 31.Kbhvn F. d. 13-5-32.

 

          Kære Hr. og Fru Lars Nielsen!

     Allerførst skal jeg paa Martinus Vegne sige Dem og Vennerne ovre I Aarhus en hjertelig Tak for det tilsendte Beløb, - en Tak som De, kære Hr. Lars Nielsen nok vil være saa elskværdig at viderebringe til de forskellige.
     Det glædede os at læse, at Deres Helbredstilstand nu atter synes at være i Bedring - et sundt og godt Helbred er jo en meget væsentlig Bestanddel af ens aandelige Livssyn, - et daarligt Helbred fører meget ofte Menneskene ind i Melankoliens sumprige Lande.
     Det glædede Martinus meget at erfare den Interesse der stadig er i Aarhus for hans Bog og for hans Arbejde, - en Interesse som jo nu inden længe vil faa et vældigt Skub fremad gennem Udgivelsen af hans Værks første Del. Endelig kan vi nu skimte Afslutningen. Det sidste store Kapitel som jeg nævnte i mit sidste Brev til Dem, er nu gået i Trykken og vi skal nu i de nærmeste Dage til at renskrive det allersidste Materiale. Saasnart det er afleveret til Bogtrykkeren, skal vi saa til at sende Meddelelser ud til de forskellige. Disse Meddelelser, der vil forme sig som en Forklaring paa hvorfor Bogen først kommer nu, skal ogsaa nok blive tilstillet Dem, - det vilde maaske være klogt om en Del i Aarhus fik udleveret saadan en lille Redegørelse.
     Bogen bliver saa paa over 300 Sider, 325 formoder jeg, og maaske endda lidt derover, - et solidt Grundlag for Martinus Arbejde, det tør jeg nok sige. Igennem Undertitlerne har De jo faaet et lille Indblik i Indholdet, en Slags Forsmag, men tro mig, Stoffet selv vil ogsaa komme til at byde Dem Overraskelser - uventede Overraskelser.
     Vi er jo saa nu flyttet ud i vor nye Lejlighed, hvad vi jo er meget glade ved. Vi bor dejligt nu. Dette skal ikke forstaas saaledes, at vi boede daarligt i Lykkesholms Alle, nej, men der var for lidt Plads. Her har vi et Værelse mere som saa bliver indrettet til en Slags Bureau hvorfra "Livets Bog" kan ekspederes. Vi har ogsaa faaet Telefon (Godthaab 9280), saa nu kan De jo blot ringe og advisere dersom De skulle komme et Smut herover, De er jo altid hjertelig velkommen, det ved De, jeg skal nok lave Dem en Kop The og gøre det hyggeligt for Dem, det lover jeg.
     Ja det bliver jo nu en spændende Tid vi gaar i Møde. Maaske faar vi megen Kamp, det ved ingen, men i hvad der end sker, er det jo herligt at vide ved sig selv, at man kæmper for det Gode, - og saa kæmper man jo - trods al eventuel Modgang - ikke forgæves. Dog, vi har jo den ny Kulturs Energier i Ryggen, - og med en saadan Medvind er man jo ikke daarligt stillet.
     Til Slut vil jeg saa endnu engang sige Dem hjertelig Tak for det tilsendte Beløb - uden dem kunde det være svært nok for os, derfor skønner man jo meget paa en saadan Haandsrækning.

     Med de kærligste Hilsner fra Martinus

Og Deres hengivne

Erik G. Larsson

E.S.

Glædelig Pinse!


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.