Brev-id: 
30442      Se originalbrev
Dato: 
1930-11-26
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Lars Nielsen
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Aarhus
Emne: 
Planlægning af Århustur. Foredrag skal koste 1 kr. Københavnsforedrag indledning til offentlig fremtræden

Lykkesholms Alle 7 A d. 26-11-1930.

 

                    Kære Hr. Lars Nielsen og Hustru!

          Modtag min kærligste Tak for Deres venlige Brev til Mig, og Tak fordi De har ordnet alt med Hensyn til Sal osv. Jeg vil saa komme til Aarhus Lørdag d.6 Dec, med Toget fra Fredericia der er i Aarhus Kl. 13,59, og vil formodentlig være ledsaget af Hr. Løw og en ung Mand der er stærkt interesseret i mit Arbejde.
     Jeg vil med Glæde deltage i en sammenkomst Lørdag Aften, hvorimod jeg ikke tør love noget bestemt med Hensyn til Søndag Eftermiddag. Angaaende Betalingen finder jeg, at det vil være rigtigst at tage een Krone straks, idet det vil se mærkeligt ud om man lægger lidt paa hver Gang, desuden mener jeg, at dersom en og anden finder at een Krone er for meget, kan man med rette sige, at Vedkommende saa ikke er kvalificeret til at høre om disse ting endnu, men kan uden Skade vente til de bliver offentlige - herfra er selvfølgeligt undtagen de der ikke har Raad til at betale.
     Herovre i København staar alt jo i Forberedelsernes Tegn, det synes som om der vil komme mange Mennesker til Stede ved mit første Foredrag, thi det strømmer ind med Anmodninger om at maatte deltage, personligt glæder jeg mig meget til den Aften som jeg betragter som den egentlige Indledning til min offentlige Fremtræden, som jo nærmer sig med stærke Skridt. Foredraget er tilrettelagt saaledes, at det bygger Bro mellem alle bestaaende Religioner og den Lære som det er bleven min Mission at bringe Verden.
     I Haab om at disse mine Dispositioner vil kunne passe Dem, Beder jeg Dem og Deres Hustru modtage mine kærligste Hilsner, samt et "paa Gensyn!"

Deres hengivne

Martinus

E.S.

     De vil i nær Fremtid faa Besøg af en af mine Venner herovre fra, en ung Mand som hedder Aage Verlund, han flytter nu til Aarhus hvor han har sit hjem og vil sikkert deltage i alle de Møder hvor jeg kommer til Stede.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.