Brev-id: 
30414      Se originalbrev
Dato: 
1959-06-16
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Vignir Andrésson
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Vignir og konen kommer til Danmark. Maren Jensen. Martinus tænker ofte på Island og vil gerne komme igen. Foredrag også om sommeren. Besættelse. Elektrisk chock

København F. den 16. Juni. 1959.

Kære Vignir.

Rigtig hjertelig Tak for dit kærlige Brev af 23. Maj. Det glæder mig meget at I kan komme herned i Juli Maaned. Jeg vil gerne have at vide Tidspunktet for jeres Ankomst til Danmark i god Tid, saa jeg kan være paa Flyvepladsen og tage imod jer. Jeg glæder mig til, at vi skal faa mange dejlige Samtaler.
    Vores kære lille Maren rejste i Lørdags sammen med Simsons Datter til Island. Tror du du kan skaffe hende Logi et Par Dage, hun sammen med Veninden skal opholde sig i Reykjavik? - Jeg tror det kniber med Pladsen, der hvor Veninden skal bo. Maaske kan Maren bo hos Haldora? - Jeg har lovet at skrive dette til dig, kære Vignir.
    Jeg glæder mig ogsaa meget til, at Haldora og hendes Søster kommer til Danmark. Vi har gjort Plads til dem. De kan nemlig ikke bo hos jer i Marens Hus, da det kun kan rumme to Personer. Det skal blive dejligt at være sammen med jer igen.
    Ja, nu har i de dejlige lyse Nætter, hvilket vi jo ogsaa har her nede. Men vore Nætter er ikke saa lyse som jeres, men til Gengæld kan de være lidt varmere. Jeg glemmer aldrig de dejlige Indtryk og kærlige Minder jeg er blevet velsignet med fra mine Besøg i jeres skønne Eventyrland. Tankerne gaar meget, meget ofte op til alle mine kære Venner der. Maaske ogsaa det vil lykkes endnu engang at betræde Sagaøen, inden jeg skal forlade denne Verden. Men det ligger jo i Guds Haand. Der er vældige Røster nu om at faa mig til Indien. Som du sikkert har læst i Kontaktbrevene, vokser Arbejdet meget stærkt derovre. Men jeg har jo meget tilbage at skulle manifestere i Livets Bog, og det maa jeg jo absolut ikke forsømme. - Her hjemme gaar Arbejdet godt. Vi har i Aar for første Gang aabnet en Sommersæson her paa Instituttet, som ellers har været lukket om Sommeren. Og vi har megen Glæde af dette, der det viser sig at være god Tilslutning. Her er Foredrag af Per Bruus Jensen hver Mandag og Torsdag. Det er den unge Mand, som jeg har talt til dig om. Han viser sig at være ualmindelig dygtig. Men jeg har jo ogsaa selv personlig sat ham ind i Tingene.
    Angaaende Besættelse, som du skrev om i dit sidste Brev, har mine Erfaringer vist, at den absolut eneste rigtig effektive Maade at komme over denne Gene paa er ved, at den besatte med hele sin Sjæls Styrke ignorerer den. En Kvinde, der her en sen Nattetime kom her og bad mig om Hjælp til at blev befriet fra denne i Løbet af en Maaneds tid. Dette skete udelukkende ved Bønnens Kraft og saa ved absolut at ignorere Aanden, der besatte hende. Denne Aand voldtog vedkommende Kvinde indtil fire Gange, den Dag, da hun kom ud til mig. Hun blev jo stærkt generet i sit Arbejde paa Kontoret, hvad der naturligvis var selvfølgeligt under skrækkelige Forhold. Til Læge turde hun ikke at gaa, hvilket sikkert vilde have resulteret i, at hun saa var kommet paa Sindsygeanstalten „St. Hans" i Roskilde. Hun kom til mig hver Gang hun trængte til at blive stimuleret til at ignorere Aanden. Men som sagt hun blev totalt befriet. Og denne metode er den absolut helt rigtige, naar blot den besatte kan stimuleres nok til at ignorere den besættende Aand. Lægerne forstaar ikke Besættelse, men de bruger undertiden at give den [besatte] elektriske Chock. Det kan somme tider hjælpe, for Aanderne kan som Regel ikke lide disse. Men jeg tror ikke, at disse kan hjælpe i alle Situationer. Hvis du kære Vignir rigtigt kan indprente vedkommende besatte Dame, at hun skal ignorere Aanden totalt, som om den slet ikke kom hende noget ved, saa vil det kunne give et godt Resultat. Jeg haaber og beder til at det skal lykkes.
    Jeg ser jeg er kommet til at skrive paa et forkert Sted her paa Aerogrammet og maa derfor lægge det i en Konvelut.
    Men modtag saa her med min kærligste og hjerteligste
hilsen og et stor mentalt knus til [kan ikke tydes].


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.