Brev-id: 
30285      Se originalbrev
Dato: 
1952-11-25
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Det Teosofiske Samfund på Island
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker det Teosofiske Samfund på Island for at arrangere foredragene. Og takker dem for deres omsorg og for at vise ham rundt i deres lands storslåede natur. Det skandinaviske folk som jordbund

Den 25. November 1952.

Til det teosofiske Samfund paa Island!

Jeg vil gerne hermed have Lov til at udtrykke min inderligste Tak til det teosofiske Samfund fordi, det i September d. A. saa kærligt modtog mig og gav mig Lejlighed til, ikke blot overfor Samfundets egne Medlemmer, men ogsaa overfor alle andre interesserede Mennesker baade i Reykjavik og Akureyri, ved forskellige Foredrag, som Samfundet arrangerede, at fremføre nogle af Kernepunkterne i de Analyserækker af Verdensbilledet, som Gud har givet mig Evne til at opleve og til igen at manifestere eller fortolke overfor mine Medmennesker. Jeg blev overvældet over den store Tolerance og Forstaaelse, der blev vist mig, og over den store Kærlighed, de Mennesker, som skulde varetage mit Ophold paa Island, lod mig blive til Del. Jeg takker Dem inderligt for den Utrættelighed, hvormed De sørgede for, at jeg kunde befinde mig vel, ligesom De gjorde alt, for at jeg kunde faa set saa meget som muligt af Deres Lands storslaaede Natur. Derfor blev mit Ophold paa Island intet mindre end et Eventyr paa det fysiske Plan. Tak fordi De saaledes førte mig ud i Deres skønne Natur. Jeg vil aldrig glemme de varme Kilder, de springende Geysir, de sneklædte Fjelde, de hvide Jøkler eller nogen af de andre Detailler i det Evighedspanorama, der særpræger Deres skønne Land.

Ligeledes vil jeg altid med Glæde mindes Deres Lands ubeboede store Vidder. Den dybe Stilhed, den jomfruelige rene mentale Atmosfære eller lysende Aura, der her er altgennemtrængende, maner til Andagt og lader den udviklede Iagttager fornemme, at ogsaa her bag Ødemarken eller Ørkenen arbejder den evige Guds Aand over Vandene. Endvidere har den Ærefrygt overfor Livets Storhed og evige Sandhed, jeg fandt i den Islandske Folkeaand, givet mig en ny Forvisning om, at det skandinaviske Folk i særlig Grad er Jordbund for den Verdensgenløsningens Sæd, i hvilken Alverdens Slægter skal velsignes.

Med de kærligste Hilsener.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.