Brev-id: 
30276      Se originalbrev
Dato: 
1954-12-??
Afsender: 
Vignir Andrésson
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Island
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Første studiekreds i Island. Invitation til Islandsrejse og første planlægning af turen

Reykjavik i des 1954.

Kære Martinus!

     Jeg haaber at dette brev træffer dig frisk og glad efter din rejse til Østen. Hvor var det vidunderligt at du skulde komme ud paa denne tur. Vi haaber inderligt at denne din rejse vil sætte sine spor iblandt vore brødre i Østen, saa ogsaa de maa faa kendtskab til dit verdensbillede og til den visdom, glæde, fred og harmoni det bringer den søgende sjæl, som higer imod lyset.
     Jeg regner med at du har hørt at din ven billedhuggeren Einar Jónsson forlod denne verden nu i oktober. Han var et pragtfuldt menneske. Den største kunstner i sit fag verden endnu har fostret. Hvor vidunderligt maa det ikke være for en saadan mand at tage herfra, med det kundskab til livet, han havde faaet igennem dit verdensbillede. Hvor underskøn glæde maa vi ikke vente os af hans arbejde naar han igen inkarnerer her paa jorden.
     Herfra er der ikke ret meget at berette. Den 25 oktober startede jeg den første studiekreds, i Martinus Aandsvidenskab, i Reykjavik. Deltagerne er 10, deriblandt dine venner fru Halldóra Samuelsdottir og Thorvaldur Arnason og fru Hafnarfirdi. Vi kommer sammen hver anden mandag, saa er der foredrag og forklaring af symboler. Bagefter svares der paa spørgsmaal. Som basis bruger jeg G. L. kursus. Det maa jo oversættes til det formaal og det er lidt vanskeligt i begyndelsen; men jeg haaber at det gaar lettere naar vi bliver flere om arbejdet. Jeg har faaet symbolerne taget paa lysbilleder og jeg synes at det har givet godt resultet. Folk er i det hele taget meget begejstrede for symbolerne.
     Jeg har faaet plads for studiekredsarbejdet i en skolestue, paa den skole, hvor jeg arbejder. Dermed er der paabegyndt et arbejde for udbredelsen af din Aandsvidenskab fuldstændig uafhængig af nogen eller noget. Ansvaret for fortolkningen hviler udelukkende paa mine skuldre.
     Jeg skal indrømme at jeg føler mig meget lille; men det er i Guds haand om han vil at dette mit arbejde skal vokse frem. Jeg vil i hvertfald prøve at gøre mit bedste og saa gaar det nok som det skal. –
     Det har ikke været noget brud imellem mig og det Theosofiske Selskab; men de har ikke bedt mig om at holde foredrag for sig i vinter. Jeg har skrevet en hel del om det til Tage og det kan du vel faa at se. Jeg vilde være meget, meget glad for, hvis jeg kunde faa paa baand nogen taler efter dig. Det vilde være vidunderligt hvis jeg maatte spille det for studiekredsen; men ellers kan jeg kun have det for mig selv og min kone, hvis du vilde det hellere. Men jeg ved at det vilde være mig til stor hjælp. Tage skulde nok tage det op hvis du vil give lov til det.
     Studiekredsen sender dig sine kærligste hilsener med ønsket om rigtig glædelig jul og godt nyt aar.
     Hvordan er det med Islandsturen er det ikke sikkert at du faar tid til at besøge os til foraaret, vi regner i hvertfald med det. Nu maa vi snart til at bestemme hvilken tid er den bedste. Vi mener at det er bedst de sidste dage i mai og først i juni. Vores ven Sveinson? kan ikke deltage efter den 10 juni. Hvor lang tid kan du afse til rejsen, 14 dage eller 3 uger? Selvfølgelig flyver du frem og tilbage. Det er ogsaa nødvendigt for os at bestille flyvebillet lidt forud. Nu venter jeg at høre fra dig og saa maa vi til at ordne turen mere i detaljer. Jeg er enig med dig i at det vilde være udmærket at tage et kursus som du talte om; men vi vilde ogsaa gerne faa offentlige foredrag. – Maaske vilde det være bedst at bruge tolk til dem? –
     Vi glæder os inderlig til at du vil komme.
     Min kones og mine inderligste ønsker om glædelig jul og godt nyt aar.
     Vi beder at Gud vil velsigne arbejdets fremgang i det nye aar.

De kærligste hilsener
     din taknemmelig
          Vignir Andrésson


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.