Brev-id: 
30273      Se originalbrev
Dato: 
1955-02-19
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Vignir Andrésson
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
De lange båndoptagelser af Martinus' foredrag skal omarbejdes. De kan ikke bruges, som de er. Meget ekstra arbejde. Planerne for Martinus' forårs-foredrag og kurser. Turen til Island

Den 19. Februar 1955.

Kære Vignir Andresson!
     Jeg haaber, Du har faaet mit Brev af 17. Januar. Jeg skriver til dig i Dag, fordi jeg i mit sidste Brev til dig meddelte, at jeg vilde sende dig et Par Baand, hvorpaa der var optaget Foredrag af mig. Vi er imidlertid gaaet bort fra at benytte disse Optagelser. Sagen er den, at mine Foredrag, der udelukkende er holdt paa Intuition, er ikke særligt egnede for Lyttere, idet de er altfor lange, ligesom Ordføringen, sproglig set, heller ikke i saadant et Tilfælde kan være saa Korrekt, som naar der tales efter Manuskript. I en saadan Baandgengivelse mangler Foredragsholderens Mimik totalt. Dette griber voldsomt ind i mine Gengivelser, da jeg understreger mine Foredrag og gør dem Levende med min Mimik. I saadanne Tilfælde spiller det ingen Rolle, om Ordføringen ikke er helt sproglig korrekt. Tilhørerne er fuldstændigt optaget af min Person og faar herved en meget lettere Adgang til Forstaaelsen af Foredraget, end hvis de udelukkende kun faar Foredraget gennem Hørelsen, og i hvilket Tilfælde man altsaa ikke har noget som helst synligt at holde sig til. Vi har dermed gjort Erfaringer, der viser os, at Foredrag for Hørelsen maa bygges særligt op. Og jeg er derfor begyndt at omarbejde mine mange holdte Foredrag specielt til Baandoptagelse. Disse Baandoptagelser rummer kun Koncentratet af Foredragene og er beregnede til 20 Minutters Gengivelse. De Baandoptagelser, vi hidtil optog varede derimod en. 1 Time, hvilket er altfor længe. Jeg har ca. et Par Hundrede saadanne Foredragskoncentrater liggende, saa Programmet er stort og afvekslende og udelukkende kun med aktuelle Emner, hvis Belysning er meget tiltrængt i det daglige Liv. Ligesaa snart jeg faar et saadant Baand færdigt, skal jeg sende det op til dig. Og saa kan vi se, om der bliver Interesse for at faa flere.
     Jeg har meget Ekstraarbejde for Tiden. Jeg har klippet og splejset Filmen fra Østen. Nu har jeg kun tilbage at lave Tekst til den. Dernæst arbejder jeg ogsaa med Fremstillingen af en stor Lysbilledserie, ligeledes fra Østen. Samtidig skriver jeg paa en Bog om Rejsen. Den skal helst udkomme her til Foraaret. I Marts Maaned skal jeg holde Kursus i Aarhus og Odense Om Bønnens Mysterium og Livet hinsides Døden. Ligeledes skal jeg holde mit Rejseforedrag med Film og Lysbilleder i Marts Maaned i Odense, Esbjerg, Herning, Skive, Aarhus og Aalborg, samt her paa Instituttet. I April skal jeg saa holde det samme Kursus her i København. Her foruden har jeg Foredrag paa Instituttet hver Søndag Formiddag for en overfyldt Sal, medens Gerner Larsson har Undervisning og Foredrag samme sted hver Torsdag og Fredag. Tillige maa Gerner Larsson holde foredrag i Kredsene i Stokholm, Gøteborg og Malmø, ligesom han lige har været i Oslo og faaet dannet et Center her. Som De heraf kan se, har vi nok at tage Vare paa. Men det er jo godt. Det var kedeligt hvis vi ikke havde noget at bestille.
     Med hensyn til mit Besøg paa Island til Juni, tror jeg, vi kan faa gjort et stort Fremstød der for Aandsvidenskaben. Jeg regner med at holde Kursus og Foredrag med Lysbilleder. Ligeledes kan jeg ogsaa vise Film fra min store Rejse, samt Film her fra Livet i Kosmos Ferieby.
     Jeg glæder mig til at høre fra dig inden længe. Og saa vil jeg gerne bede dig om at hilse alle de kære Venner af mig og Mission og Sag paa Island. Jeg tænker her meget paa Thorlakur Ofeigsson, Haldora Samuelsdatter, Thorvaldur Arnasson og ligeledes Ingolf Bjarnason, samt Gretar Fels og Fru og ligeledes hvem andre der vil være glad for at faa en Hilsen fra mig.
     Og modtag saa her til Slut min kærligste Hilsen til dig og din søde lille Hustru, samt en inderlig og hjertelig Tak for alt, hvad du gør for mig og min Sag deroppe i det skønne Sagaland.

Martinus

[Note: Til brevet medfølger et program med emner, tid og sted for de kurser og foredrag, som Martinus skal holde i foråret 1955.]


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.