Brev-id: 
30265      Se originalbrev
Dato: 
1955-08-03
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Árelíus Níelsson
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker

Den 3. August 1955.

Kære Pastor Arelius Nielsen!
     Dette for venligst at udtrykke min inderligste Tak for Deres Interesse for min Mission og Deres store, kærlige Medvirken til at mit Besøg paa Island kom til at forløbe saa vellykket, ja blev til et stærkt lysende Omraade i mine Erindringers Land, et Mindernes Solskin, som jeg atter og atter vil glæde mig til i lønlige Stunder at vende tilbage til. Jeg takker Dem for deres Oversættelser af mine Skrifter, Deres Artikel i Morgenbladid, Deres Introduktion af mig ved mit første Foredrag, og kærlige Tale til mig ved Afskedsfesten. Ligeledes beder jeg Dem ogsaa modtage min hjerteligste Tak, fordi De førte mig sammen med Islands Biskop og Præster, hvor jeg oplevede det islandske Præsteskabs enestaaende Tolerance overfor udenforstaaende religiøse Opfattelser og Gudsforhold. Det vidner om, hvor højt det islandske Folk staar i virkelig kulturel Henseende. Jeg er lykkelig over de Hjertets og Forstandens Baand, der er blevet knyttet mellem mig og min Missions elskelige Venner paa Island. Jeg fandt her meget af den gode Jord for den Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes.

-----------------

Jeg beder Dem undskylde det sene Tidspunkt, denne Skrivelse kommer paa. Den skulde have været afsendt for længe siden. Men fra Island kom jeg hjem til vor aller travleste Tid, hvilket vil sige, til Højsæsonen i Feriebyen. Jeg maatte derfor med det samme holde Foredrag, give Kursus og yderlige[re] give mange Privatsamtaler til Gæsterne. Men nu er Højsæsonen sluttet, og jeg kan atter faa en lille Smule Tid til at tænke paa mine Venner.
     Vedlagt finder De en lille Bog, som jeg beder Dem modtage til venlig Erindring. Senere vil De faa tilsendt min Rejsebeskrivelse når den er færdigudkommet i Korrespondancebrevene.
     Og hermed de kærligste Hilsener og endnu engang hjærtelig Tak.

Martinus

[Med blyant]
Vedlagt
Menneskeheden og Verdensbilledet


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.