Brev-id: 
30262      Se originalbrev
Dato: 
1955-08-04
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Jacobsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker

Den 4. August 1955.

Kære Hr. Jacobsen!
     Dette for venligst at udtrykke min inderligste Tak for den store Venlighed og Interesse for min Mission og Sag, som De har ladet mig blive til Del under begge mine Besøg paa Island. Jeg takker Dem, fordi De saa kærligt har medvirket til, at mit Besøg denne Gang kunde blive muligt, og jeg atter kunde faa Lov til at være sammen med de mange elskelige Mennesker, der saa kærligt og trofast har vist stor Interesse for min Mission og Sag, ligesom de ogsaa gjorde alt, for at jeg kunde befinde mig godt. Der var for mig som at være paa Besøg hos en kær beskyttende Familie. Jeg fandt her meget af den gode Jord [for den Sæd i hvilken] Alverdens Slægter skal velsignes. Mit Ophold paa Island og Samværene med min Missions og Sags elskelige Venner der blev et meget lysende Omraade i mine Erindringers Land, et Mindernes Solskin, som jeg atter og atter vil glæde mig til i lønlige Stunder at vende tilbage til, ligesom det har stimuleret Haabet om atter engang Senere hen at kunne gentage Besøget.

-----------------------

Jeg beder Dem undskylde det sene Tidspunkt, denne Skrivelse kommer paa. Den skulle have været afsendt for længe siden. Men fra Island kom jeg hjem til vor aller travleste Tid, hvilket vil sige til Højsæsonen i Feriebyen. Jeg maatte straks med det samme holde Foredrag, give Kursus og yderligere give mange Privatsamtaler med Gæsterne. Men nu er Højsæsonen sluttet, og jeg kan atter faa en lille Smule Tid til at tænke paa mine Venner derude i Verden.
     Vedlagt en lille Bog, som jeg beder Dem modtage til venlig Erindring. De vil senere faa tilsendt min Rejsebeskrivelse af mit sidste Besøg paa Island, når det er færdigudkommet i Korrespondancebrevene. Nu haaber jeg paa et Samvær med Dem, naar De i August eller September kommer her ned. Det glæder jeg [mig] meget til.
     Og hermed de kærligste Hilsener til Dem selv og Deres smukke og venlige Hustru og endnu engang Tak for alt.

Martinus

[Med blyant]
Vedlagt
Omkring mine kosmiske Analyser


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.