Den 29. April 1955.

Kære Gretar Fells!

     Modtag hermed min inderligste Tak for Deres kærlige Brev af 19. Februar. Jeg var meget, meget glad for at høre fra Dem. Og jeg beder Dem meget undskylde, at mit Svar først kommer paa dette sene Tidspunkt. Det skyldes overordentlig meget Arbejde og mange Samtaler med syge og deprimerede Mennesker, som der er saa mange af i disse Tider. Det er derfor meget vanskeligt for mig, ja ligefrem umuligt, at faa svaret omgaaende paa alle de Breve, jeg dagligt modtager. Og de Mennesker, dette gaar mest ud over, er de af mine Venner, der forstaar mig og ikke bliver bitre over et forsinket Svar paa et Brev. Og til denne Kategori af mine Venner regner jeg Dem, kære Gretar Fells.
     Jeg har de mange dejlige Samvær, De og deres elskelige Hustru gav mig under Deres Besøg i Danmark, i meget frisk Erindring. Og den store Forståelse og Kærlighed, jeg mødte paa Island hos det Teosofiske Samfunds Loger der, er ogsaa Minder, der funkler og lyser i min Tankeverden. Jeg har heller ikke glemt den Sympati og Varme, som de samme Loger med Dem i Spidsen, kære Gretar Fells, sendte mig i Form af et Telegram for mange Aar siden, da Logerne var samlede i Reykjavik. Disse skønne minder er nu blevet forøgede med Minderne fra mit Besøg i det teosofiske Samfunds Hovedkvarter i Adyar. Her blev jeg modtaget med stor Venlighed og inviteret af Præsidenten til at holde Foredrag. Mine Oplevelser i dette vidunderlige Paradis blev en ny Kæde af lysende Minder. Jeg havde her den Glæde at faa Lov til at betræde Annie Besants Værelser, de Rum hvorfra saa meget Lys og Varme var udgaaet til Verden. Hun var en af de store Pionerer, der var med til at bane Vej for Reinkarnationens Lys til Vestens Nationer. Her blev hun sammen med det teosofiske Samfunds store Stiftere en fremragende Faktor i Opfyldelsen af Guds Befaling: "Der vorde Lys".
     Da Gud har givet mig til Mission at være med til at befordre det samme guddommelige Lys, er jeg ikke blind for denne min Missions nære Slægtskab med det teosofiske Samfund og andre religiøse Samfund og Enkeltpersoner i samme Grad, som de er med til at befordre Sandhedens Lys i Renkultur. Og kun igennem Erkendelsen af denne Renkultur kan Gud igennem os lade sit Straale-væld af Kærlighed funkle, lyse og varme for alt levende.
     I Henhold til denne min Opfattelse af mit Forhold til det teosofiske Samfund, vil De kunne forstaa, kære Gretar Fells, at jeg er ked af, at min Sekretær er kommet til at udtrykke sig paa en Maade, der kan se ud som en Slags Intolerance. Men saaledes har han i al Fald ikke ment det. Hans Udtalelse skyldes Hastværk. Det afføder ofte Uovervejelse og Tankeløshed. Og saaledes er det gaaet her.
     Paa Grund af min store Beundring for det teosofiske Samfunds Hovedkvarter i Adyar, dets store vidunderlige Anlæg af Bygningsværker, Palæer og Villaer med Balkoner og Søjlehaller etc. midt i en stort anlagt Park med kæmpemæssige Blomsterbede, Lotusdamme, Kokuslunde og m.m. altsammen af et Format i saadanne Dimensioner, at det kan rumme 3000 Mennesker, har jeg rent privat udtrykt overfor Gerner Larsson det triste i at se dette store Hovedkvarter, med saa store Muligheder og med en saadan Kapacitet til at kunne modtage og oplyse Mennesker, forekomme næsten mennesketomt. Her var foruden mig selv og den danske Dame, som var Tolk for mig og ledsagede mig paa mine Rejser i Indien, kun ca. 11 Gæster, nærmest ældre Damer. De gik paa en Visdomsskole her. Her var ingen Ungdom, men en ejendommelig dyb Stilhed i dette Stortempelomraade, Centret for en Verdensbevægelses mange Afdelinger, udbredt over mange Lande. En saa dyb Stilhed paa dette Sted kunde ikke undgaa at vække min Forundring. Og jeg lod denne min Forundring gaa videre til enkelte ældre Teosoffer, som havde været med i Annie Besant Dage. Og jeg fik her det Svar, at siden de Store indenfor det teosofiske Samfund gik bort, har Bevægelsen været døende. Man udtrykte derfor stærkt Haabet om, at der maatte komme noget, der atter kunde give Liv og Blomstring tilbage til Samfundet. Og det er fra denne Oplevelse, at min Sekretær i sin Tankeløshed er kommet ind paa Begrebet "døende Bevægelse" i sin Publikation. Jeg har aldrig ønsket, at [det næste er ulæseligt], ligesom han naturligvis heller ikke selv har ønsket at skade det teosofiske Samfund, men kun i sin Tankeløshed er kommet til at gøre noget, der vitterligt er ham imod. De vil derfor heller ikke møde mere af den Slags i vor Litteratur eller Foredrag. Min Mission gaar absolut ikke ud paa at adskille, men kun paa at forene alle Lysets Kræfter i vort fælles Samarbejde i Menneskehedens Tjeneste. I Kraft heraf rejste jeg til Japan og Indien. Og i Kraft heraf kommer jeg nu til Island for anden gang. Der findes kun een Sandhed i Verdensaltet, og det er denne, at "Man skal elske Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv." Denne Sandhed som Videnskab er det absolut eneste, der kan forene Alverdens Mennesker til eet Folk og i den eneste absolutte Væremåde, der kan fjerne Krigen og Sygdommene fra den menneskelige Tilværelse, nemlig Kærligheden.
      I Tillid til vort Fællesskab som Tjenere og Brødre i det samme Lys glæder jeg mig til et Gensyn og Samvær med Dem og Deres Frue, samt de øvrige kære Mennesker, jeg har lært at kende paa Island

Med de kærligste Hilsener

Martinus

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.