Brev-id: 
30216      Se originalbrev
Dato: 
1952-11-27
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Guðjón B. Baldvinsson
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker

Den 27. November 1952.

Kære Gudjon B. Baldvinsson!

    Jeg vil gerne hermed udtrykke min inderligste Tak til Dem, fordi De paa saa kærlig en Maade, sammen med mine andre Venner paa Island, var med til at gøre mit Ophold paa Deres skønne Ø til en lysende Oplevelse. Tak for Deres smukke Tale ved Afskedsfesten. Jeg haaber inderligt, at der engang kan komme Ferieudveksling i Stand mellem mine Venner på Island og mine Venner i Danmark.
    Her i Danmark er mine Venner meget interesserede i min Oplevelse af Island. Vi har derfor igennem en af vore Afdelinger udgivet nogle Breve, hvori jeg giver en kortfattet Beskrivelse af Indtrykkene fra mit Ophold paa Sagaøen og min Fornemmelse af den Evighedsatmosfære, der lyste omkring de varme Kilder, de tusindaarige Vulkaner og milevide Stilhedens Terræner og meget mere, som i et forædlet Genskin funklede i den Islandske Folkeaand og varmede igennem islandske Øjne og Væremaade. Da jeg senere er kommet i Tanker om, at denne Beskrivelse muligvis ogsaa vil interessere mine islandske Venner, har jeg besluttet at sende et Eksemplar af den til hver enkel af disse mine Venner, som i særlig Grad var med til at gøre mit Ophold i deres Fædreland til en lykkelig Oplevelse, en oplevelse som jeg aldrig vil glemme, men atter og atter vil længes tilbage til. Jeg har derfor vedlagt et Eksemplar af omtalte beskrivelse til Dem, kære Hr. Baldvisson.

    Idet jeg haaber paa et Gensyn med mine islandske Venner senere hen, beder jeg Dem modtage mine kærligste Hilsener til Dem og deres Frue.
    Tillige vil jeg gerne ved samme lejlighed ønske Dem en rigtig glædelig Jul og et velsignet nytaar.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.