Brev-id: 
30161      Se originalbrev
Dato: 
1954-09-21
Afsender: 
Anna Ørnsholt
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Indien
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Martinus' kommende besøg i Indien. Oversættelse

21.9.54

Kære Martinus!

Det er ikke let for mig at skrive, hvor meget Deres Brev, som jeg modtog i gaar eft. har glædet mig. Og det vil være mig en stor glæde at møde Dem igen herude i Indien.
     Jeg har lige talt med et par af mine venner heroppe, og vi vil meget gerne have et besøg af Dem her. Herfra kan vi saa arrangere andre besøg til forskellige centre.
     Uheldigvis er Delhi 3 døgns rejse herfra, ellers vilde jeg gerne have mødt Dem paa flyvepladsen i Delhi paa Deres rejse til Japan.
     Jeg har tænkt, at det vilde være rart, om De paa tilbagevejen kunde flyve fra Calcutta til Madras, istedet for fra Calcutta til Delhi. Madras er kun en nats rejse herfra, saa jeg kunde rejse ned til Madras og møde Dem, eller maaske faa en af mine venner til at møde Dem. Men det kan vi jo altid senere bestemme.
     Jeg hører, at det ikke er saa vanskeligt at faa et Turist-visum til Indien. Det gælder for 3 mdr. og dersom De muligvis skulde ønske at blive længere, saa kan vi altid arrangere det herfra.
     Jeg vil imidlertid også skrive til den indiske Ambassadør for Skandinavien, for at bede ham være behjælpelig med Deres visum.
     Den 19. Sept. havde vi teosofisk møde her i Fairview. Desværre kom Collector, en høj official fra Ooty hertil, saa mange, som ellers kommer, var ikke istand til at komme.
     Jeg havde oversat begyndelsen af G. Ls Kursus, og læste det for de tilstedeværende. De var meget interesseret.
     Jeg kan da fortælle Dem, at jeg er færdig med oversættelsen af "Hvad er Sandhed", og jeg har maskinskrevet det hele.
     Jeg vil sende en copi til en bekendt og bede ham læse det og se om der er en mulighed for at faa det udgivet her i Indien.
     Dersom det er muligt for Dem at lade mig vide, hvad tid De ankommer til Delhi paa Vejen til Japan, kan jeg lade en veninde i Delhi vide om det, og bede hende se Dem paa flyvepladsen. Hun er dansk og gift med den finske Minister i Delhi. De er begge to medlemmer af teosofisk samfund.
     Naar De kommer her til Kotagiri vil vi ogsaa forsøge at arrangere, at De kan tale både i den teosofiske loge i Coonoor og ligeledes i Adyar, som er hovedsædet.
     Hvem rejser med Dem til Japan? Han er naturligvis ogsaa velkommen her.
     Er Gerner Larsson rejst til England?
     Haaber igen at høre nærmere om Deres Tur.

Med de kærligste hilsner
Deres hengivne

Anne Ørnsholt


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.