7.1 De særlige omstændigheder ved skabelsen af Livets Bog
Da "Livets Bog" udgør et værk, der er bestemt til at skulle udgøre en beskrivelse af tilværelsens allerstørste problemer eller livets højeste analyser, kunne det allerede på forhånd vides, at den ikke straks ville blive nogen ganske almindelig lekture.
Dens særegenhed kommer endnu mere til syne gennem dette, at den, bortset fra nogle enkelte citater fra Bibelen, ikke udgør en sammensætning af citater eller viden hentet fra andre bøger, værker eller personer i verden, men udgør et resultat af et enkelt væsens, hvilket vil sige min absolut egen, okkulte oplevelsesevne eller kosmiske sansning.
Som følge af denne dens afvigelse fra de fleste andre litterære værker kunne det ligeledes på forhånd forventes, at dens modtagelse ville blive mødt med stor skepsis, i særdeleshed da jeg i sandhedens interesse har følt det som min pligt over for dens læsere åbenlyst at erklære disse særlige omstændigheder ved dens tilblivelse.
Denne erklæring har jeg udtrykt i form af dens fortale.
Da jeg således i Fortalen har været nødt til at opgive, at jeg er min egen kilde, at "Livets Bog" ikke på nogen som helst måde udgør et plagiat af andres viden, og at samme bog skulle blive udtryk for så store analyser som "det treenige princip", "verdensaltets grundanalyser", "den evige Guddom", "det levende væsens udødelighed" osv., kunne det lige så sikkert forudses, at den indtil en vis grad også ville blive mødt med intolerance.
Det er jo en kendsgerning, at der findes visse kategorier af mennesker, der hverken vil eller kan tolerere andre medvæseners naturlige overlegenhed, men derimod møder denne med en indignation, vrede eller et had, der bliver desto større, jo større overlegenhed de netop står over for.
Vi har jo store eksempler i den retning fra Jesu lidelseshistorie.
At disse kategorier af væsener ikke i størst udstrækning skal søges blandt "hedninger", "antireligiøse" eller "fritænkere", men derimod oftest er at finde hos væsener, der på forhånd måtte formodes at være de mest imødekommende og forstående over for de højeste problemer, er en gammel kendsgerning, som også Jesus giver udtryk for, idet han siger, at "de første skulle blive de sidste", og ligeledes når han udtrykker, at han fandt den største tro hos "hedningerne".
Det var således hverken hos ypperstepræsterne, de skriftkloge eller hos andre af de autoriserede visdomsforkyndere, at han blev kærligst modtaget.
At dette princip endnu gør sig gældende, kan ingen, der er med til at forkynde den ny verdensimpuls eller udbrede visdommen i vore dage, undgå at opleve som kendsgerning.
Disse væsener vil alle blive vidne til, at "frænde er frænde værst", hvilket i dette tilfælde altså vil sige, at det er ret almindeligt, at den største uvilje og derfor den største uimodtagelighed er at finde hos mange af de personer, der sidder som store "embedsmænd", "ledere", "medier" osv. i religiøse bevægelser, foreninger og selskaber.
Tilbage til forsiden
Forrige