til symbol nr. 98
 
Livets Bog, bind 2, stk. 314 314. Jeget kan således i sin egennatur ikke udtrykkes at være noget "menneske", "dyr" eller "plante". Ja, det kan end ikke påberåbes at udgøre nogen som helst form for "levende væsen", og er dermed i sin egennatur også afskåret fra at kunne udgøre nogen som helst form for "guddom". Alle former for levende væsener, guddomme såvel som mennesker, dyr og planter etc. er noget ganske andet end jeget.
      Hvad er da de "levende væsener"? – De "levende væsener" er hverken mere eller mindre end blot og bart – fortsat skiftende situationer, udløst af jegets tilknytning til stoffet eller materien. De nævnte væsener er således kun krusninger på materiens eller stoffets overflade ligesom bølgerne på overfladen af en sø, men kun med den forskel, at medens krusningerne på søens overflade er skabt af den usynlige vind, er krusningerne i materien eller stoffet skabt af det usynlige jeg. Alle former og ting er således i sig selv livløse og skylder udelukkende det bag ved eksisterende usynlige "noget", der igennem de samme former og ting indirekte bliver åbenbaret som jegerne, deres fremtræden og eksistens.
      Jeget eller dette usynlige "noget" bag enhver organisme, bag enhver form eller ting, er således den dybeste eksisterende årsag til alt, hvad der kan sanses, opleves og manifesteres. Alt er livløst, alt er stilhed, alt er lig intet uden dette "noget" eller uden et jeg. Materien uden et jeg er således lig intet, ligesom jeget på samme måde uden materie faktisk bliver lig intet. Det er igennem materiens eller stoffets "krusninger", hvilket altså vil sige, igennem bevægelserne eller skabelsesprocesserne i nævnte materie, at vi bliver i stand til at dokumentere jegets eksistens. Men uden disse bevægelser eller skabelsesprocesser ville vi aldrig nogen sinde være kommet til at opleve materien. Den ville uden jeget også være ganske umanifesteret. Ligesom bølgerne på søens overflade ikke kunne blive til uden vinden, således kunne bevægelserne i materien heller ikke blive til uden jeget. Vi er således her kommet til to uadskillelige realiteter: jeget og materien. Vi har set, at den ene realitet ikke er noget som helst uden i forbindelse med den anden og omvendt. De eksisterer således ikke adskilt, men er evigt i fælles optræden, ja, er så uadskillelige, at de tilsammen i virkeligheden kun danner én realitet. Denne realitet består altså, som her påvist, af to af hinanden absolut afhængige principper. Men da den af disse to principper sammensatte enhed udløser energi eller bevægelse, og denne bevægelse igen afslører sig som logisk ledet, hvilket vil sige udløser sig i planmæssig skabelse, afslører de nævnte to princippers samarbejde et tredje princip, nemlig: "bevidsthed", hvilket igen vil sige evnen til at skabe og opleve. Til dette sidste princip er de to første ligeså uløseligt knyttede, som de indbyrdes er uløseligt knyttede til hinanden. Dette kommer urokkeligt til syne igennem den realitet, som efterhånden i mine analyser bliver til kendsgerning, nemlig den, at alt i verdensaltets struktur afslører intelligens eller logik, hvilket igen vil sige, afslører at det fremkommer for at opfylde et nyttigt formål, og ved hvilket det guddommelige ord "alt er såre godt" dermed bliver til absolut virkelighed.
      Jeget er således knyttet til to andre principper, med hvilke det danner en uløselig enhed. Og det er denne enhed, vi igen kender i tilværelsen som udgørende "et levende væsen". De nævnte tre principper: jeget, bevidstheden eller skabe- og oplevelsesevnen og materien eller stoffet, hvilke tre principper vi allerede henholdsvis kender som: "X1", "X2" og "X3", udgør således lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et "levende væsen".
 
 
Livets Bog, bind 3, stk. 821-825 821. Denne stråleglans, der således udgør hele vort liv, vor manifestation, vor egen skabelse såvel som oplevelsen af andre væseners eller Guddommens skabelse, består udelukkende af "bevægelse". Der, hvor denne "bevægelse" møder et jeg, bliver den til oplevelse. Oplevelse er igen det samme som bevidsthed. Men da "bevægelsen" ikke kan eksistere uden at repræsentere et sådant møde, vil "bevægelse" og "bevidsthed" være identisk. Men da "bevidsthed" er det samme som "liv", vil "bevægelse" og "liv" ligeledes være identiske. Enhver form for bevægelse, ligegyldigt om det er en maskines snurrende hjul, et tordenskrald, et styrtende vandfald, eller det er så mikroskopiske svingnings- eller vibrationsarter, at vi slet ikke ser disse som bevægelse, men derimod som fast stof, krystal, granit, guld, platin eller lignende, kan således ikke eksistere uden at være identiske med liv. Enhver bevægelse, enten den er fast, flydende eller luftformig er udgørende det materiale, af hvilket selve bevidstheden eller livet består. Alt er udgørende "livssubstanser". 822. Men disse "livssubstanser" ville aldrig kunne eksistere eller være blevet til, hvis de ikke samtidig var blevet påført et jegs stempel. Det er dette jeg-stempels påføring af "bevægelsen", der igen gør den identisk med eller forvandler den til "livsytring". Hvorledes bliver da dette "stempel" påført "bevægelsen"? – Ja, vi har allerede tidligere berørt problemet. Denne "stempling" af "bevægelsen" er nemlig det samme som den "vending" eller "drejning" af "bevægelsen", der altid uden undtagelse vil finde sted ved sidstnævntes møde eller berøring med jeget. Det er denne "vendingsproces", der forvandler alle "indtryk" til "udtryk". "Indtrykkene" er jo oplevelse af energiernes indadgående bevægelse i bevidstheden, medens "udtrykkene" er energiernes udadgående bevægelse fra bevidstheden, hvilket i allerhøjeste grad også bekræfter bevægelsens identitet som "liv". Uden "indtryk" og "udtryk" eksisterede der i virkeligheden intet liv. For hvad er vel livet andet end en jongleren med indtryk og udtryk? – 823. Når en energi er "vendt" af et jeg, er den som nævnt blevet til en "livsytring". Men som læserne allerede ved, er det ikke alle af et jeg udførte "vendinger" af bevægelsen, jordmennesket kan se. Og der, hvor det ikke kan se denne "vending", kan det ikke betragte "bevægelsen" som "livsytring", men anser den for at være "opstået af sig selv". Det er på denne betragtning, den såkaldte "materialistiske" indstilling hos jordmennesket beror. Det er denne manglende synsevne, der betinger, at et væsen kan være umådelig intelligent uden at være intellektuel, ja, kan være både doktor og professor og samtidig stadig kulminere i den overtro, at tingene udenfor de erkendte livsformer bliver til af sig selv, at bevægelsen, stoffet, naturen er "døde" kræfter. Deres erkendelse er således i virkeligheden, om end ubevidst for dem selv, en tilbedelse af naturen som et hovedløst væsen, et dominerende lig, skønt de svælger i forskningen af dette "døde" væsens kolossale åbenbaringer af højintellektualitet, logik og skabevælde. De søger fuldstændig forgæves efter tilfældigheder, alt er strålende planmæssigt, alt er funktioner, der udfolder sig efter deres forudbestemte klokkeslet der, hvor forskeren eller jordmennesket ikke selv forhindrer det.
      Men disse materialismens "troende" og intellektualitetens "vantroende" væsener er nødsaget til at have denne indstilling, til de når op på så højt et trin i forskningen, at de kan få det fulde overblik over problemet og der blive vidne til, at alle de "døde" kræfter også er "jeg-vendte" energier, er "livsytringer" for levende væsener om end i helt andre formater end de mellemkosmiske, de selv hidtil har erkendt som de eneste eksisterende udtryk for liv. De vil i kraft af dette overblik gennemskue makrokosmos såvel som mikrokosmos og se, at disse hver især kun udgør en verden af de samme evige love, den samme hårfine logik og fuldkomne udfoldelse af vilje, manifestation og skabekraft som den, de selv er blevet autoriteter i at docere fra universiteters og læreanstalters talerstole. De vil se, at "alt er levende", "alt er logisk" og dermed nyttigt, kærligt og afslørende guddommelighed. De ser, at universet er tanke, bevidsthed og liv, og at dette liv udgør den Guddoms ånd eller bevidsthed, i hvilken vi alle leve, røres og ere. De vil erkende, at dette syn er det kosmiske klarsyn eller den sande oplevelse af den evige visdom. 824. Vi er nu kommet så langt i vor forskning, at vi har set, at jeget er en virkelig realitet, og at den inderste funktion i ethvert levende væsen er dette jegs "vending" af bevægelsen eller energien. Da denne "jeg-vending" af energierne er en absolut nødvendighed for enhver form for oplevelse af liv, bliver nævnte "vending" således også en uundværlig realitet i livets eksistens. Og vi vil derfor kalde samme "vending" for "livssubstans nr. 6". 825. Nu må man ikke tro, at denne jegets "vending" af "bevægelsen" eller energien er helt det samme som den, en gummibolds tilbagevenden fra en væg eller mur, den er kastet imod, repræsenterer. Jeget er ikke en "død" mur, og "bevægelsens" passage frem imod og tilbage fra dette er ikke slet så direkte og ligetil som gummiboldens bevægelse imod muren og tilbage igen. Den udløser et "svangerskab". Vi er nemlig her stedet for den allerdybeste analyse af princippet "seksualisme", der igen danner fundamentet for alt, hvad der kommer ind under begrebet "forplantning", og af hvilken arternes beståen eller tingenes eksistens igen udelukkende betinges. I jegets "vending" af en "bevægelse" eller energi oplever vi både en "undfangelse", et "svangerskab" og en derpå følgende "fødsel". Ved vort jegs tiltrækning og modtagelse af en "bevægelsesart" oplever vi en "undfangelse". I denne "bevægelsesarts" særlige "vending", hvilket vil sige: udvikling og forvandling i jegets besiddelse, oplever vi et "svangerskab". Og ved denne forvandlede "bevægelsesarts" frigivelse eller tilbagevenden fra jeget oplever vi en "fødsel". Den "bevægelsesart", som jeget igennem sit urbegær tiltrækker, udgør altså "sæden" eller "sædvæsken". Ved dennes opsummering i jegets domæne forvandles den til et "foster". Når "bevægelsens" vending er fuldbyrdet, hvilket vil sige: har fået jegets fulde påvirkning og igen forlader dettes domæne, er "fosteret" blevet til et "barn" og "fødes". Dette "barn" kan så igen leve videre, blive til ny "sæd", der "besvangrer" andre jeger, hvorefter nye "fostre" opstår, bliver til "børn", der atter lever videre som nye medvirkende faktorer ved den evige befrugtning og forplantning, vi kalder "livet".
 
 
Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 11 11. [...] Uden jeget er det ikke noget levende væsen. Jeg har derfor kaldt det "det levende" i det levende væsen. Det eksisterer i denne tilstand som absolut stilstand eller som "det faste punkt", på hvilket alt i verdensaltet bevæger sig. I denne guldglorie begynder en ny glorie at gøre sig gældende. Denne viser sig som kulminerende lys, og dette er begyndelsen til det, vi kalder "ånd". Med denne ånds tilknytning til kristusvæsenernes kosmiske talentkerner kunne væsenet sætte bevægelse i gang. Det er det, vi kender som tankestof. Men vi må her forstå, at der ville ikke komme nogen som helst bevægelse i gang. Den har været i gang i al evighed. Den kan kun holdes i gang.
      Bevægelse i verdensaltet har i al evighed været i gang og vil i al evighed blive ved med at være i gang. Den kan hverken begynde eller standse. Den kan kun holdes i gang, det betyder holdes i live. Det eneste sted, hvor bevægelse ikke eksisterer, er i guldglorien. Man må således forstå, at alt, vi betegner som glorie, er det faste punkt. Kun forandringer i bevægelse kan finde sted, og disse forandringer i bevægelse er det, vi kalder "skabelse".