Det Evige Verdensbillede, bog 3
Forklaring til symbol nr. 27
2. Symbolet symboliserer jordkloden og dens bevidsthed. Vi ser, at der omkring den fysiske klode forekommer en noget detaljeret aura eller stråleglorie. Den hvide korsformige del af stråleglorien symboliserer alt det, der udgør det menneskelige i menneskeheden, der igen er det samme som det menneskelige i jordklodens mentalitet eller bevidsthed. Almindeligvis stråler denne aura eller stråleglorie ud til alle sider. Når vi har udtrykt den i korsform, er det kun for at symbolisere, at samme aura udgør den fuldkomne eller færdige side i menneskeheden og dermed i jordbevidstheden. Den udgør den begyndende kosmiske bevidsthed i jordens struktur såvel som i jordmenneskets struktur eller psyke. Til denne bevidsthedsglorie hører alt, hvad der kommer ind under begrebet kærlighedslovens overholdelse. Alt hvad der kommer ind under begrebet fred og harmoni, alt hvad der kommer ind under begrebet uselviske manifestationer, alt hvad der udtrykker retfærdighed, barmhjertighed, tilgivelse af uret, sympati eller kærlighed også til dem, der er fjendtligt indstillet imod en, alle dem der er intolerante og har antipati eller had til os, alt hvad der går i retning af fredsligaer, antimilitarisme og afskaffelse af krig, alt hvad der arbejder i international retning og på at føre alle jordens stater frem til at udgøre en stat eller en enhed til fælles glæde og velsignelse for alle jordens væsener. Det er dette, af jordens stater i sympati og kærlighed skabte verdensrige, der vil blive det begyndende "himmeriges rige" på jorden.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 27
Jordklodens kosmiske stråleglans