11. Selve symbolet i sin helhed symboliserer det levende væsen.
      Den hvide trekant i midten symboliserer dette væsens jeg, der er det faste punkt i de udsendte og tilbagevendende bevægelser.
      Det hvide flammekors skal udtrykke, at de levende væseners evighedslegeme til enhver tid er totalt hundrede procent fuldkomment. Det er i sin helhed evigt i balance. Alle overbalancer og underbalancer kan kun forekomme som lokale foreteelser i evighedslegemet. De berører ikke helheden. Ved over- og underbalancer vil her være at forstå de hæmninger og forceringer, det ufærdige væsen skaber i sin energi- og bevægelsesføring. Det er disse hæmninger og forceringer i overdimensioneret tilstand, der skaber uligevægt, hvilket vil sige: krig og ufred, had og forfølgelse i de levende væseners samliv og den heraf følgende ulykkelige skæbne for sine ophav.
      De mange violette cirkelbaner eller kredsløb, der udgår fra og kommer tilbage til jeget, symboliserer alle de forskellige bevægelsesarter, som det levende væsens skabte organer, legemer, manifestationer og livsoplevelse udgør. Som vi før har nævnt går alle skabte foreteelser i kredsløb. Derfor symboliserer enhver af disse cirkelbaner eller kredsløb på symbolet ligesåvel legemers og organers som manifestationers og tankebaners kredsløb. Al skabelse er bevægelse. Alle skabte ting er kombinationer af bevægelsesarter, alt stof er sammensat af forskellige bevægelsesarter. Alt er således bevægelse. Og da bevægelse ikke kan gå i lige linje, men må gå i kredsløb tilbage til sit ophav og udspring, er alt, hvad der er tilgængeligt for de almindelige sanser, således i bevægelse. Det er dette, der ligger til grund for, at alt er underkastet forvandling. Alt er i kredsløb omkring jeget, der er det faste punkt over for al bevægelse.
      Det største kredsløb, et væsen helt kan opleve inden for et fysisk jordliv, er netop oplevelsen af dette jordliv. Det er jo i sig selv en bevægelsesudløsning udgående fra jeget og tilbage til jeget. Men det kan inden for dette jordliv se eller blive vidne til brudstykker af kredsløb af langt større dimensioner. Dets eget nuværende jordliv er således kun en enkel lille lokal del af et kæmpekredsløb, det befinder sig i, hvilket kredsløb vi kender som "spiralkredsløbet". Vi kan således også udtrykke dette kredsløb som en cirkelbane på symbolet udgående fra jeget og tilbage til dette, og hvor væsenet atter føres ind i et nyt spiralkredsløb og således fortsættende i det uendelige. Men der findes endnu større kredsløbsbaner, som vi skal komme tilbage til i senere symbolforklaringer. Disse kredsløb vi her har nævnt, er alle af en sådan natur, at vi kan kalde dem "de langsomt gående kredsløb". Som modsætning hertil kommer de daglige viljesudløsninger, manifestationer og handlinger, altså vor væremådes daglige udløsninger af energier og bevægelser. Nogle af disse har så korte baner, at tilbagevirkningerne af dem kommer øjeblikkelig eller i samme time, dag eller i samme uge eller måned, samme år. Andre af dagliglivets tilbagevirkninger kommer først tilbage efter flere års forløb, atter andre i det næste jordliv eller i endnu senere jordliv. Når ikke alle kredsløb kommer tilbage lige hurtigt, skyldes det naturligvis, at væsenet i sin væremåde kan udløse årsagerne til disse tilbagevendende virkninger mange gange hurtigere end tilbagevirkningerne kan fuldbyrdes. Derfor vil væsenerne altid så at sige være på et, ja, man kan næsten sige: kolossalt forskud med hensyn til udløsning af handlinger i sin væremåde, lige fra onde tanker, tangerende had og forfølgelse, mord og drab, til gode tanker, der tangerer stor humanisme eller en varmende næstekærlighed, som hver især kun kan eksistere som en gengældelsesvirkning mod sit ophav. Bag det ufærdige jordiske menneske forekommer der således en ligefrem lang kø af gengældelsesvirkninger, der søger at komme til udløsning som væsenets skæbne, hver gang betingelser herfor er til stede. Hvor mange gengældelsesvirkninger af ond væremåde og af god eller kærlig væremåde er afhængig af, hvor megen ond eller god væremåde væsenet har manifesteret over for sine omgivelser. Da gengældelsesvirkningerne som regel ikke kan komme til udløsning ligeså hurtigt, som årsagerne til dem bliver skabt, bliver der altså en ventetid for disse. Denne ventetid for gengældelsesudløsningerne kan i visse tilfælde være meget lang. Og der er mennesker, der bag sig har en mørk gengældelses- eller skæbnemasse opsummeret fra liv tilbage. Af den kommer der noget til udløsning, hver gang der er betingelse herfor. Der kan være jordliv, i hvilke væsenet ikke har betingelser for at få ret meget af denne mørke gengældelsesudløsning i sin skæbne, ligesom der også kan være jordliv, hvor væsenet næsten udelukkende er udsat for sin mørke skæbnegengældelse. Vi kan derfor blive vidne til mennesker, der tilsyneladende lever som pæne bedsteborgere i samfundet, ja måske endda beklæder store embeder og synes at have stor medgang i alt, hvad de foretager sig. De lider ikke af sygdomme, har ikke økonomiske besvær eller andre former for gene eller ubehag. Men en skønne dag får den opsummerede mørke gengældelses- eller skæbnemasse betingelser for at komme til udløsning i væsenets skæbne. Det kan f.eks. ske ved, at væsenet bliver berørt af en krig, der eventuelt er udbrudt i dets land. Da kan det netop på grund af den mørke gengældelsesmasse komme ud for svære lidelser og blive lemlæstet til invalid. Ja, den ellers tilsyneladende pæne bedsteborger kan endog komme i de så berygtede koncentrationslejre, hvor han sammen med mange andre, skæbnemæssigt ligestillede væsener, kan komme til at vansmægte til døde under mange forskellige former for pinsler og rædsler. Det kan naturligvis også få den skæbnemæssige gengældelse ad andre veje gennem en hel række ulykker, modgang og trængsler, sorger og livsvarige, invaliditetsbefordrende og pinefulde sygdomme, fattigdom, nød og elendighed. Som vi senere skal komme tilbage til at forklare ved hjælp af specielle skæbnesymboler, kan væsenet blive prædestineret til denne mørke skæbne alene ved sin kødspisning eller opretholdelsen af sin ernæring ved nydelsen af animalsk føde, der jo betinger død og rædsel for de millioner af dyr, der herved må myrdes, slagtes eller dræbes og derved berøves deres medfødte ret til at leve. Vi må her erindre om det store bud, der er givet menneskene i form af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". De mørke gengældelsesvirkninger har jo kun til opgave at skabe den humanitet i mennesket, der bevirker, at det kommer bort fra at kunne nænne at dræbe og ligeledes kommer bort fra den dødbringende overtro, at mennesket kun kan leve i kraft af animalsk føde og derfor må dræbe for at leve.
      Da menneskene ikke udelukkende udløser eller manifesterer "det onde" eller en mørk skæbne, men også i større eller mindre grad manifesterer "det gode" eller en lys skæbne, er deres væremåde således en blanding af "ondt" og "godt". Væsenet kan således have perioder, hvor det er inde i en skæbnemæssig lys tilstand og ligeledes perioder, hvor det er inde i en skæbnemæssig mørk tilstand. Og sådan vil det fortsætte indtil væsenet ikke mere kan gøre "det onde" og derved er blevet et totalt lysets væsen, er blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
      Vi ser på symbolet, at kredsløbsbanerne repræsenterer fire størrelser. Det skal absolut ikke betyde, at den mangfoldighed af skæbnebuer eller kredsløb, der i alle retninger udgår fra og til jeget kun fremtræder i fire størrelser. De skal kun symbolisere, at nævnte kredsløb netop fremtræder i forskellige størrelser. Og ligeledes må man også her forstå, at det antal af kredsløbsbaner, der er vist på symbolet, kun udgør en brøkdel af det antal kredsløbsbaner, som ethvert væsens evighedslegeme indeholder. Et begreb om det levende væsens evighedsdimensioner får man, når man ser, at der i evighedslegemet er kredsløbsbaner så små, at deres udgang fra jeget og deres tilbagekomst til dette sker næsten i samme øjeblik, og at der er baner af så kæmpedimensioner, at de strækker sig igennem hele spiralkredsløbet fra salighedsrige til salighedsrige. Det vil altså sige, at et sådant kredsløb, som jo også er en skæbnebue udgående fra og til jeget, strækker sig igennem millioner og atter millioner af år. Vi skal senere komme tilbage til spiralkredsløb eller skæbnebuer, der er endnu større og livsbetingende for væsenets evige eksistens. Evighedslegemet viser os således jeget som det absolut eneste eksisterende ophav til bevægelse og som det urokkeligt faste punkt, ud fra hvilket al bevægelse udgår og hvortil al bevægelse kommer tilbage.