Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1305

1305. Og på samme måde som "jøderne" må de også efterhånden komme til at gennemgå fornedrelsens eller gengældelsens ragnarok eller dommedag for derefter at blive lige så geniale på de uselviske områder, såsom: videnskabens eller forskningens såvel som på moralitetens eller humanitetens, som de før var geniale på det camouflerede selviske forretningssystems område. Var det forresten ikke et "jødisk geni", der viste sig for verden som en "kristus"? - Kan man tænke sig en større kapitulation af et "herrefolk"? - Kan man tænke sig en større spire til en "nationalitetsdyrkelses" undergang end denne, at der i denne dyrkelses egen kreds fødes et altomfattende geni i "internationalisme"? - Midt i et folk, hvis religion, tro og love udelukkende havde forherligelsen af nationens selviskhed eller egoistiske begær til fundament, fødtes et geni, der blev et mentalt kildevæld, hvis "levende vand" dannede en sådan oversvømmelse af de gamle mentale terræner, at der blev stor fare for, at alle selviske idealer, tilbedelsen og dyrkelsen af nationen på "internationalismens" eller uselviskhedens bekostning, troen på at være "Guds udvalgte" som et "herrefolk", skulle komme til at gå under i oversvømmelsen. Intet under, at denne "herrefolketroens" eller "nationalismens" ortodokse ypperstepræster, farisæere og skriftkloge skyndsomst søgte at stoppe denne kilde, søgte at aflive dette geni. Men "de vidste jo ikke, hvad de gjorde". De troede, at de, ved at dræbe geniets fysiske legeme og lukke det inde i en klippegrav befæstet med stærkt bevæbnede krigere, havde sikret sig "jødernes" position som "Guds udvalgte folk". De forstod slet ikke, at kilden var en udødelig ånd, hvis evigt rindende mentale strøm umuligt kunne standses. De vidste ikke, at den ortodokse "jødedom" allerede forlængst var bestemt til at gå under, havde mistet sin fundamentale magt, da Gud talte til "Abraham". De vidste ikke, at den guddommelige forjættelse: "I din sæd skal alle jordens slægter velsignes", var Guds egen forkyndelse af den ortodokse "jødedoms" undergang, var enhver selvisk "nationalismes" og "herrefolkeidés" dødsdom. De så derfor ikke, at jo højere, de anbragte "Jesus af Nazaret" på Golgatas kors, jo mere de hånede og spottede ham og hængte virkelige "røvere" op omkring ham, desto vældigere åbnede de sluserne for "det levende vand". Og se, en vældig strøm af dette guddommelige "vand" fossede ud over verden, blev til mentale bække, floder og søer, indenfor hvis områder de ortodokse selviske idealer og "herrefolkeidéer" eller troen på at være "Guddommens favoritter" umuligt kunne trives, men ville blive forfulgt og nedkæmpet til døde.

Forrige

Næste